Fritid

Portræt af Asta Nielsen: Fra verdenskendt til glemt

Skønt Asta Nielsen ikke talte mange ord tysk, drog hun til Tyskland for at prøve lykken som filmskuespiller – og blev en verdensberømt stumfilmstjerne. Men så kom talefilmene og 2. verdenskrig, og hun måtte vende hjem til en trist tilværelse i København. Her fortæller vi hendes historie.

Læs Asta Nielsens livshistorie 

Den danske skuespillerinde Asta Nielsen voksede op i yderst fattige år, men som en Askepot, der rejser sig fra støvet, blev hun som voksen en af de bedst betalte filmskuespillere i verden. En sand stjerne, der kunne skifte sin lille lejlighed i København ud med et liv i sus og dus på et af de bedste strøg i Berlin. Ikke bare tjente hun store penge, men blev også kendt i store dele af Europa, USA og Rusland, hvor hun i 1911 blev udnævnt som verdens bedste skuespiller.

Alligevel ved danskerne forbavsende lidt om Asta Nielsen. En af grundene er, at hun var hemmelighedsfuld og ikke altid talte sandt om sin livshistorie.

”Jeg har altid rullet mig sammen som et pindsvin, når nogen prøvede at trænge sig ind på mig som privatperson,” har hun sagt.

I sine erindringer ”Den tiende muse” udbredte hun sig gerne om højdepunkterne i sin storslåede karriere, men skrev intet om sine mænd og øvrige privatliv. Det kom ikke andre ved, hvad hun havde følt i sine forhold, og hvad årsagerne til bruddene var, syntes hun.

En anden grund til danskernes manglende kendskab er også, at Asta aldrig blev lige så feteret herhjemme som i Tyskland. De 20 år, hun befandt sig på berømmelsens tinde, boede hun mest i Berlin, hvor også langt de fleste af hendes film blev til. Det var der, hun førte sig frem som en diva og blev tiljublet af horder af fans. Først da 2. verdenskrig begyndte at lure i 1937, flyttede hun hjem til København.

Da var hun 56 og havde mistet en stor del af sin formue. Stumfilmene, som var hendes hjemmebane, var blevet udskiftet med tonefilm, som hun aldrig fandt sig til rette i, og hendes alder gjorde heller ikke udvalget af roller større.

Hjemkomsten til Danmark og årene efter blev triste. Selv vejret var lige så gråt, som det altid havde været i hendes hjemland, skrev hun i et brev. Dog havde skæbnen gemt en lille, dejlig kærlighedshistorie til hende til allersidst – men mere om den senere.

 

LÆS OGSÅ: Portræt af Bodil Udsen: En kvinde der indtog livet i store doser

Skuespillerdrømme

Der var meget lidt at rutte med i det hjem, som Asta Nielsen i 1881 kom til verden i på Gammel Kongevej i København. Faren, Jens Christian, var en flot, men svagelig og ordknap mand, der konstant havde problemer med at finde arbejde. Moren, Ida Frederikke, en skrap, kontant kvinde, forsøgte på sin side alt for at få pengene til at slå til. Da Asta blev født, befandt forældrene sig i en af deres fattigste perioder. Siden gik det lidt op, men så ned igen. Faren døde kun 47 år gammel i 1895, en måned før Asta blev konfirmeret, og så var pengene igen utroligt små.

Fattig eller ej, Asta besluttede sig tidligt for, at hun ville være skuespiller. Hun havde en smuk sangstemme og fik i skoletiden lidt penge for at være med i børnekoret ved en forestilling på Det Kgl. Teater.

Det inspirerede hende nogle år senere til at opsøge teatret og spørge, hvordan man mon uddannede sig til at blive skuespillerinde. Hun blev henvist til den næsten 40 år ældre skuespiller Peter Jerndorff, som må være blevet betaget af hende. I hvert fald tog han hende under sine vinger, underviste hende uden betaling og fik andre til at gøre det samme.

Astas mor var ikke meget for datterens karrierevalg. Der var ikke nok penge i at blive skuespiller, syntes hun. Men Asta blev støttet i sine fremtidsdrømme af sin søster, Johanne, som indvilligede i at betale endnu mere af sin løn derhjemme, så Asta kunne gå teatervejen.

