Bøger

Kirsten Thorup: "Det er spændende at få lov at blive så gammel"

Da Kirsten Thorup blev 70, begyndte hun at se fremad. Hun begyndte at tage bestik af sin livshorisont og tænke mere over: Hvad kan jeg nå? Hvad vil jeg gerne? Siden da er det blevet til den roman, hun fik Nordisk Råds Litteraturpris for i 2017. Og nu er den 77-årige forfatter klar med et nyt imponerende værk, som skulle skrives, mens tid var.

Kirsten Thorup var i 20’erne, da hun lærte den kvinde at kende, hvis historie hun nu, her mange år senere, tager afsæt i i romanen ”Indtil vanvid, indtil døden”. Et værk på godt 400 sider, 400 gennemresearchede sider, som tager én med tilbage til 1942, til München, direkte ned i kernen af Nazityskland.

Her følger man en dansk kvinde, der lige er blevet enke efter en dansk flyverofficer, der som udenlandsk frivillig gjorde tjeneste i det tyske Luftwaffe, da han blev skudt ned over Østfronten. Den unge enke tager imod en invitation fra sin mands tyske kollega, en generalløjtnant og hans danske kone, om at komme til kræfter hos dem i München. Harriet, som kvinden hedder, sætter sine to små sønner i pleje på et børnehjem og drager af sted. Hendes sorgkur er handling. Nazismen sympatiserer hun ikke just med, selv om hendes mand kæmpede på tysk side. Hun tror på sin egen evne til at forholde sig neutral.

I løbet af de fire måneder, hun kommer til at opholde sig i München, havner hun i dilemma efter dilemma, mens hun oplever, hvordan krigen tager sig ud på hjemmefronten, blandt kvinder og børn, blandt højtstående nazisters koner og lavestrangerende tvangsarbejdere, og ser, hvordan et totalitært regime holder alle, fjender som venner, i et jerngreb af frygt, grusomhed og propaganda.

Og sagt med det samme: Det er en fortælling, der fastholder én, som var det en gyser, og er helt umulig at slippe, selv om den visse steder næsten ikke er til at holde ud.

LÆLS OGSÅ: 3 kvinder fortæller: Her er bogen, der ændrede mit liv

Mens jeg har kræfterne…

Dér sidder hun så, Kirsten Thorup, der har fyldt så meget i dansk litteratur igennem mere end 50 år, ved sit spisebord i lejligheden på anden sal på Vesterbro, lige i skellet, hvor Vesterbro læner sig op ad Frederiksberg. Hun smiler nærmest beskedent eller nej, ikke nærmest, men beskedent simpelt hen, mens hun med et interesseret blik aflæser det aftryk, hun kan mærke, at hendes bog har sat i én.

Hun har vidst i mange år, at hun gerne ville skrive denne her roman, fortæller hun.

– Harriet, som jeg kalder hende i romanen, var en generation ældre end mig, hun var i 50’erne, da jeg lærte hende at kende. Nu er det 25 år siden, hun døde, men jeg er blevet ved med at udskyde projektet. Og så gik den bare ikke længere. Jeg kunne godt se, at hvis jeg skulle skrive den historie, skulle det gøres nu, mens jeg stadig har kræfterne til det.

Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her

Da jeg blev 70 ...

Du er sidst i 70’erne, hvordan oplever du dét? Eller er det diskriminerende at sidde her og ville tale om alder med dig?

– Nej, det synes jeg kun, er godt. Alder skal ikke være tabu. Og der er da ikke noget i vejen med at blive gammel. Hvad er alternativet? At dø ung.

– Jeg synes faktisk, det er en oplevelse at blive ældre. Når man er barn eller ung, ser man ældre som en slags fremmede fra en anden planet, der lister sig rundt. Man kan slet ikke forbinde sig med de der skikkelser. Jeg kan sagtens ­huske det. Og nu synes jeg jo, det er spændende selv at få lov at blive så gammel og komme hen på den planet og få dét med.

