Karen Margrethe skiftede København ud med en økolandsby

Karen Margrethe Jensen bor i en økolandsby

For hvert skridt man tager på grusstien og ind i landsbyen, er det, som om man bliver mere og mere ramt af feriestemning. Hele området emmer af en afslappende og rolig atmosfære. Hvis man ikke vidste på forhånd, at der pludselig kommer et smalt hul i busken, ville man ikke bemærke det. Der er lavet en lille sti ind igennem hækken, og det er indgangen til 52-årige Karen Margrethe Jensens hus. Hun sidder ude i sin lille oase af en have og læser i en bog. Igen dukker sommerferie-fornemmelserne op, og med et smil siger Karen, at hun godt kender den følelse

– I den første tid jeg boede her, følte jeg, at det var én lang sommerferie. For det eneste, der kan være stressende, er at nå at nyde omgivelserne nok, når dagens gøremål også skal klares, fortæller Karen og peger på sin bog.

– Jeg er ved at tage et kursus om hjernegymnastik, der handler om, hvordan hjernen frigør lykkehormoner, altså dopamin.

Og netop dopamin, hjernens lykkemiddel, skal vise sig at være omdrejningspunktet for hele besøget hos Karen.

Karen kommer oprindeligt fra Nordsjælland og har boet et utal af steder i København. Senest boede hun 14 år i et kollektiv sammen med tre andre familier i Københavns Nordvest-kvarter.

Selv om hun efter eget udsagn var typen, der betvivlede, at det var muligt at have et liv uden for København, bar hun alligevel på en lille, spirende drøm om at bo i en økolandsby.

Men det kan være svært at tage springet, når man er alenemor til to. Karen har datteren Roberta og sønnen Hubert, der i dag er henholdsvis 17 og 16 år.

En dag, da hun sad og læste i et blad, stødte hun på en annonce med et hvidt halmhus, der var til salg i den økologiske landsby. Karen fik hurtigt følelsen af, at tiden var inde til at forfølge drømmen. Hun tog turen fra København til Sydfyn for at se nærmere på huset.

– Det var en dag i februar, og der var intet grønt. Alt var gråt i gråt. Faktisk syntes jeg, at her var både trist og rodet. Men så tog jeg med til fællesspisning, besøgte nogle af beboerne om aftenen og sov i huset om natten. Da jeg vågnede morgenen efter, vidste jeg, at her skulle jeg bo, fortæller Karen.

Hjemme igen satte hun sin lejlighed i Nordvest til salg på Facebook, og blot 16 timer efter var den solgt. Karen holdt sig for øjnene, sagde sit job op, og to måneder senere boede hun og børnene i den lille landsby på smukke Sydfyn.

– Roberta og Hubert var 11 og 10 år på det tidspunkt, og de var så glade for at flytte herud. De ønskede sig det faktisk i fødselsdagsgave, for tænk sig en stor ”søskendeflok”, de fik, husker Karen.

I dag er det seks år siden.

LÆS OGSÅ: Pas på miljøet - og dig selv

Et ganske særligt hus

Højgården har et stykke vej endnu, før det er en selvforsynende landsby. Karen vil hellere kalde det for et hobby-landbrug, da det ikke er noget, beboerne skal leve af. De gør ting efter lyst og er kun selvforsynende med de projekter, der lykkes. Et sådant projekt er at lave lammespegepølser fra landsbyens egne får – lige nu ligger der en på Karens køkkenbord og dufter velsignet.

Selv om Karen altid har forsøgt at leve bæredygtigt, er hun dog også bevidst om, at hun ikke kan redde hele verden.

– Jeg går rundt i en bluse fra H&M og kører rundt i en gammel Toyota, der sluger masser af benzin. Og så har jeg en Mac-computer, siger Karen, mens hun peger over på havebordet, hvor bogen om hjernen og lykkehormoner også ligger.

Når det så er sagt, kan man roligt fastslå, at Karen ikke bor som de fleste. For det første er hendes hus bygget af halm, og malingen på væggene er hjemmelavet og består af, ja hold nu fast, fromage frais, kalk og ler. Både møbler, døre, vinduer, køkken og gulvet er genbrug, for ”jo mere vi bruger tingene, jo mere kan vi forsvare, at de bliver produceret”, som Karen siger.

For det andet lever hun ”off-the-grid”, som betyder, at Karen er selvforsynende inden for el og varme. Hun har solceller på taget og en lille vindmølle ude i haven og er ikke koblet på elnettet.

– Jeg kan kun støvsuge, når det blæser, siger hun og ler.

Desuden er det solen eller brændeovnen, der giver Karen varmt vand. Den indre viking skal derfor findes frem om vinteren, hvor badene kan være ret så kølige.

– Da jeg flyttede hertil, tænkte jeg, at jeg aldrig kunne leve uden varme bade. Men det kan man faktisk godt. Mine bade er bare blevet lidt kortere – og så får jeg frigivet masser af dopamin.

Rent lykkemiddel

Om vinteren har Karen heller ikke strøm nok til at holde et køleskab koldt, og derfor bruger hun i stedet et ganske almindeligt skab med et hul foroven og forneden. Et rør, der går ned under jorden og ud i haven, sørger for, at der hele tiden cirkulerer frisk luft i skabet, som giver en kølig fornemmelse.

Karens toilet er også ret kreativt. Det er en gammel olietragt, der er lavet om til et separationstoilet.

– Hvis man skiller urin og afføring ad, lugter det ikke. Efter et år bliver lorten til gødning, og så graver vi det ned ude i skoven. Urinen bliver sammen med det andet spildevand ledt ud i landsbyens pileanlæg, hvor det gøder og nærer piletræerne, der senere fældes og bruges til brænde eller flis, fortæller Karen, som bor i et ud af de fire huse i landsbyen, der har et separationstoilet.

Yder efter evne, nyder efter behov

Men hvorfor vil man udsætte sig selv for at være afhængig af vejr og vind, gå i iskolde bade og grave sin egen afføring ned, når man har muligheden for at trykke på en stikkontakt, tænde for varmen og skylle ud i toilettet?

For Karen er svaret enkelt. Det er et ”rent lykkemiddel” at drifte sin egen elektricitet og sit eget varmekraftværk og på den måde leve bæredygtigt.

– Det er lidt ligesom kommunismen her i landsbyen, fortæller Karen, da hun viser rundt i landsbyen og stopper op ved en urtehave med bær.

– De, der har evnen til at lave syltetøj, gør det, og de, der har behovet for at spise det, gør det. Vi yder efter evne og nyder efter behov. Jeg synes, det er fantastisk, konstaterer hun ganske tilfreds.

I landsbyen er der nogle arbejdsgrupper, hvor man bidrager med det, man kan og har lyst til. Nogle bager rugbrød, mens andre passer får og køer. Karen strikker trøjer af garn fra fårene.

– Det er en helt anden glæde, jeg får, når jeg strikker til andre og ikke kun mig selv, fortæller Karen og peger på et stort drivhus fyldt med lækre grøntsager som agurker, tomater og asparges.

– Vi må tage alt det, vi kunne tænke os. Også selv om det er Kaj, der går og passer det. Men han nyder jo også at yde til fællesskabet.

Så snart mennesker arbejder i flok, frigives der lykkehormoner, forklarer Karen, der tydeligvis har læst på lektien om hjernen og dopamin.

LÆS OGSÅ: Signe Wenneberg: Derfor er det vigtigt at hjælpe

Alle er elskelige

– Man kan have så mange bekymringer på forhånd: ”Ej, samarbejde er for besværligt, og de andre mennesker er nok ikke min type”. Men virkeligheden er, at alle mennesker er elskelige. Alle. Og det er jo det, jeg synes, er fedt: Nemlig at få lov til at elske de her medmennesker. At jeg ikke skal gå og ikke have nogen at give min kærlighed til. Man bliver helt høj på fællesskabslykke.

Der har ikke været ét eneste øjeblik, hvor Karen har fortrudt, at hun tog springet fra hovedstaden til Højgården. Hun har svært ved at forestille sig et liv uden fællesskabet og dét ikke at skulle høre sit navn flere gange om dagen.

– En af de ting, jeg virkelig nyder ved at bo her, er, at folk hilser med et ”Hej Karen”, når de ser mig, siger Karen og holder en pause, inden hun fortsætter:

– Jeg har sluppet meget frygt, siden jeg flyttede fra København og herud. Den frygt, som mange har, handler om, at man ikke lever det liv, man egentlig gerne vil. Jeg kan mærke, at der ikke er mange ting, jeg ville ændre ved mit liv lige nu.