I 1901 indtraf det nok største private drama i Asta Nielsens liv. Netop som hun var ved at være færdiguddannet skuespiller, opdagede hun, at hun var gravid. Mange år senere i 1970 sagde hun i et interview til Søndags B.T., at hun i sin ungdoms uvidenhed længe troede, at graviditeten var en mavekatar. Hun fortalte også, at der havde været en forlovet, som var far til barnet, men ham ville hun alligevel ikke have, og så endte hun som enlig mor.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Astas slanke fremtoning og tøjstil dannede mode, og det samme gjorde hendes frigjorte, selvstændige livsstil. 

Holdt på sin hemmelighed

Der er blevet spekuleret meget i, om den historie er sand.

Hvis Asta Nielsen var forlovet, hvorfor holdt hun så graviditeten hemmelig for sin mor og sagde, at hun var på turné, mens hun i virkeligheden boede de sidste måneder på et lejet værelse på Nørrebro? Nogen må have betalt for lejligheden og det senere ophold på den fødselsstiftelse, som hun fødte datteren på. Men hun røbede aldrig, hvem det var.

Flere, blandt andet filmhistorikeren og forfatteren Poul Malmkjær, som har skrevet biografien ”Asta – mennesket, myten og filmstjernen”, mener bestemt, at faren til Asta Nielsens barn må have været Peter Jerndorff, den ældre mentor, der tog hende under sine vinger. Et af beviserne skulle være det mærkelige navn, hun gav sin datter, Jesta. Kunne det ikke være dannet af JErndorff og aSTA? Det er og forbliver et gæt, men måske et sandsynligt et.

Selve fødslen af datteren var så hård, at Asta Nielsen ifølge eget udsagn mistede sin gode sangstemme. Bagefter anbragte hun barnet på et børnehjem og tog selv på rekreation. Først en måned senere besøgte hun datteren igen og blev da så rystet over hendes tilstand, at hun tog hjem til sin mor og fortalte hende alt. Hvorpå moren straks tog hen til børnehjemmet og hentede sit barnebarn.

Asta Nielsen fortalte ofte om sin store kærlighed til sin datter. Ikke desto mindre efterlod hun Jesta igen og igen hos sin mor eller søster i Danmark, mens hun selv indspillede film i Tyskland og andre steder.

I begyndelsen af Asta Nielsens karriere skænkede hun ikke udlandet en tanke. Efter datterens fødsel kæmpede hun mest for at slå igennem på teatret i Danmark. Hun fik rimelige roller, men drømte om noget større og bedre.

Da rollerne blev færre, ­kastede Asta sig over ­stofcollager, som også blev udstillet.

 

LÆS OGSÅ: Portræt af Liva Weel: Hende smil kunne smelte alle hjerter

Feteret verdensstjerne

En dag mødte hun i København en scenemedarbejder, Urban Gad, søn af forfatterinden Emma Gad. Hun fortalte ham om sine frustrationer, og han reagerede ved samme aften at begynde at skrive på et filmmanuskript, der skulle have hende i den altdominerende hovedrolle.

Det var dengang, filmmediet var ganske nyt. Man var kun lige begyndt at fortælle sammenhængende historier på lærredet, og at bruge sit krudt som skuespiller på dem var ikke anset for fint. Men Asta Nielsen havde mod på at prøve noget nyt.

Filmen ”Afgrunden” blev optaget på en uge i 1910 med Urban Gad som instruktør og Asta Nielsen i hovedrollen. Det er et erotisk drama om en kvinde, der er forlovet med en præstesøn, men forelsker sig i en skurk af en cirkusartist, som hun ender med at dræbe.

Især én scene, hvor Asta Nielsen danser sensuelt i en tætsiddende kjole, mens hun ser lidenskabeligt ind i kameraet med sine store mørke øjne, fik publikum til at strømme til. Succesen gav genlyd i hele Europa og især i Tyskland.

Gode tilbud trak Urban Gad og Asta Nielsen til Berlin. Her fik de klogt forhandlet en meget flot kontrakt hjem med et nyt, tysk filmselskab. I løbet af de næste år skabte Urban og Asta ikke mindre end 33 stumfilm sammen, som sendte Asta op på stjernehimlen.

