Kærlighed og parforhold

Marina dater veninder: "Jeg er ikke den type kæreste, som de fleste mænd ønsker"

Har du overvejet at date? Det er ikke kun dine børn, der går på dates. Det gør dine jævnaldrende veninder formentlig også. For det at søge målrettet efter en partner er ikke kun forbeholdt den yngre generation. Her kan du møde 59-årige Marina, som ikke er bange for at date, og få syn på både nutidens og fremtidens datingmarked.

Det handler ikke kun om at finde en partner

For 59-årige Marina Rordam begyndte det med kontaktannoncer tilbage i 1980’erne. Senere datede hun via forskellige online datingsider, og nu har hun efterhånden datet i snart 40 år af sit liv – periodevist, selvfølgelig.

Sin første mand mødte hun dog til en privatfest, og da de efter seks års ægteskab gik fra hinanden, søgte hun efter en mand via netdating, men uden held. Ligesom ved sit første ægteskab blev hun igen gift med en mand, som hun mødte til en privatfest. Da det forhold også gik i stykker, og Marina nu havde udeboende børn, søgte hun en ny partner via dating.dk. Desværre uden held. Men så fik Marina en idé.

 

 

Datede kvinder

Hun ville i stedet date for at finde nye veninder og lavede nu en datingprofil, som om hun var en mand, for ”ellers ville kvinderne jo ikke se mig”, siger Marina. Når kvinderne skrev til hende, oplyste Marina, at hun var en kvinde, som kun søgte veninder. På blot to uger fik hun over 100 svar, og efter hvert møde var hun sprængfyldt med energi.

– Det gik op for mig, at det handlede om fraværet af det seksuelle aspekt. Når vi begge kun havde forventninger om at mødes for at drikke kaffe, opstod der en åbenhed og en hjertelighed, fordi vi ikke var bange for, at vi kom til at virke seksualiserede og dermed opfordre til sex. Jeg besluttede derfor at droppe at date alene med det formål at komme i et parforhold, fortæller Marina.

Marina fandt hurtigt ud af, at det var svært at date danske mænd, fordi de ofte forventede, at de skulle blive kærester. Samtidig fejltolkede de Marinas ønske om at gå langsomt frem som mangel på interesse.

– Danske mænd vil hurtigt have en afklaring. Jeg har oplevet mænd, der på første date spurgte, om vi kunne blive kærester, allerede før vi havde bestilt kaffe. Jeg har erfaret, at både mænd og kvinder på min alder i højere grad går efter det at have en partner frem for selve mennesket. Det er også vigtigere for dem, om personen kan byde ind med det, de gerne vil have.

– Jeg opdagede, at jeg ikke er den type kæreste, som de fleste mænd ønsker, for jeg vil ikke lænkes til mit komfur eller dele hverdagen. Jeg er kunstner og vil også bruge tid for mig selv og sammen med mine børnebørn. Derfor kan jeg ikke byde ind med det gængse, fortæller Marina.

LÆS OGSÅ: Anetas mand er handicappet: "Han er sexet og lækker"

 

Mødet i Marbella

På dating-appen Tinder opdagede hun, at udenlandske mænd ofte søgte en kvinde, de kunne dele et måltid og en intellektuel samtale med, når de var på forretningsrejse i Danmark. Det tiltalte Marina, og hun har haft flere gode oplevelser med udenlandske mænd af både kortere og længere varighed.

Siden hen har Marina valgt et betalingsabonnement på Tinder, hvor man kan placere sig rundtom i verden, selv om man rent fysisk ikke opholder sig der. På den måde kan man komme i kontakt med mænd i et bestemt område. For få år siden ville Marina væk fra den danske vinterkulde, og hun valgte derfor, at hendes profil skulle vises i Marbella.

– Jeg gik kun efter ikke-spanske mænd, der boede i Marbella, og jeg lod dem vide, hvornår jeg kunne mødes til kaffe og en gåtur. Jeg går hverken efter udseende, alder eller højde, for jeg dater kun for mødets skyld. Jeg tager én date ad gangen og lader eventuelle følelser vokse langsomt.

Med seks matches i bagagen rejste Marina til Marbella, hvor hun havde nogle spændende dates. En af dem var nyskilt efter 44 års ægteskab. Hun opfattede hurtigt, at han slet ikke var klar til et nyt forhold, og hun ville ikke være hans prøvekanin. I stedet skrev og facetimede de sammen i over to år, hvor de delte videoer fra deres hverdage og af deres respektive børnebørn. Han fortalte også Marina om de kvinder, han har datet.

– ”Det pudsige er, at jeg altid vender tilbage til dig,” skrev han en dag. Så foreslog jeg, at vi gav det en chance, og i dag er vi kærester. Vi er glade for at være i et langdistanceforhold, fordi vi begge nyder alenetiden og det at kunne være sammen med vores børnebørn hver især, siger Marina.