– Da jeg blev 70, opdagede jeg, at jeg havde en anden tidshorisont, end jeg havde tænkt over før. At den ikke var så lang, som den havde været. Det kunne jeg også have tænkt, da jeg blev 60. Eller 50. Men det skete altså for mig, da jeg blev 70. Da fik jeg den der fornemmelse af, at nu begynder jeg at se fremad. Hvad kan jeg nå? Hvad vil jeg gerne?

LÆS OGSÅ: Tove Ditlevsen: Hun holdt sig i live ved at skrive

Ung og overmodig

Kirsten Thorup bor alene, det har hun gjort i mange år, og det kan hun godt lide.

– Jeg har da haft forhold indimellem. Men jeg har aldrig følt tilskyndelse til at etablere et nyt familie- og ægteskabsliv. Og det er omkostningen ved at være så optaget af sit arbejde. Det er vilkårene. Man kan ikke være lidt forfatter, ligesom man ikke kan være lidt gravid. Det er enten-eller, hvis det skal blive til noget.

– Jeg var eneforsørger i mange år og måtte satse på at kunne leve af at skrive. Det var egentlig ret overmodigt. Men det gjorde jeg altså. Mit held var, at jeg op igennem 70’erne skrev fast for fjernsynet. Det var faktisk det, der gjorde, at jeg havde råd til at skrive romaner og kom ud med Jonna-bøgerne. Men det var også ret hårdt, sådan hver anden gang at skrive et tv-spil og så en roman. Det var først i 80’erne, at jeg fik en bedre økonomi. Det var slemt på et tidspunkt. Især når man har et barn, og man ikke har råd til at holde ferie eller de ting, kammeraterne har.

– Jeg er glad for, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til. Det ved man jo ikke, når man er ung. Det er også derfor, man både er modig og nogle gange også overmodig som ung. Og det er kun en fordel.

 

Livet er jo svært

Men har du egentlig ikke være heldig i livet?

– Livet er hårdt indimellem. Det er det jo. Det er alle menneskers liv. Spørgsmålet er bare, om man har ressourcer nok i sig selv eller sine omgivelser til, at man kan overkomme de der lavpunkter.

– Jeg har været heldig, at jeg er blevet forfatter. Helt sikkert. Det kan man jo ikke vide, når man som ung starter ud i det blå. Fordi det er sådan en kæmpe satsning. Men jeg har egentlig altid været parat til at tage de tærsk, livet giver. Jeg tror, dét er noget, jeg har med fra mine forældre: At livet har mange facetter, og det er farligt at leve. Det lærte man dér efter krigen. Man kunne gå fallit med sin forretning. Man kunne blive syg. Man kunne miste sit arbejde. Det var vilkårene for at leve. Og derfor var man solidarisk. Man fordømte ikke folk, det gik dårligt for.

– I dag ligger der noget i tiden med, at man helst ikke skal have det dårligt. Livet skal ikke gøre ondt. Det hele skal have en blank, fin overflade. Det må være et stort pres for de unge. For det er jo fuldstændig urealistisk. Det er også livsfornægtelse, synes jeg. Livet er jo svært.

 

Jeg har det bedst, når jeg skriver

Har du aldrig haft lyst til IKKE at skrive?

– Jo, én gang. Det var, efter jeg havde skrevet ”Elskede ukendte”. Da havde jeg overhovedet ikke lyst til at skrive mere og tænkte: Nu er det slut med det. Alligevel begyndte jeg på noget helt andet med romanen ”Bonsai”, hvor jeg fandt en anden stil. Og så har jeg ikke haft det sådan siden!

– Jeg må bare sande, at jeg har det faktisk bedst i de perioder, hvor jeg skriver. Jeg er mere i psykisk balance. Jeg overkommer mere ved siden af. Og når jeg skriver, skriver jeg hver dag. Det er helt naturligt for mig at sætte mig hen til skrivebordet og skrive. Jeg skal ikke tvinge mig selv.

– At skrive er ligesom at komme ind i en anden verden. Eller at have et andet hjem, et sted, hvor man skal hen hver dag, og hvor der efterhånden, som romanen skrider frem, bliver mere og mere plads til en som forfatter. Og den anden verden, dét er et sted, jeg gerne vil hen og være.