Hendes slanke fremtoning og tøjstil dannede mode, og det samme gjorde hendes frigjorte, selvstændige livsstil. Hun var ikke kun handlekraftig på lærredet, men også som skuespiller. Hun ville have indflydelse og var kritisk, puffede til projekter og fik dem indimellem nedlagt.

Der blev bygget et studie i Berlin kun til optagelser af hendes film, og hun var overalt på plakater og postkort. Parfume, smørrebrød, creme og biografer blev opkaldt efter hende, og pengene strømmede ind.

Arbejdsfællesskabet mellem Asta og Urban blev til et parforhold. De giftede sig i 1912 og flyttede sammen i en lejlighed i Berlin. I fællesskab udviklede de ambitiøse planer om at danne deres eget filmselskab og skabe deres egne film, men så kom 1. verdenskrig. De måtte tage hjem til Danmark og endte med at gå hver til sit uden det store rabalder.

Krigen stoppede planerne

Snart stod der en ny mand ved Asta Nielsens side, nemlig den ranke, svenske premierløjtnant Freddy Wingårdh, som hun selv beskrev som gudesmuk, og som i sandhed også var flot at se på. Mens krigen stod på, rejste han blandt andet med hende til New York i et forsøg på at få gang i hendes karriere igen. Alt sammen forgæves; krigen satte en stopper for alle planer.

Først da hun endelig som 37-årig kunne vende tilbage til Berlin, dukkede der atter gode tilbud op. Ganske vist lå den tyske filmproduktion i ruiner, men ud af dem opstod noget nyt, og snart var hun en stor stjerne igen, og nu også på teatret.

Hun giftede sig med Freddy, men også det ægteskab holdt kun få år, for han havde en kedelig tendens til at være hende utro. Efter bruddet skiftede Asta ham ud med den livlige, musiske, russiske skuespiller Grigori Chmara, som i øvrigt også så godt ud. Ham holdt hun sammen med i de sidste 13 år af sin storhedstid som skuespillerinde.

Asta Nielsen, 1881-1972.

Lykkelig til sidst

Hun giftede sig aldrig med Grigori, og man ved kun lidt om dette forhold. Men det menes, at det på den lange bane var hans alkoholproblem, som Asta Nielsen fik svært ved at leve med.

Da 2. verdenskrig nærmede sig, ville han have hende med til ­Moskva, men hvad skulle hun der?

I stedet flyttede hun modvilligt tilbage til København og boede de næste mange år alene.

I det hele taget blev det småt med både kærlighed, penge, opmærksomhed og beskæftigelse hjemme i Danmark. Hun ville gerne have drevet en biograf og søgte 13 gange forgæves om en biografbevilling. Roller var der heller ingen af. Der gik rygter om, at Asta havde haft sympati for nazisterne. Der var ingen beviser, men rygterne spændte flere gange i efterkrigsårene ben for hende.

I stedet klarede hun sig igennem ved at have logerende i Frederiksberg-lejligheden og fik tiden til at gå med at se de nærmeste, lave stofcollager, skrive ugebladsnoveller, spille bridge og skrive sin selvbiografi.

Det var en kæmpe sorg, da hendes elskede svigersøn døde i 1964, og datteren Jesta umiddelbart efter begik selvmord. Efterhånden følte Asta Nielsen ikke, at der var meget tilbage at leve for.

Men livsmod kan dukke op de mærkeligste steder fra.

Da hun var godt over 80, udstillede Asta sine collager og mødte i den forbindelse den 18 år yngre kunsthandler Anders Christian Theede. De begyndte at korrespondere festligt og ømt.

Det lysnede også på andre om­råder. Lige så stille blev hun hot igen. Der kom fanpost, hun fik ærespriser og et årligt legat og instruerede selv en portrætfilm.

Og kærligheden til Christian Theede blomstrede.

Som 88-årig giftede hun sig med ham, og bryllupsbillederne gik jorden rundt. Alt tyder på, at denne sidste kærlighed for alvor blev ­lykkelig, og ”die Asta” var tilfreds. To dejlige år fik de sammen.

I maj 1972 døde Asta Nielsen på Frederiksberg Hospital med Christian ved sin side.

Artiklen er baseret på talrige ­artikler og Poul Malmkjærs ­biografi ”Asta – mennesket, myten og filmstjernen.”

Moden kærlighed. Christian Theede og Asta fik to år sammen som ægtefolk.

Læs mere om: