https://imgix.femina.dk/media/article/loppefund.jpg
Se, lyt & oplev

Så er det loppetid: Se SØNDAGs loppefund

14. maj 2017
af redaktionen
foto Privat
Her på SØNDAG er vi vilde med at gøre et kup på landets mange loppemarkeder, der jo er et slaraffenland for samlere. Se vores bedste fund her!

Britta Bjerre, journalist: Der er altid plads til en pingvin til

Hjemme hos os har vi en fetich. En pingvin-fetich. Vi er pjattede med det lille sorthvide smokingdyr. Så når vi går på loppemarkeder, har vi altid radaren indstillet på pingvin-frekvens. Vi scanner boder og stande med erfarne blikke. Og et loppemarkedsbesøg er kun rigtigt vellykket, når vi går hjem med en ny pingvin til samlingen. Vi finder mange andre, fine ting på sommerens loppemarkeder. Men intet slår den lykke, det er at øjne en ny pingvin.

Anne Bruhn-Jørgensen, journalist: Jeg er bidt af lopper

Siden jeg var en lille pige, har jeg været helt pjattet med genbrug og loppefund. Ting, som har haft en tidligere ejer, bærer samtidig på en historie, som, jeg synes, giver noget sjæl til hjemmet. Eksempelvis den fantastiske franske tavle, som er mit til dato bedste loppefund. I dag er mit hjem både fyldt med loppe-nips og møbler fra loppemarkeder, og der er altid plads til et ekstra loppefund hos mig.

Karen Ellehøj, redaktionschef: Det griber om sig…

Det begyndte med min mors kaffedåse, som jeg fik lov at tage med, da jeg flyttede hjemmefra for mere end 30 år siden. Siden har min samling af kaffe-og tedåser fået vokseværk. Perlen i samlingen er den kæmpestore dåse fra Jeppesens kaffe – med sloganet ”Kvalitet i hver en bønne”. Men den lille Irma-dåse vækker også minder fra barndommen. Det er ikke nemt at få dåserne billigt på loppemarkeder, for vi er mange om buddet. Men når jeg ser en, jeg bare må have, er jeg heller ikke ret god til at prutte om prisen!

Med SØNDAG i uge 24 får du en stor guide til de bedste loppemarkeder i hele landet lige til at tage med i tasken. Brug også guiden, når I skal planlægge sommerudflugterne; der kunne jo være et loppemarked, man lige kan slå et smut omkring i samme forbindelse. Her på redaktionen glæder vi os også til at komme på marked.

Læs også