Lone Vitus med to geder
Arbejdsliv

Lone udlever sin drøm som landmand: Her hører jeg til

"Jeg har altid villet være landmand. Jeg ved ikke hvorfor," siger Lone Vitus, der udlever drømmen om at leve tæt på jorden og dyrene og skabe gode madvarer uden at gå på kompromis.

Lone Vitus er landmand

Da Lone Vitus første gang gik ind gennem den gamle port og stod midt på gårdspladsen på Brandbygegaard ved Odder, vidste hun, at det var her, hun hørte til. Den 26-årige mor til tre små børn følte sig fuldstændig hjemme på den forfaldne gård, hvor gårdsplads og stuehus stod tilgroet som i tornerosesøvn, og hvor de gamle stuer viste glimt af et liv med stormønstret tapet og tunge gardiner.

– Det er svært at forklare. Hvad vil det sige at høre til? Og hvorfor lige her? Men de, der har prøvet det, er ikke i tvivl. Man kan bare mærke i hele kroppen, at man passer ind, siger Lone Vitus nu 24 år senere.

Vi sidder på terrassen på Brandbyge­gaard, og meget er ændret siden den dag, Lone så gården for første gang. Stort set alt, hvad øjet falder på, er kommet til i hendes tid: æbleplantagen, vinmarken, gedefolden, grisestien, drivhuset, vinbaren i træladen...

Lone Vitus er blevet den landmand, hun altid har drømt om. Med hud og hår og god samvittighed – og med dybe rødder på den gamle gård.

– Jeg har altid villet være landmand. Jeg ved ikke hvorfor, for der var ingen landmænd i vores familie og ingen landbrug, hvor vi boede, fortæller hun.

– Jeg tror, det handler om den der grundlæggende glæde ved at være tæt på jorden og dyrene. Det tætte samspil med selve livet. Vores basale behov handler om mad og et trygt sted at være. Det ligger dybt i vores gener, siger hun.

Lone Vitus indså dog tidligt, at landmandsdrømmen var noget nær uopnåelig. Hun måtte gå andre veje.

– Det var økonomisk umuligt at overtage en gård, når der ikke var familie at overtage fra. Jeg havde heller ikke nogen, der kunne give mig den praktiske lærdom, og man bliver ikke bare landmand sådan ud af det blå. Men der var ikke andet, jeg gerne ville, fortæller hun.

 

LÆS OGSÅ: Jytte er retsmediciner: Vi skylder de døde at finde svar

Uddannelse og små børn

Det er altid fornuftigt at tage en uddannelse, og det mente Lones forældre absolut også, så den unge pige valgte at uddanne sig til noget, der smagte af landbrug.

– Jeg gik på Landbohøjskolen og blev mejeriingeniør. Men jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle bruge det til.

Lone Vitus blev ansat i et forskningsprojekt og flyttede i hus i Hornslet med sin daværende mand og de to børn, der var kommet til under uddannelsen.

– Som videnskabelig assistent kunne jeg arbejde meget hjemme, og det var vigtigt for mig i forhold til børnene. Da projektet var slut, havde jeg fået mit tredje barn og ville stadig gerne være mest muligt hjemme, så jeg begyndte at undervise som timelærer i statistik, mikrobiologi og levnedsmiddeltoksikologi, fortæller Lone Vitus.

Da Lone Vitus og hendes familie byttede huset ud med Brandbygegaard, kom landmandsdrømmen lidt tættere på, men den gamle gård var et nedlagt landbrug med kun lidt jord. En dag fik Lone en opringning fra naboen, der skulle opereres: Ville hun passe hans svinebesætning, mens han var på hospitalet? Lone sagde ja.

– Jeg havde aldrig været i en svinestald og aldrig rigtig beskæftiget mig med fysisk arbejde. Nu stod jeg alene med 1.500 dyr, der skulle fodres og passes, fortæller Lone Vitus.

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

– Jeg kunne enormt godt lide det. Jeg stod op klokken 4.20 og tog mig af dyrene, og så tog jeg hjem og vækkede mine børn og smurte madpakker til dem. Og jeg kunne nå at eftermiddagsfodre, inden de kom hjem fra skole.

Lone Vitus var begejstret for tjansen på nabogården, og hun glædede sig hver morgen til at komme over til dyrene.

– For første gang var jeg rigtig glad for et arbejde. Jeg kunne mærke lugten af dyr og nød at passe dem. Jeg hjalp med at trække smågrisene ud af søerne, når de skulle fare, jeg hjalp med parringen, og jeg håndterede døde grise. Det var fysisk udfordrende, men jeg kunne virkelig godt lide det.

Da naboen kom tilbage, spurgte han Lone, om hun ville overtage gården.

– Jeg sagde også bare ja denne gang, smiler Lone.

– Jeg skulle have det grønne bevis for at måtte eje 55 hektar, så jeg læste til agrarøkonom og merkonom i økonomistyring. I mellemtiden ændrede naboen mening og ville dele handlen, så jeg kun købte dyrene og jorden, men skulle forpagte bygningerne, og det viste sig at være godt, siger Lone Vitus.

Lone Vitus opdagede nemlig, at hendes landmandsdrøm ikke passede med en tilværelse som effektiv svineproducent.

