Vigga Bro
Selvudvikling

Vigga Bro: Jeg er blevet mere uartig med alderen

27. november 2017
af Rikke Hast
Foto: Nellie Møberg, Makeup: Mette Bundgaard
Vigga Bro har netop rundet 80 år. Den vævre skuespillerinde og historiefortæller er i den fineste form, og hun nyder hver en dag. For som hun siger: Når man er 80 år, så ved man, at livet er på lånt tid.

Skuespiller Vigga Bro er fyldt 80 år og kan se tilbage på et liv med mange succesfulde roller som skuespiller - og et liv fyldt med kærlighed.

Vigga var blevet skilt fra skuespiller Hans Henrik Clemensen, hendes datter Annas far, da hun og komponisten og bassisten Erik Moseholm forelskede sig i hinanden. De to var sammen i 25 fantastiske år. Erik var Viggas sjæleven – professionelt såvel som privat. I 2012 døde han pludseligt af en blodprop. Smerten over hans død ramte som et knusende slag, men som Vigga udtrykker det, så lærer man sig at leve med sorgen.

-Jeg er lige forelsket i Erik, selvom han ikke længere kan være til stede. Det er ikke alle forundt at opleve en kærlighed som vores. Det var virkelig en gave, som jeg er taknemmelig for. Jeg har fået meget i livet, jeg er et forkælet menneske. Måske netop fordi glæden og kærligheden har været så stor i mit liv, kan jeg ikke mærke dødsangst. Der sker ikke noget ved at stille træskoene i morgen. Jeg har godt nok ikke lyst til det, men jeg ville ikke synes, at det var urimeligt.

Man bliver gladere for livet

For nyligt fejrede Vigga sin fødselsdag sammen med venner og familie. Selv er Vigga på kanten af forbløffet over, at hun er fyldt 80 år.

-Jeg forstår det egentlig ikke. Når man fylder 80, så ved man godt, at livet er på lånt tid. Jeg er klar over, at folk siger, at man kan leve til, man er 100 år. Men jeg kan jo se, at der er mange af mine venner, der falder fra. Og jeg tror ikke, det er nogen dårlig ting, at man er bevidst om, at man kan blive pustet ud i morgen. Når man bliver fortrolig med døden, bliver man også ofte lidt gladere for livet - i hvert fald, så længe man er frisk og rask, mener Vigga, der er aktuel med forestillingen ”Sne” på Teatret Sorte Hest i København.

-Jeg glæder mig meget til "Sne". Det er min 80 års forestilling. Det synes jeg bare ikke, at jeg ville kalde den. Jeg pensionerer mig ikke efter forestillingen, men det bliver sidste gang, jeg leger teaterdirektør. Det tager for meget af min energi, slår hun fast.

Skæbnen i egne hænder

Vigga Bro er født og opvokset i Fredericia. Hun var den yngste af fire børn. Viggas forældre elskede hinanden højt, og det var et sønderlemmende slag for Viggas mor, da hun mistede sin mand. Det skete to måneder før, Vigga kom til verden.

-Min far døde af strubekræft. Han var ikke fyldt 40, da han døde, siger Vigga, der aldrig nåede at møde sin far.- De ville nok ikke have haft flere end tre børn. Jeg er "lavet", mens min far var syg. Men min mor var lykkelig, hun følte, at hun havde fået en gave af ham i døden: Et lille nyt liv. Men hun var svag og udmattet efter fødslen, så vi lå på hospitalet i næsten to måneder.

Vigga vidste fra en tidlig alder, at skæbnen lå i hendes egne hænder: Hvis hun ville noget, skulle hun selv arbejde for det. En skolekomedie udstak retningen for hende.

-De andre var så nervøse, når vi skulle ind på scenen. Det var jeg ikke. Jeg elskede det. Set i bakspejlet var min tro på fremtiden en fantasts. For det stod ikke skrevet nogen steder. Min mor var bedrøvet over, at jeg ville være skuespiller. Hun sagde: Det er hårdt min pige, jeg støtter dig, men kunne du ikke finde på noget andet.

Vigga Bro: Jeg var nok lidt vild

Da Vigga var barn, skulle piger være søde og artige. Det var ikke mindst mødrene, der fik balladen, hvis børnene lavede noget forkert.

-Det ville jeg ikke have, for jeg elskede min mor, så jeg var en pæn pige udvendigt for hendes skyld, men indvendigt var jeg nok lidt vild. Det er muligvis derfor, jeg er blevet mere og mere uartig i min alderdom, siger Vigga skælmsk.

Vigga søgte om optagelse på Teaterskolen i Aarhus, og kom ind med det samme. Bl.a. spillede hun "Lille Prinsesse Snefnug" – en rolle, hun var meget begejstret for, fordi den rummede så mange facetter.

-Forestillingen væltede hele huset, det var fantastisk, husker Vigga, der senere var med i bl.a. Dronningmølle Revyen og hos Stig Lommer. Det var lidt af en startspurt for Vigga, der tidligt blev en anerkendt skuespillerinde, og som siden har haft et væld af roller på både teater, film og tv.

Vigga Bro: Lad være med at dømme andre ud fra vægt

Læs også