Bøger julegave
Se, lyt & oplev

Kulturredaktøren anbefaler: 7 gode bøger, du kan ønske dig i julegave

14. november 2017
af Dorthe Liljensøe, redigeret til web af Charlotte Kobberøe Fink
Foto: Panthermedia.
Bøger er for mange et hit på ønskelisten, og juleferien er en oplagt tid at fordybe sig i spændende læsning. Kulturredaktøren har udvalgt syv bøger, der netop er udkommet, som du kan bliver inspireret af.

7 nye bøger, du kan ønske dig i julegave

Kulturredaktør Dorthe Liljensøe har fundet 7 nye bogtitler, som du kan skrive på ønskesedlen til jul. Der er både romantik, uhygge, komedie og drama, så der er lidt for enhver smag. God læselyst.

https://imgix.femina.dk/en_saerlig_form_for_ondskab.jpg

En særlig form for ondskab: Mord og salmevers

Præsten Luke Bowers går en tidlig morgen ind i sin kirke. Her finder han en kvinde siddende på næstsidste bænkerække med hagen hvilende på ryglænet foran sig og med foldede hænder. Der går et øjeblik, før Luke forstår, at kvinden er død – og at der er ridset nogle tegn i hendes ene hånd. Den unge efterforsker Amy Hunter overtager sagen fra den lokale sherif, der er blevet degraderet, og det gør bestemt ikke Amy mere populær; faktisk bliver der ligefrem gemt beviser for hende. Sheriffen vil anholde en lokal ballademager for mordet, men Amy finder ud af, at der har været andre spektakulære mord i tre andre distrikter, hvor der også her er fundet forskellige tegn enten på eller i nærheden af offeret. Sammen med Luke finder hun ud af, at tegnene peger mod nogle vers i Salmernes Bog, og så eskalerer sagen. En falleret forretningsmand vender tilbage til byen, og Luke fornemmer, at han kender den døde kvinde – og de andre myrdede. Manden er bange for sit liv og melder sig derfor til politiet, der derfor er overbeviste om, at han er morderen. Men Amy og hendes team har opdaget noget helt andet: Mordene er begået for at skjule et gevaldigt svindelnummer!

JAMES LILLIEFORS: "En særlig form for ondskab", 416 s., 269,95 kr. HarperCollins Nordic

LÆS OGSÅ: Redaktionen anbefaler bøger til julegave

https://imgix.femina.dk/syv_sommerdage_endelig.jpg

Ferie ved kysten

Liv og hendes børn, tvillingerne Freddie og Flora, holder sommerferie hos Livs svigerfar Baz ved den devonske kyst. Matt, hendes mand, må pga. sygdom blandt personalet blive hjemme og passe deres café i Truro. Her dukker en gammel bekendt af Livs familie op med onde bagtanker og lægger an på Matt. Da Livs bror Andy kommer på besøg, opdager han, at der er noget helt galt og lægger en plan. Samtidigt forelsker svigerfar Baz, der har været alene siden Matts mors og lillebrors tragiske død, sig hovedkulds i en af sommerhusgæsterne. Det bliver alt sammen starten på store begivenheder og en ny begyndelse for dem alle. En dejlig feelgood-roman fra den sydengelske sommer.

MARCIA WILLETT: "Syv sommerdage", 264 s., 299 kr. Cicero

https://imgix.femina.dk/handy_man_soeges.jpg

Handyman på glatis

Vi er midt i 80’erne i Margaret Thatchers London. 28-årige John er hjem- og arbejdsløs med en drøm om at skrive en stor roman. Hans mors drøm er, at han får et håndværksmæssigt arbejde. Da han ser en stillingsannonce, hvor en lord, der bor i en lille by på en skotsk ø, søger en handyman, forfalsker han sit cv til ukendelighed og får stillingen. På øen skal han renovere et forfaldent hus, der hører til godset. Ikke nogen let opgave, når man ikke behersker håndværksmæssige færdigheder overhovedet. Men han får uventet hjælp af sin nabo. Fra godset får han uventet opmærksomhed fra lady Anne, der søger kærlighed og en at udleve sine fantasier med, og i den lokale by roder John sig ind i begivenheder, som ender med, at han bliver sigtet for mord! Underholdende fra start til slut.

JÖNS HELLSING: ”Handyman søges”, 418 s., 299,95 kr. HarperCollins Nordic

LÆS OGSÅ: Med Jane Austen i Hampshire

https://imgix.femina.dk/den_forunderlige_fugl.jpg

Lille fugl med stor indflydelse

Da Sam Bloom kommer ud for en ulykke, bryder hendes og familiens verden sammen. Sam bliver delvist lammet og dybt deprimeret. Men da en af hendes tre sønner finder en tilskadekommen fløjtefugleunge og får lov til at beholde den, sker der noget. Fuglen Penguin skal passes og plejes tilbage til livet, og hun kvitterer ved at tage hele familien til sig og deltage i alt, hvad den foretager sig i hverdagen. Penguin bliver et lyspunkt og spreder utrolig glæde og giver samtidig styrke til Sam. Sams fotografmand, Cameron, har taget stribevis af fotos af Penguin i alle mulige situationer, og hun er ikke til at stå for. Sammen med en af Australiens mest succesfulde forfattere har han skrevet denne rørende bog om en lille fugl, der gør stort indtryk.

CAMERON BLOOM & BRADLEY TREVOR GREIVE: ”Penguin Bloo:m Den forunderlige lille fugl, der reddede en familie", 208 s., 200 kr. Politikens Forlag

https://imgix.femina.dk/jul_paa.jpg

Jul i de højere kredse

Lilian og Daisy Bowmans bror, den amerikanske velhaver med det vilde rygte, Rafe Bowman, kommer denne jul til London med henblik på at indgå ægteskab. Rafe har udset sig lady Natalie – en kvinde fra en af det engelske aristokratis fornemme familier. Et ægteskab, der vil styrke hans forretningsmæssige ambitioner, men to ting spærrer vejen: Den ene er lady Natalies kammerpige, Hannah, der ikke finder, at Rafe er et pålideligt og passende parti for hendes frøken, og den anden er Rafes passionerede tiltrækning af en kvinde, som han ikke ønsker – og som han slet ikke kan få. Men jul skal det nok blive på Stone Cross Manor, hvor Lilian har inviteret sin søster og to veninder med mænd og børn til at fejre højtiden hos sig og lord Marcus – hendes ægtemand.

LISA KLEYPAS: ”Jul på Stone Cross Manor”. 250 s., 152,95 kr. Pretty ink

https://imgix.femina.dk/et_skrig_til_himlen.jpg

Drama på Krejlø

I den 11. roman om opdagerparret Thor Belling og Anita Hvid er Anita tilbage efter sin lange rekonvalescens. De havner på den lille ø Krejlø, hvor en kvinde, der er fundet død i vandet ved Fyn, boede. Kvinden hed Karen Aggerbo og var vendt tilbage til forældrenes hus på øen og nåede lige at indlede en flirt med fyrmester Valdemar Rølling, da hun forsvandt. Retsmedicineren afslører, at hun ikke druknede, men blev slået ned. Det viser sig, at Karen var kendt – og frygtet – for sin spidse pen, når hun anmeldte bøger, og mistanken falder derfor i første omgang på nogle af de forfattere, der har fået en gevaldig en over snuden af Karen. Midt under efterforskningen findes en purung pige myrdet i en gammel mølle. Hun kendte Karen, så har de to mord noget med hinanden at gøre? Og det bliver ikke det sidste dødsfald på øen – så Belling og Hvid har nok at se til. Lars Kjædegaard skriver altså vidunderligt, og hans personer er sympatiske og almindelige, og også denne roman sidder lige i øjet.

LARS KJÆDEGAARD: ”Et skrig til himlen”, 290 s., 199,95 kr. Rosinante

https://imgix.femina.dk/den_evige_ild.jpg

Dronningens agent

Ken Folletts nye roman "Den evige ild" foregår under den engelske dronning Elizabeth 1. Hun har oprettet landets første efterretningstjeneste, der skal advare hende om sammensværgelser og attentatplaner. Her kommer unge Ned Willard i tjeneste som hemmelig agent i en tid, hvor den religiøse ekstremisme fører til vold, og hvor Neds egen hjemby, den gamle katedralby Kingsbridge, er præget af religiøse stridigheder. Gamle venskaber og loyalitetsbånd er smuldret, og selv befinder Ned sig på en anden side end den pige, han længes efter at gifte sig med, Margery Fitzgerald. Kampen står mellem dem, der går ind for frisind og tolerance, og de tyranner, der vil underlægge alle andre deres syn på verden – koste hvad det vil. En uafhængig efterfølger til "Jordens søjler" og "Uendelige verden".

KEN FOLLETT: "Den evige ild", 909 s., 400 kr. Rosinante

Andre gode juleønsker:

… ANNA GRUE: "De voksnes rækker"

… HANNE-VIBEKE HOLST: "Som pesten"

… DAN BROWN: "Oprindelse"

… LEIF DAVIDSEN: "Ravnens rede"

… LISBETH WULFF: ”Du forstår ikke din egen mor!”

… BRITT BEDINXEN: "Et lyst sind"

Læs også