Kærlighed og parforhold

Skilsmisse rammer også bedsteforældre

Det er ofte kvinden, der holder kontakten til begge sæt bedsteforældre efter skilsmisse

Det er en stor sorg for bedsteforældre og børnebørn, hvis kontakten går tabt i forbindelse med en skilsmisse. Men hvis bedsteforældrene glemmer deres bitterhed for en stund og tør tage skridtet og selv, kan det være med til at løse problemet.

Det råd giver Margrethe Kähler, der er ældrepolitisk konsulent i Ældresagen. Hun siger, at bedsteforældre i dag ikke har nogen rettigheder i forhold til at søge samvær med børnebørnene ved en skilsmisse. Hos ældresagen arbejder man på at få Familiestyrelsen til at give den mulighed.

- Bedsteforældrene kan være børnenes grønne plet i en skilsmisse. De kan give børnene en følelsesmæssig tryghed, og de har den rette distance til situationen, hvor forældrene kan være meget vrede. Børnebørnene kan betro sig til dem, og de har alderens rummelighed, siger Margrethe Kähler.

Tag selv teten
Når situationen spidser til, og forældrene søger skilsmisse, så skal bedsteforældrene gøre opmærksom på sig selv og deres rolle. Forældrene har langt fra altid overskuddet til at huske på dem.

- Gør opmærksom på, at I kan aflaste både jeres barn og svigersøn eller svigerdatter. Send nogle helt klare signaler om, at I ikke er partiske. I kan sige, at I ikke vil sige noget grimt om nogen til børnebørnene, men at jeres mål er at skabe gode og trygge oplevelser for dem i den turbulente tid, siger Margrethe Kähler og understreger, at man skal melde klart ud til sit eget barn samtidig:

- Vær ærlig over for dit eget barn, og sig, at I vil være der for børnebørnene, men I vil ikke være med til tale ondt om jeres svigersøn eller svigerdatter, siger hun.

Ofte mandens forældre det går ud over
Det er ofte konen, der står for kontakten til begge hold bedsteforældre, mens man er gift. Og det får konsekvenser, når skilsmissen rammer.

- Ved en konflikt vil mandens forældre ofte være dem, der bliver kørt ud på et sidespor. Det betyder, at bedsteforældrene selv kan blive nødt til at tage kontakt til svigerdatteren. Så skal man gemme sin tøven og være modig og løfte røret til svigerdatteren, siger Margrethe Kähler.

Forældrene skal også tage ansvar
Forældrene skal også prøve at gøre sig umage med at blive ved at lade bedsteforældrene være en del af børnebørnenes liv, siger konsulenten.

- Forældrene må ikke glemme, hvor vigtige bedsteforældrene er, selvom de har det svært. De skal ikke inddrage bedsteforældrene i kampen, men frede dem og børnene. De skal også sørge for, at der ikke er lange tidsmæssige huller i kontakten mellem bedsteforældre og børnebørn.
Sig eventuelt direkte til dem, at du ikke regner med, at de vil tale ondt om dig over for dine børn, siger Margrethe Kähler.

Skriv et gammeldags brev
Hvis bedsteforældrene alligevel kommer til at lade uheldige bemærkninger falde, så råder konsulenten til, at man trækker vejret dybt. Men du skal ikke finde dig i alt. Det må aldrig gå ud over børnene.

- Det kan ikke nytte noget at tage det alt for tungt, når følelserne sidder uden på tøjet for alles vedkommende. Så er det med at give rum. Hvis du på et tidspunkt føler, at grænsen er nået, så sæt dig ned, og skriv et rigtigt brev. Brug tid på at finde det sande udtryk for, hvad du egentlig føler, hvis du ikke synes, at bedsteforældrene kan mestre situationen, siger Margrethe Kähler.

Vi er blevet bedre til at dele børnene i ferierne, selvom vi er skilt. Læs mere på Mama.dk

Læs mere om: