Jytte Banner er retsmediciner - hør, hvordan det er
Arbejdsliv

Jytte er retsmediciner: Vi skylder de døde at finde svar

Drabsofre, selvmordere, trafikdræbte... Retsmediciner Jytte Banner ser dem alle i sit arbejde. Et job med døden som omdrejningspunkt virker voldsomt og uhyggeligt på mange. Men sandheden er en anden – og meget mere positiv.

Når Jytte Banner, 57, træder ind over den gule streg i gulvet i obduktionslokalet, vælger et par sterile arbejdssko i størrelse 38 fra skohylden og tager kittel på, træder hun ind i en anden verden. Tager den professionelle kasket på, som hun siger.

Den kasket gør, at hun kan arbejde med ting, som vi andre slet ikke kan forestille os. Og helst ikke vil drømme om.

Når Jytte Banner fortæller fremmede, at hun er retsmediciner, får hun altid en stærk reaktion. Aldrig et neutralt ”Aha – og hvor længe har du så arbejdet med det?” Hun ved, at mange tænker, at hun nok er en kold kvinde og måske også lidt underlig, når hun kan arbejde med døde mennesker hver eneste dag.

Andre får blå blink i øjnene, tænker CSI og tre morbide mord opklaret på 45 minutter.

Men begge dele er langt fra virkeligheden. Jytte er mild, behagelig og meget, meget tålmodig.

LÆS OGSÅ: Bodil er bedemand: Jeg får meget mere, end jeg giver

Hun bliver hverken irritereret eller den mindste smule træt i betrækket, når hun endnu engang bliver præsenteret for fordommene.

– Nej, for folk ved jo ikke, hvordan det er. Hvordan skulle de vide det? – Og nej, et mord bliver ikke opklaret på fem minutter! siger Jytte med et skævt smil.

Og det er sjældent en detalje som en bestemt slags finkornet sand på skosålerne eller en særlig sommerfugleart, der kun lever blandt elmetræer, som afslører en morder.

– Det tager snarere en uge, eller endnu længere, før brikkerne omkring et dødsfald er stykket sammen, forklarer Jytte Banner.

 

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Svaret skal findes

Da Jytte var nybagt mor til den ældste af sine tre børn, skrev hun på sin ph.d.-afhandling om vuggedød. For at sige det, som det er: Hvordan kunne hun dog det?

– Det påvirkede mig selvfølgelig. Meget. Men for mig er det faktisk meget mere skræmmende at læse om vuggedød, end det er at obducere spædbørnene. Børnene holder jo ikke op med at dø, hvis jeg ikke obducerer – det ”går jo ikke væk”. Men hvis jeg arbejder med det, har jeg en form for kontrol, jeg gør noget aktivt ved det forfærdelige, forklarer Jytte Banner.

Og det er det, der driver Jytte. Det er det, der giver arbejdet mening for hende. Bevidstheden om, at hendes arbejde gør en stor forskel. Hvordan hendes arbejde med obduktioner og medicinsk forskning kan forlænge livet for de levende og også forebygge nogle nye dødsfald.

LÆS OGSÅ: Mød tre kvinder i "mandejobs"

Det er f.eks. retsmedicinsk forskning, der har medvirket til, at vi kører rundt med sikkerhedsseler og airbags i vores biler. Og at forældre bliver rådet til at lægge deres baby til at sove på ryggen.

Men omkring 2.500 danskere bliver hvert år begravet, uden at man er nået frem til, hvad de døde af. Hvert 20. dødsfald i Danmark. Det tal piner Jytte Banner. Hun hader at måtte skrive ”ukendt dødsårsag” på en journal.

– Det er det værste for mig. Jeg føler, at jeg skylder de efterladte at finde et svar. Det mener jeg, at de har et krav på. Og hver gang et menneske bliver begravet, uden at vi ved, hvad vedkommende døde af, er det samtidig et tab af viden, der måske kunne have forebygget et tilsvarende dødsfald i fremtiden.

Kampen for at finde alle brikker og sætte dem korrekt sammen stiller store krav til Jytte og hendes kolleger. Deres sagsarbejde skal altid være så grundigt gennemarbejdet, at det forelagte resultat ikke må kunne gennemhulles i retten af hverken anklager eller forsvarer.

Retsmedicineren arbejder ikke for nogen af parterne, hendes fornemste pligt er at forholde sig 100 procent neutral og ”lade beviserne tale for sig selv”.

– Jeg må ikke lave en mikroskopisk fejl. Så kan det hele, alt mit og kollegernes arbejde, blive tabt på gulvet. Og det kan både gå ud over et offer eller skade en uskyldig mistænkt.

 

LÆS OGSÅ: Lær at stresse af og være på

Hjemme er helle

Hjemme har Jytte helle. Hun gider ikke tænke job. Men kan hun virkelig helt slippe sit arbejde hjemme i stuen, med benene oppe i sofaen?

– Ja, og hvis man ikke kan det, går det ikke. Jeg vil sige, at hvis man ikke kan lægge tingene fra sig, når man kommer hjem, og ikke kan glemme, hvad man har arbejdet med om dagen, så kan man ikke arbejde som retsmediciner. Nogle opdager, at de ikke kan, og det er fornemt, hvis man erkender, at det her, det kan jeg altså ikke, og jeg må stoppe.

Men Jytte Banner kan. Abstrahere. Og da hun er så stærkt dedikeret til sit arbejde, bliver hun også ved. Hun vil fortsætte sine arbejdsdage i kælderen under Retsmedicinsk Institut; badet i skarpt lys og kold stål, med obduktionsbordet som arbejdsstation og skalpeller og sakse som værktøj.

For Jytte Banner er slet ikke færdig med at finde alle svarene. Det føler hun, hun skylder de døde. Og hendes retfærdighedssans gavner alle os levende.

Læs mere om: