Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Min samlevers børn har frosset mig ud af familien

"Terapeuten mente ikke, at datteren og han havde brug for en bonusbedste. Så min samlever er morfar til de to drenge, og jeg ser ikke familien. De kan så heller ikke komme på besøg hos os, da det er mit hus." Læs ugens brev til Anna.

Kære Anna

Vi er en familie med fire sammenbragte børn. Min samlever og jeg har boet sammen i 34 år og har en fælles datter på 30. Han har to døtre fra tidligere forhold, og jeg en søn.

Vi har haft de to piger på besøg hver anden weekend og med på alle vores ferier, da de var børn. Min søn har boet hos os, og lillesøster er vokset op med sin storebror. Døtrene har haft forskellige kærester, som har været med på besøg og også rejst med på ferier. Vi har fejret diverse fødselsdage og holdt jul sammen.

Min søn er i dag 38 år, han blev gift og fik sit første barn før min samlevers to døtre, som er ældre. De blev misundelige og havde hver især svært ved at finde den rette mand.

Datter nummer to fandt en sød fyr, og de fik en datter sammen. Vi havde deres lille pige på besøg og passede hende ofte.

Den ældste datter fandt ud af, at hun skulle i terapi for at finde ud af sit liv. Det endte med, at hun og terapeuten fandt sammen. De er i dag gift og har to drenge. Terapeuten mente ikke, at datteren og han havde brug for en bonusbedste.

 

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Så min samlever er morfar til de to drenge, og jeg ser ikke familien. De kan så heller ikke komme på besøg hos os, da det er mit hus.

Datter nummer to brød med faren til deres fælles barn, da terapeut-svogeren mente, at han var for kedelig til hende. De flyttede fra hinanden, og efter et halvt år i terapi hos søsterens mand kom hun en dag hjem til os og sagde til mig: ”Du skal ikke være bedste til mit barn mere.” Pigen var da fire år (i dag er hun ni).

Vores datter og min søns familie har de også valgt fra. Så vi er totalt opdelt.

Da min samlever fyldte 70, troede begge døtre, at de kunne gøre krav på at deltage i deres fars fødselsdag i vores hjem (mit hus). Da sagde jeg: ”Det er ikke sådan, jeg ønsker at holde familiefest. Alle skal føle sig velkomne.” De har flere gange forsøgt at fryse mig ud af forholdet til deres far og bedt ham gå i terapi.

Vi står nu i et dilemma, hvis han går bort før mig. Har du nogen gode råd til mig? Jeg ønsker på ingen måde at skabe konflikter mellem os. Vi har ikke lavet testamente. Jeg har to familiegravsteder her i byen, hvor vi bor. Han ønsker at nedsættes sammen med mig. Mange tak for gode råd.

Mvh. Hanne B.

 

Kære Hanne B.

Det lyder ulykkeligt, at jeres sammenbragte familie ser ud til at være splittet ad. Suk for en redelighed … Det rent juridiske er muligvis det letteste at få styr på her. I kan enten gifte jer med særeje, eller I kan lave testamente. Jeg synes, at I, sammen med en kyndig på området skal bringe den side af sagen på plads. Meget bliver sat yderligere på spidsen, den dag en af jer dør. For hvem ejer egentlig et menneske mest? Er det samleveren, eller er det børnene?

Der er noget, der skurrer i det, du her fortæller også ud over det opsigtsvækkende i, at din bonusdatters terapeut endte med at blive hendes mand og åbenbart ser det som sit kald at blive ved med at lege terapeuten i familien. Dén lader jeg lige stå og dampe af her et øjeblik …

Dét, der slår mig, er nemlig, hvor din samlever er i alt det her? Hvad har han at sige til situationen og til, at hans døtre ikke blev inviteret med til hans 70-års fødselsdag?

LÆS OGSÅ: Brev til Anne Mejlhede: Hun praler altid med sine børn.

Det kan være uhyre nærliggende at gengælde hårdt med hårdt, skubbe væk og vælge fra, når man føler sig trådt på, som jeg forstår, at du føler. Dine bonusdøtre har prøvet at fryse dig ud, fortæller du. Men den fryser skal du ikke selv havne i. For du KAN vælge en anden vej.

Jeg kan ikke rigtig greje, hvorfor du flere gange skriver, at det er ”dit hus”, du og din samlever bor i. Det kan sagtens være, at det på papiret er dit, men når I har boet der sammen i 34 år og opfostret jeres fælles datter i det hjem, så studser jeg over, at du stadigvæk opfatter det som sådan.

Jeg kan se, at det især er, når talen falder på din bonusdatter. Selvfølgelig skal du ikke forlade dit eget hjem, for at din samlevers døtre kan komme på besøg. Vil de slet ikke være i stue med dig, må de mødes med deres far andre steder eller komme forbi, når du alligevel ikke selv er hjemme. Men alt sammen ligner det sørgelige lappeløsninger.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin:jeg føler mig svigtet.

Hvis jeg skal komme med et råd til dig – ud over at få det juridiske på plads – så er det, at du prøver at slippe din harme over de to bonusdøtre, som har vendt dig ryggen. Jeg forstår godt, at det er en stor og slimet frø at sluge. Men hvad er alternativet?

Nogle gange gør vi klogt i at fundere over, hvad vi gerne vil have ud af en situation. Hvad ville vi ønske, der kommer ud af en samtale, en konflikt, en forhandling, ja, hvad som helst. Derfor spørger jeg dig nu, hvad du gerne vil have til at ske? Er det, at konflikten fortsætter og æder dig op, fordi du aldrig vil kunne få ret, heller ikke selv om du synes, at du bør få det? Eller er det at finde ud af, hvad den pludselige kulde fra dine bonusdøtre bunder i? Jeg har svært ved at tro på, at det er ”terapeuten”, der alene er årsagen.

Spørg dem, hvad det er, der gør, at de efter 34 års familieliv med dig pludselig slet ikke vil have dig i deres liv. Og hvorfor skubber de også deres søster og bonusbror fra sig?

Du nævner selv noget om misundelse. Det kan være en grund. Men misundelse er subjektiv, og med det mener jeg, at det er og bliver gætteri – medmindre de direkte har brugt den som årsag til deres fjendtlighed.

Jeg lægger mærke til, at du skriver at din samlevers døtre ”var på besøg” hver anden weekend, dengang de var små. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det kan være en del af årsagen til konflikten nu. At de muligvis aldrig har følt, at ”dit hus” (som deres far altid har boet i) favnede dem som et hjem, der også var deres? Det er absolut kun en formodning fra min side, men jeg snublede over din formulering.

Kære Hanne B. Jeg synes, at du, lige så urimeligt det kan lyde, skal række hånden ud og give slip på så vel kontrollen som konflikten. Jeg tror nemlig, det er to sider af samme sag.

Du kan ikke bestemme, hvad dine bonusdøtre siger eller gør, men det kan du, når det gælder dig selv. Har du lyst til, at resten af dine dage skal gå med at holde på din ret til at bestemme over ”dit hus” og ”din samlever”?

Jeg tror ikke, det er måden, du har lyst til at leve på. Og selv om det uden tvivl bliver en kamp at få en nogenlunde forsoning, så tag den alligevel men gør det åbent og kærligt og i samråd med din samlever. Hans døtre har været i dit liv i 34 år. De er din søns og jeres fælles datters søstre. Det er da værd at kæmpe for, er det ikke?

Kærlig hilsen, Anna

 

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: [email protected].

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.