Kendte kvinder

Xenia Lach-Nielsen: "På scenen er jeg allermest tryg"

Xenia Lach-Nielsen tror på, at vi vokser af de knubs, livet giver os. Det mantra forsøger hun nu at give videre til sin voksne datter, ligesom hun også ser det i sin kræftramte og nyskilte karakter Ida, som hun netop nu er aktuel med i musicalversionen af ”Den skaldede frisør”.

Xenia? Spørgsmålet hænger lidt i luften, inden vores øjne mødes, og hun bekræfter med sit store smil, som skal vise sig at blive gennemgående for hele dagen. 48-årige Xenia Lach-Nielsen er nemlig indbegrebet af at være lattermild, og hun griner således, hver gang hun afslutter en af sine anekdoter. 
 
 
Men selv om det er flovt, må jeg erkende, at jeg kom lidt i tvivl og samtidig blev ret overrasket, da jeg så den ganske vist velkendte Xenia på vores aftalte mødested, men med noget kortere hår, end jeg havde set for mit indre blik. Ikke at det ikke klæder hende. Det gør det i den grad.  
 
Det er til rollen, svarer Xenia opklarende, da jeg kaster et blik på hendes nye frisure. Selvfølgelig er det det. 
 
Netop nu er Xenia nemlig aktuel med musicalversionen af Susanne Biers ”Den skaldede frisør”. Her spiller hun hovedrollen Ida, som i filmversionen udfyldes af Trine Dyrholm, og som de fleste af os formentlig husker fra biografsuccesen tilbage i 2012, bærer Ida filmen igennem paryk, fordi hun netop har afsluttet et længere kemoforløb efter at have haft brystkræft. Samtidig har hendes mand forladt hende til fordel for en kvinde i 20’erne, og nu skal de alle rejse til Italien for at fejre datterens bryllup. 
 
– Ida er et ekstremt sødt og ordentligt menneske, som ikke vil gøre unødigt opmærksom på sig selv, men hun finder sig simpelthen i for meget. Mit indtryk er, at det er svært for hende at acceptere sin sygdom, og derfor lader hun næsten, som om den ikke er der. Og selv om hun bliver voldsomt provokeret af sin mands utroskab, er det også noget, hun forsøger at feje ind under gulvtæppet, som om det ikke er sket. Hun vil egentlig helst bare have balance i sit liv, og hun vil ikke pådutte andre sine problemer. Men da hun møder Philip i form af Pierce Brosnan – i musicalen Niels Olsen – sker der noget med hende. 
 
LÆS OGSÅ: Camilla Bendix: "Jeg er ikke bange for sorg"
 

Et kreativt fundament 

Det er langtfra første gang, Xenia og Niels står på en scene sammen. De havde nemlig også hovedrollerne, da en anden Susanne Bier-klassiker, ”Den eneste ene”, blev skabt som musical for snart mange år siden. Denne gang indtager Niels rollen som Philip, der både forfører og forandrer søde og hensynsfulde Ida. 
 
– Det er jo det, kærlighed kan. Kærlighed kan få en til at se på livet og på sig selv med andre øjne. Og her begynder det også at rumstere i Ida. 
 
Hvad der efterfølgende sker, ved de fleste af os formentlig godt, men lad det alligevel være usagt. 
 
Selv har Xenia aldrig været i tvivl om, at hun skulle tilbringe livet på en scene. Hun er barn af et kreativt hjem med en mor, der har dyrket teatret siden sin ungdom, og en far, der spiller på masser af instrumenter. Senere blev begge forældre guldsmede, da de overtog farfarens smykkebutik. 
 
– Det er et meget bredt, kreativt fundament, jeg har med hjemmefra, så det ville være virkelig mærkeligt, hvis jeg var blevet akademiker, selv om min far faktisk er uddannet gymnasielærer. Det har altid været en del af mig at synge og spille, sy og strikke og generelt være skabende. For mig er det simpelthen det mest naturlige i verden at stå på en scene. Selv om enhver optræden kan være forbundet med nervøsitet, er det alligevel det sted, jeg føler mig allermest tryg. 
 
Samtidig indrømmer Xenia, at hun bliver enormt nervøs, hvis hun skal holde en tale i privat sammenhæng. 
 
– Forskellen er, at som privatperson har jeg ikke noget behov for at gøre opmærksom på, at jeg eksisterer. Men på scenen er det jo noget, vi har aftalt, og så synes jeg ikke, der er noget sjovere end at fylde den ramme ud, som jeg har fået tildelt i en forestilling eller en koncert. 
 
– Jeg ville visne, hvis jeg ikke kunne få lov at skabe. Det er så integreret i mit liv at være kreativt skabende, og så længe der fortsat er nye veje, jeg kan tage, bliver det ved med at være spændende. Det er selvfølgelig også, fordi det er så forankret i min opvækst generationer tilbage, og jeg er samtidig rundet af nogle enormt initiativrige, seje forældre. 
 
Xenia er selv mor til datteren Rosa på 20 år, som hun har sammen med kæresten, skuespiller Peter Gantzler. 
 
– Da jeg så Peter første gang, tænkte jeg: Okay, ham vil jeg fandeme gerne have nogle børn med. Det var simpelthen kærlighed ved første blik. 
 
LÆS OGSÅ: Karen-Lise Mynster: Jeg lader ikke længere alt sive ind
 

Kan kan ikke stå for humor

De mødtes første gang på en filmproduktion 24 år tilbage i tiden. Xenia kendte på dette tidspunkt ikke til Peter, men han vidste derimod godt, hvem hun var, og han var, allerede inden de mødtes, lidt smålun på hende. 
 
– Det, der mødte mig, var en enormt stærk udstråling og vanvittig meget humor. Og jeg har svært ved at stå for folk med humor. Og selvironi. Det er en rigtig stor drivkraft i vores forhold, at vi ikke tager os selv særlig alvorligt. Der er heller ikke noget konkurrenceelement eller jalousi mellem os, men derimod masser af tillid og tro på hinanden. Men der var bare ingen vej tilbage, da vi først havde kastet øjnene på hinanden. 
 
– Dermed ikke sagt at det har været 24 nemme år, bestemt ikke, men jeg synes også, det er okay, hvis et parforhold ikke bare er ligetil. Hvis man kan stå på sine ben og genkende sig selv, og man ved dybt inde, at man elsker hinanden, kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle blive og kæmpe. 
 
Xenia og Peter har aldrig været fra hinanden. Tværtimod er de blevet sammen på trods af deres store forskelligheder. For de er uenige om alt, erklærer Xenia. 
 
– Det har vi vænnet os til nu, at vi altid mener det modsatte af hinanden, og samtidig gør det også, at vi ofte udfordrer hinanden. I virkeligheden faldt jeg nok ikke for nogle bestemte egenskaber hos Peter, men snarere for følelsen af en stor forbundethed, som jeg overhovedet ikke aner, hvor kommer fra. For jeg tror ikke, at nogen ville tippe os til at være sammen efter 24 år. 
 
På trods af at Xenia og Peter snart kan fejre en form for kæreste-sølvbryllup, er de aldrig blevet gift. Allerede inden de mødte hinanden, havde Xenia for længst besluttet, at det ikke var noget for hende.  
 
– Jeg er ikke særlig romantisk, og Peter skulle slet ikke have nogen familie. Derfor har vi heller ikke fået flere børn. Han betegnede sig på det tidspunkt som ”en lonely wolf”, og nu er han den der far, som sørger over, at Rosa er flyttet hjemmefra, så han har selvfølgelig udviklet sig helt vildt gennem de år, vi har kendt hinanden. 
 
Faktisk forsøgte Xenia og Peter at blive gift, da Rosa endnu var helt lille, og de var på ferie i Los Angeles. Her spurgte Peter lidt henkastet, om de måske skulle blive gift i Las Vegas, og det kunne Xenia godt gå med til. 
 