 

LÆS OGSÅ: Hanne er en af Danmarks første kvindelige politibetjente

Dyrene skulle udendørs

– Jeg gik den stringente vej med uddannelsen og brugte landbrugets rådgivningstjenester. Alt handlede om økonomi og om at få flest mulige enheder ud af produktionen. Jo større forståelse, jeg fik for dyrenes adfærd, jo mere stod det klart, at det indendørs produktionssystem aldrig kunne opfylde dyrenes behov. Det handlede om kæmpestalde, effektivitet og smitsomme sygdomme, fortæller Lone Vitus, der i stedet drømte om at åbne sine stalde og lukke dyrene ud.

– Jeg kunne se, at dyrene var pressede og tog skade. Medicinforbruget var stigende, og jeg blev klogere. Min begejstring blev vendt til opadgående utilfredshed.

Tårevædet afsked 

Lone Vitus satte flere og flere spørgsmålstegn ved den måde, hun drev besætning på, og hun trivedes ikke, når hun kørte med giftsprøjten i kornet.

– Det er ikke den rigtige måde at gøre det på. Danskerne er nogle af de rigeste i verden, og vi er samtidig nogle af de mest syge. Hver tredje dansker får kræft, og det er da helt absurd. Jeg havde det svært med at gå og se på mine dunke med gift og på medicinen i køleskabet. Jeg var klar over, at det var en vanskelig skude at vende, men jeg var nødt til det.

Lone Vitus græd, den dag alle hendes grise blev hentet til slagtning, men hun så ingen anden udvej. Hun ville ikke fortsætte som svineproducent.

– Det var svært. Men jeg ville ikke have den produktionsform, og jeg havde ikke økonomi til at starte en besætning på friland. Så jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Her er jeg kompromisløs. Hvis jeg først har opnået viden og indsigt, føler jeg mig forpligtet til at handle på det. Ellers er det jo det samme som accept, siger hun.

Nu var Lone Vitus uden besætning, men hun havde teorien og den praktiske erfaring, så hun blev brugt som problemløser på storlandbrug.

– Udviklingen i landbruget gik virkelig stærkt på det tidspunkt med stordrift, opkøb og sammenlægning af gårde. Jeg blev tilkaldt som problemløser, og det var beskæmmende for mig at komme i de store stalde. Jeg havde det fysisk dårligt, når jeg kørte derfra. Det var kæmpeenheder, og dyrene var ikke individer – de var produktionsenheder, der skulle give afkast. Jeg fik et indblik i produktionsformen og håndteringen af dyrene, og jeg kunne ikke holde ud, hvad jeg så.

– I en årrække sad jeg også i Danish Crowns repræsentantskab, og her fik jeg et værdifuldt indblik i landbrugskulturen og værdisættet, og det har jeg siden brugt som debattør, fortæller Lone.

I de sidste mange år har hun stædigt arbejdet for at skabe bedre betingelser for både produktionsdyr og landbrugsjord og for at give forbrugerne de bedste madvarer. Og der bliver lyttet til hende. For Lone ved, hvad hun taler om. Hun er selv landmand, og hun kan mere end sin praktik. Hun har også en videnskabelig, teoretisk viden, som kommer hende til gode.

 

LÆS OGSÅ: Bodil er bedemand: Jeg får meget mere, end jeg giver

Vi må passe på os selv

I 2014 skrev Lone Vitus bogen ”Mad vs. fødevarer”. Skrevet til os, der spiser maden. Her gennemgår hun en lang række videnskabelige fakta om vores mad og den måde, den dyrkes på, og bogen og Lones erfaringer fra livet på Brandbygegaard har gjort hende til en efterspurgt foredragsholder.

– Der kommer hele tiden nye oplysninger, og det er vanskeligt for forbrugerne at forholde sig til det kaos af informationer. Vi tænker, at myndighederne må tage sig af det, men det gør de ikke. Og der er desværre også store økonomiske interesser i sygdom. Vi må passe på os selv, for der er ikke andre, der gør det, fastslår hun.

I dag lever Lone Vitus det gode landmandsliv sammen med sin partner, Søren Kvist. Det bliver man ikke velhavende af, men det er tydeligt, at Lone Vitus føler sig som et meget rigt menneske. Hun har solgt halvdelen af jorden fra, og resten har hun fortrinsvis udlagt til vild natur med skove og vandhuller.

– Det har bestemt ikke været nemt. Vi har haft et stort indtægtstab, og det er dyrt at etablere æbleplantage og vinmark, for der går år, før vi kan begynde at høste. Men vi har valgt at have vores dage sammen her på gården, så vi må klare os for de penge, vi kan tjene, siger Lone Vitus.

Parret arrangerer også madmarkeder, musikfestival, popup-restaurant, vin- og ­øl­smagninger og modtager grupper, der gerne vil se og høre om det bæredygtige liv på Brandbygegaard.

Søren Kvist boede i lokalområdet og kom første gang på Brandbygegaard for at købe grøntsager hos Lone.

– Efter tredje besøg flyttede han ind. Vi står op sammen hver dag og finder ud af, hvad dagens arbejde består af. Det afhænger meget af vejret, smiler Lone og nikker mod vinmarken, hvor Søren er ved at binde vinplanter op.

– Vi har de samme værdier, og det betyder alverden i et kærlighedsforhold. Det bærer det hele på alt for lange arbejdsdage og sene nætter, når vi tapper vin. Det er noget, vi gør sammen, og vi gør os umage med den gode stemning. Vi vil have det rart. Det er det vigtigste, og det er lykkedes.