Brev til Anna Mejlhede: Hun praler altid med sine børn

Kære Anna

Jeg har en vældig god veninde, som jeg holder meget af. Vi deler en stor interesse for kunst, vi elsker at gå i teatret, og vi går også både på museer og små gallerier sammen. Efter mange års venskab kan vi stort set tale om alt, både de store bekymringer, de store glæder og små hyggelige oplevelser.

Men her kommer problemet: Jeg er grundigt træt af altid at skulle høre på en evindelig lovprisning af hendes tre enestående børn. Hun kan prale med dem i timevis, mens vi går rundt sammen, og efterhånden tager det min fornøjelse ved at gå ud og opleve ting sammen med hende. Bevares, hendes børn er dejlige og klarer sig – i hvert fald i mors øjne – fantastisk, og hun er såmænd også en god fortæller, så det lyder alt sammen meget spændende, men jeg orker altså ikke, at hun altid skal prale med dem.

Jeg har selv en datter, som også klarer sig fint, men det behøver jeg altså ikke at snakke om hele tiden. Hvordan får jeg sagt fra på en pæn måde? Jeg holder jo både af hende og hendes børn, men hvis det fortsætter, ender jeg nok med at sige noget rigtig grimt om dem alle sammen!

Bedste hilsner,
Den indestængte

Kære indestængte

Inden du går planken ud og siger noget grimt til din veninde, næste gang hun går i selvsving over sine bedårende børn – så tag en dyb indånding. Hun gør det nemlig hverken for at såre dig eller ærgre dig. Sandsynligvis flyder hun bare over og kan ikke høre det selv. Det kan de færreste af os, når vi er blændet af stolthed og kærlighed.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg er familiens taxachaufør.

Det, du opfatter som ”pral”, hører hun sandsynligvis blot som gode og sjove fortællinger om det, der fylder mest i hendes liv. Det, der gør hende glad.

I er vant til at kunne tale med hinanden om alt, skriver du, så næste gang I er sammen, og din veninde kører rundt i sine lovprisninger, så prøv at sige følgende: ”Jeg forstår godt, at du er stolt af dine børn. Det er jeg også, for de er varme, skønne og dygtige mennesker. Min egen datter er jeg også meget stolt af, men det bliver for meget for mig, hvis vi hele tiden strør om os med fortællinger om alt det, vores børn gør og kan.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg føler mig så svigtet.

Jeg er så glad for vores venskab og har sådan brug for, at vi kan tale om andet, når vi er ude sammen. Er det okay?”

Om ikke andet er det et forslag. Det lyder nemlig, som om dit venskab er værd at redde. Så træk vejret, ræk en finger i vejret – og gelejd skibet ind på en anden kurs, inden du kæntrer det.

Kærlig hilsen, Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.