– På en måde var det ikke helt lige så farligt. Vi havde en idé om, at vi lige kunne dukke op uanmeldt med Rosa på armen, og så kunne Elvis komme og vie os. 
 
Men så let gik det ikke. Godt nok fandt de frem til kapellet, men der var ikke tid den pågældende dag, og desuden manglede de at udfylde en vielsesattest, og det skulle gøres i den anden ende af byen på det lokale rådhus. 
 
– Der stod 10 prostituerede, en håndfuld alkoholikere og så mig med en barnevogn og mit helt hvide barn. Og græd. For jeg havde jo alligevel set frem til at blive gift med Peter, og nu kunne det slet ikke lade sig gøre alligevel, griner Xenia.  
 
I Las Vegas lufthavn fik hun i stedet en sølvring på sin venstre ringfinger, og der har den siddet lige siden. 
 
– Vi trak den nærmest i en automat, ha, ha. Men det vigtigste er, at vi er sammen, og det kan jo være, vi bliver gift en dag. For mig er det meget mere værd, at vi har holdt sammen i alle de år, og at vi har knoklet for at bevare vores kærlighed og det, vi har sammen. 
 
Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her
 

Et naturligt farvel

De seneste mange år har de delt livet sammen i en lejlighed på Frederiksberg, men for halvandet år siden flyttede Rosa hjemmefra, og modsat mange andre mødre har det for Xenia været helt naturligt og ganske smertefrit. 
 
– Vi var simpelthen ved at rive hovederne af hinanden, så jeg tror, alle var lettede, og nu er vi så småt ved at finde tilbage til hinanden igen. Så jeg er ikke den mor, der går rundt med en tåre i øjenkrogen over, at hun er flyttet. 
 
– Det er selvfølgelig sagt med et kæmpe smil. Det handler jo om, at jeg ikke frygter, at Rosa ikke kan klare sig selv. Hun kommer til at få nogle slag over snuden, og det skal hun nok overleve. Jeg tror, man bliver et bedre menneske og samtidig mere forstående over for andre, hvis man gennemgår nogle processer, som ikke nødvendigvis er specielt nemme. Derfor glæder det mig også til dels, når hun oplever, at noget er svært. 
 
Hjemme hos Xenia og Peter er de klassiske kønsroller byttet rundt, og sådan har det i øvrigt altid været, fortæller hun. Hvor Peter tager sig af de huslige opgaver, er Xenia i højere grad den praktiske, som bygger møbler, hænger ting op og ordner el. Og det kommer også til udtryk, når det gælder Rosa. 
 
– Peter oplever den der typiske tristhed over, at den del af vores liv, hvor vi har hjemmeboende barn, er forbi. Det er lidt typisk os. Peter køber ind, laver mad og er trist over, at vores datter er flyttet hjemmefra, griner Xenia og tilføjer: Jeg tager boremaskinen i hånden og bygger videre. 
 
– Nu lyder jeg som sådan en ravnemor, og det er jeg bestemt ikke. Jeg har meget stor respekt for min datter, men døren er bare blevet smækket i hovedet på mig mange gange gennem Rosas teenageår, og nu er budskabet sivet ind. Jeg skal lade hende leve sit eget liv, og så skal jeg ellers bare være tilskuer for nu, men samtidig være der, når hun har brug for mig. 
 
Lige for tiden arbejder Rosa som runner, en slags medhjælper, på tv-serien ”Rita”, og Xenia er ikke i tvivl om, at hun kommer til at arbejde med noget kreativt. 
 
– Jeg venter stadig på den dag, hvor jeg kan få lov til at få lidt mere taletid i Rosas liv. Hun kommer ofte uanmeldt ind ad døren, og så er det noget med at suge information ud af hende, inden hun går igen. Jeg kan til gengæld sagtens huske det fra min egen ungdom. Følelsen af, at ens fødder endnu ikke er plantet solidt, og så er der ikke noget værre, end at ens mor bliver ved med at spørge ind til de beslutninger, man ikke selv har taget endnu. 
 
– Jeg kan sagtens forstå, hvor Rosa er, og derfor har jeg det også fint med bare at lade hende leve og passe sit eget liv, for jeg stoler så meget på, at hun nok skal finde den rigtige havn på et tidspunkt. I virkeligheden handler min tilgang til hende om, at jeg har helt enorm stor tiltro til, at hun kommer til at få det bedste ud af sit liv og blive den bedste version af sig selv. 
 

Bremset i livet

Om halvandet år fylder Xenia 50, og selv om alder umiddelbart ikke er noget problem for hende, er det tydeligvis en tanke, hun lige skal vænne sig til. 
 
– Det lyder lidt voldsomt, synes jeg, for jeg er jo lige fyldt 48 år i oktober. Samtidig kan jeg godt lide den indsigt, jeg har fået i mit eget sind. Jeg har fundet ro i, at jeg er, som jeg er, og at jeg har opnået det i livet, som jeg har. Det er en virkelig rar følelse. Hvis jeg døde i morgen, ville jeg ikke tænke, at jeg var gået glip af en hel masse, men at jeg tværtimod har været hele vejen rundt i det, som jeg har lyst til. For jeg har aldrig haft nogen ambitioner om at optræde i udlandet eller om at blive en kæmpe stjerne. 
En anden del af det at blive ældre er hele det fysiske aspekt, og det er straks værre, indrømmer Xenia. 
 
– Jeg har intet imod rynker, grå hår eller min alder generelt, men selv om det er meget umoderne at tale om plastikoperationer, kan jeg ikke afvise, at jeg en dag ville blive så ked af at kigge på en dobbelthage eller en rynket hals, at jeg beslutter at få gjort noget ved det. 
 
Xenia har i den grad oplevet alvorlige fysiske udfordringer. Allerede som 20-årig fik hun sin første diskusprolaps, og de seneste 10 år har hun haft yderligere tre. Samlet set har diskusprolapserne optaget fire år af hendes liv. Selv beskriver hun det som en evig uro.  
 
– Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, at der er noget, jeg ikke kan. Men det gør kroppen så. En diskusprolaps er forbundet med utrolig meget smerte, og når man er et virilt, handlekraftigt menneske, som fra det ene øjeblik til det andet bliver bragt i en situation, hvor man
hverken kan gå, stå, sidde, ligge eller bare være i sig selv, er det så grænseoverskridende provokerende. Jeg oplevede det virkelig som at blive bremset i mit liv. 
 
Den fjerde diskusprolaps fik Xenia i foråret 2019. Alligevel gennemførte hun sidste forår tre forestillinger med diskusprolaps. 
 
– Det er noget af det hårdeste og mest afsindige, jeg nogensinde har gjort, men jeg måtte bare prøve at køre igennem, selv om jeg havde så mange smerter, for jeg ville ikke stigmatiseres. 
 
Xenia fik blandt andet inkorporeret en stok i sin rolle som søens dame i ”Kong Arthur” på Moesgaard Museum. 
 
– Det var heldigvis en karakter, som godt kunne tåle en stok. Det var selvfølgelig lidt sværere som Dronning Elisabeth i ”Den evige ild”, griner Xenia, som også formåede at stå på scenen tre timer i træk, da hun sammen med et kæmpe cast og Odense Symfoniorkester spillede hovedrollen i forestillingen ”Leonora.”
 
– Jeg gik så meget imod min krop og min psyke, og det er typisk mig. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om noget, jeg ikke har gennemført, når jeg først har sat mig det for. Det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke vil tabe ansigt eller tabe generelt, for jeg er ikke noget konkurrencemenneske, tværtimod. 
 
– For mig er det processen, som er det vigtigste, og den sætter jeg en ære i at følge til dørs, om det så er en bænk, jeg skal lave om tre gange, eller en forestilling på morfiner og med stok. Det at jeg gennemførte, selv om jeg var ked af det undervejs, og der var masser af omveje, jamen det er jo det, livet handler om.