Nikolines brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Min datter trænger til en succesoplevelse

Dagligt hører jeg hende sammenligne sig med andre, der er mere populære eller er meget pænere end hende. Læs ugens brev til Anna her.

Kære Anna

Jeg har en datter på 19 år, som desværre – som mange andre teenagepiger – lider under et alt for lavt selvværd. Dagligt hører jeg på, at hun ikke føler sig god nok, at hun har for tykke lår, for tyndt hår, ikke er dygtig nok i skolen og så videre. Dagligt hører jeg hende sammenligne sig med andre, der er mere populære eller er meget pænere end hende.

I går fortalte hun, at hun har et stort behov for at ”blive til noget” for at vise alle ”de populære”, at hun også kan blive til noget.

Hendes far og jeg synes, vi har opdraget hende til, at det ikke er præstationer, der tæller, og at vi elsker hende for præcis den, hun er. Og alligevel ønsker jeg mere end noget andet, at hun får en kæmpe succesoplevelse med et eller andet, bare for at give hendes selvværd et ordentligt boost. Men desværre sker det modsatte.

Så får hun en dårlig karakter, så er der (endnu) en fest, hun ikke bliver inviteret med til, eller hvad ved jeg. Noget, der gør hende så ked af det og får mindreværdsfølelsen frem i sådan en grad, at hun sidder hjemme og græder og kalder sit eget liv for et "lorteliv". Det hele bliver heller ikke lettere af, at hun har en fire år yngre lillesøster, der har ”hele pakken” i form af en stor vennegruppe, ene gode karakterer, en sød kæreste og så videre.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Selv om jeg gerne vil lytte til hendes trængsler og støtte, så godt jeg kan, er jeg ved at blive vanvittig af, at hver gang jeg spørger, om det går godt, svarer hun ”næ”, og hver dag er en ”lortedag”. På den ene side skærer det mig i hjertet, at hun har det sådan. På den anden side bliver jeg voldsomt irriteret og har lyst til at råbe, at NU må hun altså komme videre.

Hun er voksen og skal HOLDE OP med at sammenligne sig med andre og i stedet tage ansvaret for eget liv. Men er det at sparke til én, der allerede ligger ned? Hvad ville du gøre i min situation?

Med venlig hilsen, Den frustrerede mor

Kære frustrerede mor

Det er en stor udfordring at være teenager og at være forældre til en. Det er ikke nemt at være 19 år og udstyret med det sprøde, usikre blik på verden og livet, der følger med at være ung.

Jeg forstår godt, at du kan få eksploderende trang til at råbe ad din datter og sige, at hun skal holde op med at hakke på sig selv. Men det hjælper ikke. Jeg er også langtfra sikker på, at en succesoplevelse vil ændre grundlæggende på jeres datters verdensbillede mere end måske en dags tid. Nydelsen over en succes varer kort og søder kun overfladisk.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Hvordan slipper jeg min angt for sygdom?

Ofte tror vi, at vi som forældre skal kunne ”fikse det hele” for vores børn, når det, de egentlig bare ønsker, er, at vi orker at være i stue med dem og deres dårlige humør. Jeg tror, det hjælper jeres datter, at hun har et sted, hvor det er i orden at være lige så sur og træt af tingenes tilstand, som hun er. Ja, at I forældre orker at være hendes ”lortedags-ventil”!

Jeg ved godt, at det er hårdt ... Men hvis jeres datter mærker, at I godt kan rumme hende, lige så sortsynet hun er for tiden, så tror jeg, det vil støtte hende til at komme videre i processen med at blive voksen. Det er de færreste nemlig sådan for alvor, når de kun er 19 år.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg frygter for hans liv.

At jeres anden datter ser ud til at skøjte let igennem det hele, handler måske mest om hendes evne til at gruble mindre over tingene i detaljer. Selv med samme opvækst og kærlige, forstående forældre kan søskende være vidt forskellige.

Der er intet værre i verden, end når ens børn ikke trives, men det lyder ikke, som om din datter lider af noget alvorligt og behandlingskrævende, men helt enkelt bare kæmper med at finde ud af at være menneske. Den kamp står vi alle i på hver vores måde, og måske tager det et helt liv at lære ... 

Hjælp eventuelt jeres datter med at finde gode skønlitterære fortællinger om det at være til. For gennem dem mærker vi, at vi ikke er de eneste, der føler os fortabte i en verden, der ofte ser hårdt og ubarmhjertigt på os. Og er din datter ikke så meget til bøger, findes der flere film og serier at blive klogere på livet af. Sally Rooneys romaner ”Samtaler med venner” og ”Normale mennesker” stiller skarpt på at være ung med al den sorg og kejtede usikkerhed, der følger med. Den sidste er der lavet en tv-serie ud af, som lige nu kan streames på DR.

Og hvis det kan være nogen trøst, så husk, at ingen tilstand er statisk. Det fortælles, at Karen Blixen havde en seddel liggende i en kuvert, der kun måtte åbnes, i tilfælde af at alt så helt sort ud eller lysende fantastisk. Kuverten blev først åbnet ved hendes død, og inden i lå et brev med blot tre ord: ”Det går over.”

Ak ja ... det kræver dog nok en erfaren voksen at vide, at ens verden ikke går under, selv om den ryster.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: [email protected].

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.