LÆS OGSÅ: To kvinder fandt kærligheden igen: Her er deres erfaringer

 

Netdating i tal: 

  • 7 procent af danskerne har benyttet sig af netdating. Det svarer til ca. 320.000 personer.
  • Nye tal viser, at kvindelige singler i aldersgruppen 55-64 år er mere aktive på netdating end mænd i samme aldersgruppe.
  • Der er ingen sammenhæng mellem uddannelsesgrad og brugen af netdating. Ufaglærte og folk med en lang videregående uddannelse benytter sig altså lige meget af netdating.
  • Til gengæld afhænger brugen af netdating af køn, alder og geografisk placering.

                                                                      Kilde: Danmarks Statistik

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du få en lækker Södahl plaid i velkomstgave

 

Psykoterapeut:

– Dating skal være sjovt og inspirerende, siger psykoterapeut Mette Schmidt-Kallesøe, som samtidig understreger, at det er vigtigt ikke at have for høje forventninger.

 

Dating skal være sjovt

Når vi kaster os ud i at date som ældre, har vi ofte ting med i bagagen, som vi ikke havde, da vi var yngre. Som regel har vi langt større erfaring med parforhold, og det kan både være en fordel og en ulempe. Det mener psykoterapeut og parterapeut Mette Schmidt-Kallesøe, der står bag sitet kaerlighedsambassaden.dk, hvor kvinder og mænd kan finde hjælp til at date og i sidste ende til måske at finde kærligheden. 

– Hvis vi ikke har fået bearbejdet vores oplevelser fra tidligere parforhold, kan det skabe forhindringer, når vi vil til at date. Vi kan have et uhensigtsmæssigt mønster, hvor vi gentager den samme adfærd, siger Mette Schmidt-Kallesøe. 

Nogle af os bliver mere rigide med alderen. En del singler, der drømmer om at finde en partner, gør det svært for sig selv, fordi de har skabt sig overbevisninger som: ”Jeg har fået en masse vaner, så det kan være svært for en mand at passe ind.”

– Sådanne tanker kan være udtryk for, at man er bange for at miste sin identitet i et forhold. Det er alt sammen beskyttelsesmekanismer mod at blive svigtet og såret.

LÆS OGSÅ: Hanne fandt kærligheden på ny: "Det kom bag på mig, at det erotiske er så nydelsesfuldt"

 

Drop kravene

Nogle mennesker går til det at date, som gjaldt det liv eller død. Det mener Mette Schmidt-Kallesøe ikke er en god indstilling, for så er det ofte ekstra hårdt at blive afvist.

– Muligheden for at blive afvist er et vilkår ved at date. Det er ubehageligt, ligesom det også er ubehageligt at skulle afvise et andet menneske. Hvis vi oplever hver afvisning, som er det et langt ægteskab, der går i stykker, så hænger vi fast i fortiden, og her kan det være nødvendigt med psykoterapi for at komme godt videre, siger Mette Schmidt-Kallesøe. 

Hun anbefaler, at man forsøger at betragte dating som en leg, for vi er nødt til at have en vis lethed med i det for at trives. 

– Dating skal være sjovt og inspirerende. Nogle gange fører det ikke til noget, andre gange til venskaber, og er vi heldige, får vi en kæreste. Det er vigtigt ikke at have for høje forventninger, for så kan det blive tungt at date. Vær i stedet nysgerrig, og undgå at stille krav til en fremtidig partner. Du behøver ikke vide til punkt og prikke, hvilken type mand du går efter på forhånd, for du kan faktisk blive glædeligt overrasket, når du tilllader dig selv at være åben og nysgerrig.

LÆS OGSÅ: Ufrivilligt alene: Malin har ikke haft en kæreste i 30 år

 

Find modet frem

Det er til gengæld vigtigt at vide, hvilken type forhold du søger. Er det udelukkende et seksuelt forhold, en besøgsven eller én, du vil dele dit liv med? Når du ved det, skal du finde ud af, hvordan du vil date. Vil du oprette en online datingprofil, eller foretrækker du at møde en i ”den virkelige verden”? Det kræver nemlig noget forskelligt. 

– Nogle kvinder vil ikke benytte sig af dating-apps, som er den nemmeste måde at møde en partner på, fordi de føler sig eksponerede og pinligt til mode ved at gå på et datingsite. 

Men det kan være svært at finde ud af, hvor man ellers går hen og finder en partner, forklarer hun.

– Ønsker du ikke at gå på et datingsite, kan du måske finde en fritidsinteresse, hvor der er mænd, eller spørge i dit netværk, om de kender singler, der kunne være noget for dig. Uanset hvordan du vil date, kræver det mod. 

– Du kan spørge dig selv, hvorfor der er noget galt i at søge kærligheden. Vi søger jo alle kærlighed, så hvad er det pinlige i det? Hvis du starter med at date online, kan du sidde derhjemme og tage det i et tempo, som du selv kan følge med i, siger Mette Schmidt-Kallesøe.

LÆS OGSÅ: 68-årige Sonja er instagrammer: "Det fik mig op, da jeg var i dyb sorg"

 

Læs mere om: