Når sorgen varer ved

Psykologer har i årevis siddet med afmagt i forhold til patienter med dyb og vedvarende sorg. Men takket være en ny diagnose ”vedvarende sorg” kan de – og børn, ægtefæller og søskende, der har mistet – måske få det bedre. Det er i hvert fald hensigten.

Preben Engelbrekt, formand for Det Nationale Sorgcenter, er en af dem, der har været positiv over for at få en officiel sorgdiagnose, hvilket han også satte ord på, da han og en række eksperter fra både Danmark og USA var samlet for at tale om sorg i forbindelse med en international Sorgkonference på Panum i København. WHO har allerede taget diagnosen i brug, men herhjemme går der nok noget tid, før man ligefrem begynder at kunne få henvisning til behandling for langvarig sorg. Men alene det, at sorg er på dagsordenen, ser han som et skridt på vejen mod at acceptere den tunge sorg på dens egne vilkår. Sorg er nemlig ikke angst og depression.

– I dag er det ikke ualmindeligt at møde efterladte, der er fejlbehandlede og for eksempel får medicin for depression, selv om det ikke handler om depression, men om kompliceret sorg. Ved at have en sorgdiagnose og nogle faste kriterier for, hvornår der er tale om langvarig sorg, kan man også bedre identificere, hvem man skal undlade at behandle. En sorgdiagnose kan være et værktøj til at identificere den gruppe sørgende, der har ekstra behov for bedre behandling.

Hos cirka 7-15 procent af alle sørgende bliver sorgen siddende og udvikler sig til kronisk sorg.

– Når folk sørger på fjerde år, giver mange psykologer fortabt. Men en af årsagerne til, at behandlingen ikke virker, er, at man behandler det som angst og depression, som langtfra er hele problemet. Som en af de kvinder, jeg talte med, sagde: Hvorfor skulle jeg have fået det bedre? Jeg er blevet behandlet for lungeproblemer, men det var armen, jeg havde ondt i.

LÆS OGSÅ: Sorgekspert: Sådan tackler du andres sorg

Tid og accept

Der findes faktisk viden om, hvad der kan hjælpe mennesker med svær sorg. Complicated grief treatment, CGT, er en styrkebaseret metode, som er udviklet på Columbia University og Pitts University i USA af Dr. Katherine Shear. Hun har haft sorg som sit område i 23 år.

– Mange psykologer synes, at det at arbejde med sorg er skræmmende, som om ingenting kan hjælpe. Men for at kunne hjælpe må man forstå, hvad der foregår i patienten. Det er karakteristisk, at man har svært ved at koncentrere sig om andet end den afdøde, at man prøver at holde den døde i live ved at tale om ham/hende hele tiden, ser på billeder og undgår enhver konfrontation med, at det er slut. Sorgen går ikke væk som angst, men man kan adaptere til den. Første skridt er at forstå som pårørende eller terapeut, at sorg ikke er én ting. Det er mange følelser på én gang. Jeg plejer at sige, at sorg er den form, kærligheden antager, når én, man elsker, ikke længere er der. Og ligesom kærlighed er en permanent følelse, er sorg det også i en vis forstand. Og på samme måde, som når vi elsker, involverer det at sørge også både krop, hjerne, ens mentale tilstand, socialt og spirituelt. Der er ikke to mennesker, der sørger på samme måde, men følelserne er typisk en blanding af savn, vrede, skyld, længsel, sorg, insisterende tanker, skam og glæde.

Men hvad hjælper?

– Tid og accept, og det første er ikke det, vi har mest af. Vi vil gerne fikse. Men sorg er en proces, der går fra at være altdominerende og optage alle ens tanker til at hvile i vores hjerter.

– Accept er et svært ord, på engelsk findes der 13 definitioner af ordet. I psykologisk forstand så har man en ”normal” sorgreaktion, når man har det sådan, at det at have mistet noget ”ikke er velkomment, men man er holdt op med at kæmpe mod fakta”.

Rigtige mennesker sørger

En af dem, der er kritisk over for det, han kalder ”diagnosekulturen”, er psykolog Svend Brinkmann. Han er for eksempel ikke overbevist om, at det er blevet nemmere at have ADHD, efter der er kommet en diagnose. Men omvendt, hvis det kan hjælpe en gruppe mennesker til at blive set og accepteret, er han dog åben. Til gengæld er der andre aspekter, når det gælder sorg, han mener, man skal være opmærksom på:

– Sorg er et centralt fænomen i det at være menneske, som Kierkegaard sagde: ”Husk, du skal dø”. Sorg er krydsfeltet dér, hvor død og kærlighed krydser hinanden. Mennesket ved reflektorisk, at det skal dø, og det er derfor, vi kan sørge, og på den måde gør sorgen os også menneskelige.

LÆS OGSÅ: Når voksne bliver forældreløse

– Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor det handler om at præstere og vige uden om problematiske områder, optimere sig selv, være fleksibel, omstillingsparat, selvledende, tænke ud af boksen, være dynamisk, og hvad det nu hedder alt sammen. Og der er sorg interessant, fordi det er det modsatte: Man hænger fast i noget, der har været, nemlig den forsvundne elskede, man er ikke innovativ eller kreativ, man hænger i bremsen, forklarer Svend Brinkmann, der blandt andet har skrevet bogen ”Det sørgende dyr” på Forlaget Klim, som handler om det, der er bag ved sorgen.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det er udtryk for, når vi ikke længere kan begribe og give plads til langvarig lidelse og helst bare vil fjerne den. Jeg ønsker ikke at romantisere lidelsen, men det er en fælde, man kan falde i. Det er bare vigtigt at erindre, at der faktisk findes lidelse, som har mening. Jeg er ikke partout imod diagnosticering af langvarig sorg, hvis det kan hjælpe nogen til at blive set, men jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt.

Kort om diagnosen

Kriterierne for vedvarende sorglidelse bliver af WHO defineret som følgende:

• Du har en stærk, vedvarende længsel efter den afdøde. Eller du bliver ved med at være meget optaget af den afdøde.
• Du har en intens følelsesmæssig smerte (det kan bl.a. være følelsesløshed, benægtelse, vrede, skyld og følelsen af, at du har mistet noget af dig selv).
• Sorglidelsen har varet mere end seks måneder, efter personen er død.
• Din sorg overskrider med stor tydelighed forventede sociale, kulturelle og religiøse normer i din kontekst.
• Sorglidelsen forårsager en betydelig funktionsnedsættelse personligt, familiært, socialt, uddannelsesmæssigt, beskæftigelsesmæssigt eller inden for andre vigtige funktionsområder.
  Kilde: icd.who.int