Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Jeg er angst for mørket

"Efter at jeg er blevet alene, er jeg blevet meget mørkeræd. Mit hoved bliver fyldt med en masse frygtelige tanker og nogle gange ligefrem angst, når jeg ligger i min seng og slukker lyset." Læs ugens brev til Anna her.

Kære Anna,

Efter jeg blev skilt for et par år siden, er jeg blevet voldsomt bange for mørke. Inden da har jeg i hvert fald aldrig tænkt over, om jeg har været det, sikkert fordi min mand var i nærheden.

Men efter at jeg er blevet alene, er jeg blevet meget mørkeræd. Mit hoved bliver fyldt med en masse frygtelige tanker og nogle gange ligefrem angst, når jeg ligger i min seng og slukker lyset. Selvfølgelig med det resultat, at jeg straks tænder lys omkring mig igen – helst i hele lejligheden.

Først da kan jeg sove, men ikke særlig godt. Jeg drømmer meget, vågner flere gange og finder jo så heldigvis ud af, at jeg ligger i min seng, og at alt synes trygt og godt.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Jeg er 48 år og ellers velfungerende både på job og socialt. Jeg har prøvet at nævne mit problem for et par gode veninder, men det var, som om de ikke rigtigt forstod, at det var alvor. De sagde, at det lød, som om jeg havde fundet en fin løsning, fordi jeg bare tænder en masse lys, når mørket falder på.

Selv synes jeg nu ikke, det er en rigtig løsning, og jeg er skræmt af, om min angst for mørket udvikler sig til andre fobier. Har du en idé til, hvad jeg kan gøre for at kunne føle mig tryg i mørke igen? 

Mvh, Maria

Kære Maria

Ensomhed, utryghed og mørke ligner hinanden. Det er mærkeligt, som vi mennesker fungerer. Lige så robuste vi kan være i dagene fyldt med arbejde og socialt samvær, lige så skrøbelige er vi, når vi er alene. Overladt til os selv og natten.

Det, du fortæller her, er derfor ikke usædvanligt. Mørkeræd er en arketypisk angst, med rødder helt tilbage fra dengang vi skulle tage os i agt for vilde dyr om natten på savannen. Den selvfølgelige tryghed og nærhed, der kan være i at bo og sove sammen med et andet menneske, den mangler jo nu, hvor du er blevet alene.

Det besynderlige er, at selv et dårligt samliv kan opfylde et tomrum i os, som vi først opdager, når vi er blevet alene.

Nogle mennesker får en hund eller en kat. Andre søger ind i nye fritidsinteresser og håber, de vil udfylde tomrummet. Men tomrummet og mørket er der. Det var der også, før du blev skilt, men nu står det bare tydeligere og mere bundløst frem. Når dine veninder slår det, at du er mørkeræd, hen med, at det vel er fint nok at tænde lys over det hele, så tænk på, at de siger sådan, fordi de ikke aner, hvad de skal stille op.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Hvordan slipper jeg min angst for sygdom?

De vil gerne hjælpe dig, men ved ikke hvordan. I stedet for at du tænder ALT lys, så prøv at lade en eller anden form for lyd køre, når du lægger dig til at sove. Radioen eller en podcast. Tænd for lyset i stuen, så du, når du vågner om natten, stadig kan orientere dig i dit hjem.

Du kan også tale med nogen om din angst for mørket. Din læge eller måske en psykolog, hvis du oplever, at angsten tager til.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg frygter for hans liv.

Lige så smertefuldt og ubarmhjertigt det kan opleves, så er det min erfaring, at vi bliver nødt til at øve os i, at mørket er der – men uden at kigge alt for langt ned i dybet og følge med de tanker, der myldrer frem. Det kan de færreste af os tåle.

Mørket i tilværelsen er noget af det mest almene OG sværeste at trække vejret i, og hvis det overhovedet kan hjælpe, så vid, at både jeg og du – ja, alle mennesker kæmper med det. Dem, som ikke gør, har blot ikke været alene længe nok til at opdage det.

Kærlig hilsen,  Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: [email protected].

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.