Rikke Høgsted
Modgang

Rikke Høgsted og hendes mand fik konstateret kræft den samme uge

Som krisepsykolog har 50-årige Rikke Høgsted hjulpet mange igennem de værste perioder af deres liv. I efteråret 2017 blev både hun og hendes mand ramt af kræft, og Rikke oplevede, at hun pludselig selv fik brug for mange af de råd, hun lever af at give andre. Læs hendes historie her.

Rikke Høgsted har i sine mange år som krisepsykolog både arbejdet for Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse og i det danske forsvar. Hun har derfor ofte siddet over for folk, der var dybt bekymrede, bange og kede af det. Det fik hende dog ikke smertefrit igennem sin egen krise, da hun sidste år fik konstateret brystkræft i samme uge, som hendes mand fik konstateret modermærkekræft.

– Men det hjalp mig til at navigere rundt i de følelser, der overvældede mig. Jeg kendte de forskellige landskaber, og det hjalp mig til ikke at fare vild i dem, siger hun.

Da Rikke og hendes mand fik deres diagnoser, var Rikke i gang med at skrive fagbogen Belastningspsykologi, som sætter fokus på, hvordan man bedst støtter folk, der arbejder i mentale højrisikojob. Det vil blandt andet sige de læger og sygeplejersker, som dagligt bliver konfronteret med død eller andre voldsomme begivenheder på kræftafdelingerne på landets hospitaler.

– Skæbnen ville, at både min mand, Thomas, og jeg endte med at have vores gang som patienter på sådan en afdeling, netop mens jeg sad begravet i skriverierne.

Det begyndte med, at Thomas skulle have en ferievaccination og i forbifarten fik lægen til at kigge på et modermærke, der så mærkeligt ud. Hurtigt fik han tid hos en hudlæge, der mente, det var kræft, og at modermærket skulle fjernes i en fart. Da Thomas kom hjem og fortalte det, kom Rikke i tanke om, at hun igennem det sidste halve år havde bemærket, at hendes ene brystvorte trak en lillebitte smule udad.

 – Det var næsten ingenting, og jeg kunne ikke mærke en knude eller noget, men for en sikkerheds skyld fik jeg en tid hos lægen. Nu skulle der styr på alle de symptomer, som vi gik rundt med i familien.

Hos lægen blev Rikke sendt videre til mammografi og fik derefter taget en biopsi, og det viste sig, at hun havde en kræftknude i brystet. Rikke tilhører de 10 procent, hvor knuden sidder diffust i brystkirtelvævet, og derfor havde hun haft svært ved at mærke den.

 

LÆS OGSÅ: Jette fik kræft: Når nuet er det, der er vigtigst 

Patient og pårørende

Kræftdiagnoserne mundede ud i nogle bevægede uger i efteråret 2017, hvor Rikke og Thomas kom en del på Rigshospitalet og skiftedes til at være patient og hinandens pårørende.

– Det var fuldstændig surrealistisk og meget udfordrende, siger Rikke.

Rikke har gennem årene erfaret, at folk i dyb krise ofte bliver krystalklare omkring, hvad der er vigtigt for dem i livet, og det skete også for hende selv. En nat, hvor hun stadig ventede på besked om, hvor alvorlig hendes kræftsygdom var, kunne hun ikke falde i søvn. 

– Jeg tænkte på, hvor lang tid Thomas og jeg mon havde at leve i, hvis det nu skulle vise sig, at vi begge to havde en aggressiv kræft, og jeg nåede frem til, at vi nok ville have et par år. På ét plan var der en dyb ro, og alt unødvendig larm var skrællet fra. Og på et andet plan befandt jeg mig i et kulsort rum, hvor jeg følte mig fuldstændig alene.

Rikke og Thomas har sammen fire døtre i alderen 14-29 år, og Rikke tænkte blandt andet meget over, hvad de som forældre skulle nå at lære deres børn i de få år, hun frygtede, de havde tilbage. I Rikkes arbejde som krisepsykolog har det ofte været hendes opgave at gå med folk ind i mørket i håbet om og troen på, at man efter lidt tid vil kunne se bare en lille smule derinde.

– Forfatteren og præsten Johannes Møllehave har en flot beskrivelse af, hvordan han oplever en depression, som minder meget om den krise, man står i som kræftpatient. Han beskriver det som en fornemmelse af at drive ud på et natsort hav i en lille jolle, væk fra alt liv. Det første skridt ud af depressionen er, når man efter et stykke tid kan høre, at der er andre små joller, som ligger og skvulper, og man opdager, at selv om man ikke kan gribe ud, er der en stor trøst i ikke at være alene. Det var sådan, jeg oplevede det den nat. Jeg stod nede på bunden, men gik ikke i panik, fordi jeg var bevidst om, at selv om jeg måske skulle dø, ville mine børn have andre voksne, der ville passe på dem. 

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

En velsignelse

Rikke fik også bekræftet noget andet, som mange i krise havde talt med hende om. Nemlig at uvisheden er noget af det sværeste at håndtere.

– Skrækken for, hvor alvorlig sygdommen er, gør for alvor én bange. Man aner jo ikke, hvad man er oppe imod.

Efter dage med angst og bekymring fik Rikke heldigvis at vide, at hun havde en meget lidt aggressiv kræftform, og at kræften ikke havde spredt sig. Efterfølgende fik hun en brystbevarende operation, og derefter var det nødvendigt med både kemobehandlinger og stråler, men kun for at forebygge at kræften skulle dukke op igen.

 – Behandlingerne gjorde mig træt og utilpas, og jeg mistede håret, men jeg var så heldig, at jeg kunne blive ved med at arbejde på nedsat kraft. Jeg følte mig meget privilegeret. 

Der var også gode nyheder til Thomas. Hans modermærkekræft havde kun spredt sig til siden, ikke nedad. Det betød, at han skulle opereres endnu en gang, men så var det ikke nødvendigt med mere behandling.

Undervejs var Rikkes ømme punkt døtrene, og hun tænkte meget på at få dem bedst muligt igennem forløbet.

 – Jeg fortalte først mine børn om min kræft, da jeg havde fået vished for, hvad der skulle ske. Og jeg brugte bevidst sætninger som, at lægerne ville fjerne knuden helt, og at jeg efter behandlingen ville blive "så god som ny igen". Det var den slags, jeg også selv trængte til at høre. Først da jeg sad i hospitalssengen efter operationen, havde jeg overskud til også at tale om, hvor bange vi alle havde været.

I det hele taget er det vigtigt for alle at huske på, hvor tyndhudet både den syge og de pårørende er, og derfor
skal pårørende heller ikke tage den syges stærke reaktioner personligt. De skal kun se dem som et udtryk for, hvor kriseramt man er, siger Rikke.

"En dag fik jeg ideen om at gå til en fotograf og få taget et portrætfoto som minde om den helt særlige tid, jeg stod midt i," fortæller Rikke Høgsted. Foto: Ida Wang

LÆS OGSÅ: Sådan tackler du 4 store - men helt almindelige - bekymringer 

En kærligheds-manifestation

I dag er Rikke kræftfri, men under sit sygdomsforløb blev hun bekræftet i, at omgivelserne kan gøre meget for at hjælpe en igennem sådan en krise.

– Jeg var uendeligt taknemmelig over alle, der skrev til mig. Men samtidig var det også overvældende at skulle svare så mange. Det var en lettelse, når nogen bare sendte et digt, gode tanker eller andet, som ikke krævede svar. Jeg elskede også, at folk sendte blomster. Om aftenen da vi kom hjem efter min vellykkede operation, var trappestenen fyldt med blomsterbuketter. En tradition, jeg havde glemt alt om, men som var utrolig rørende. Det var den dejligste manifestation af den kærlighed, vi var omgivet af. 

Også på sygehuset lagde Rikke mærke til, hvordan små, omsorgsfulde handlinger havde særlig stor betydning.

– Min kontaktsygeplejerske på kirurgisk skrev et skilt med mit navn, som hun tegnede blomster omkring, og da jeg kom op på operationsdagen, var skiltet sat på min seng. En detalje, der fik mig til at føle mig set. Omvendt har jeg mødt personale, der talte til mig med kølig distance, som led jeg af en simpel forkølelse, og det var med til at gøre mig utryg og frustreret. Nænsomhed og varme er kodeord, når man har at gøre med folk, der er i krise. 

Rikke Høgsted er aktuel med fagbogen Belastningspsykologi, som fokuserer på mennesker i mentale højrisikojob. Køb den her

Læs mere om: