Vibeke Hastrup
Selvudvikling

Vibeke Hastrup: "Vi skal tilbage til nogle af de gamle værdier - men med nyt krydderi på"

29. juli 2019
af Rikke Hast
foto:Nellie Møberg
Vibeke Hastrup var forlovet med sin mand i syv år, før hun følte sig klar til at sige ja. Det at tage sig tid til at hele fylder meget hos Vibeke, der i øvrigt også mener, at hendes egen generation har sovet i timen, når det kommer, hvordan vi behandler naturen.

SØNDAG har mødt Vibeke Hastrup

Skuespiller Vibeke Hastrup er aktuel i Viaplay-serien "Straight Forward", hvor hun bl.a. spiller overfor Cecilie Stenspil, Troels Lyby og Marie Boda. Serien er en dansk-newzealandsk produktion, og optagelserne fandt sted både herhjemme og i New Zealand.

-Det har været en kæmpe gave at være med i så stor en produktion. Den stejleste læringskurve og meget intenst, siger Vibeke, der under de månedlange optagelser i New Zealand kun lige var hjemme for at fejre sin fødselsdag.

-Efter optagelserne kom jeg hjem med et kæmpe kosteskaft i ryggen både professionelt, for det var dejligt at have fået så stor en opgave – men også personligt. For i pauserne imellem optagelserne kørte jeg alene rundt på ture i bjergene – venstrekørsel vel at mærke, hvilket jeg ikke havde troet, at jeg skulle begive mig udi, erkender Vibeke.

LÆS OGSÅ: New Zealand i 4-hjulstrækker

Hun var især tiltalt af, at serien - udover dramaet om svindel og brutale fjender, der er svære at flygte fra, også handler om tre generationer af kvinder - mor, datter og barnebarn - og relationen imellem dem. Vibeke spiller Lisbeth, som er mor til Cecilie Stenspils karakter: Silvia.

Vibeke er selv mor til to voksne sønner, som hun har sammen med sin første mand skuespiller-kollegaen, Søren Sætter-Lassen.

-Da drengene flyttede, tænkte jeg: Var det virkelig det. Jeg var alene på det tidspunkt og var nød til at forvalte den tomhed, der pludselig var. Og jeg ville ikke have, at mine sønner skulle føle, at de måtte tage hensyn eller, at de nok hellere lige måtte smutte hjem og se til mor. Jeg ville have, at når de søgte mig, så skulle det være, fordi de havde lyst til at se mig. Man giver til sine børn, og de giver videre til deres børn. Man skal ikke forvente at få igen. Sådan skal det være. Jeg synes, det er lykkedes mig ret godt at få et voksent forhold til mine sønner og mine to svigerdøtre. Og det tror jeg skyldes, at vi er helt ærlige, både når der er noget, som glæder os, men også, når vi går over hinandens grænser. Og det gælder begge veje. Jeg kan f.eks. tilbyde dem min hjælp, nu er jeg jo blevet farmor, men jeg skal kende min rette plads og give rum til dem, hvilket bl.a. betyder, at jeg kun skal give dem råd, når de efterspørger det. På den måde kan jeg bedst støtte den kommende generation og overlevere min viden og mine erfaringer.

Netop relationer optager Vibeke så meget, at hun har taget en uddannelse som familieopstiller, hvilket hun siden har arbejdet som udover jobbet som skuespiller. En familieopstiller benytter en coaching-teknik, der hjælper bl.a. familier med at se på og få italesat familiedynamikken og med at skabe en positiv forandring i roller og mønstre.

LÆS OGSÅ: Elsebeth Egholm: Jeg har famlet for at finde vej i mørket

En lang forlovelse

Privat danner Vibeke par med Albert. Det er fire år siden, Vibeke og Albert blev gift. Efter en syv år lang forlovelse. Vibeke blev nemlig lidt bange, da Albert friede.

-Jeg kunne mærke, at der var nogle gamle sår, der ikke var helt lukkede. Og jeg havde derfor haft svært ved at give mig helt. Men i stedet for at sætte mig selv i den stress-situation, som det er, når man skal tage en beslutning her og nu, besluttede jeg mig for at udbede mig betænkningstid og observere. Og det var godt, også selvom jeg var syv år om det. For jeg opdagede jo, som tiden gik den her lille sprække, hvor lyset kom ind, som Leonard Cohen så smukt beskriver det i sangen "Anthem". Det gjorde, at det føltes rigtigt at sige ja. Jeg besluttede mig til derfor for at lave en lille ceremoni ude i skoven og spørge Albert om, om det var for sent at sige ja.

Det var det heldigvis ikke. Og Vibeke og Albert blev gift på Christiansø og for dem, var det symbolet på en ny start.

- Han er et meget særligt menneske, der virkelig giver plads til mig. Han favner mig og min familie på smukkeste vis, og han er den bedste bonusbedstefar, mine børnebørn kan have.

Jeg burde sige undskyld

Vibeke er meget optaget af, vores adfærd i forhold til klimaet og den jord, vi lever på, og som vores børnebørn en dag skal arve. Også professionelt er det et tema, som optager hende. Hun er lige nu involveret i en kommende tysk-hollandsk produktion - en dokumentar med fiktive elementer, som kommer til at handle om jordens fremtid, og som Vibeke skal medvirke i uden, at hun for alvor kan løfte sløret for noget mere konkret.

- Når det kommer til naturen, synes jeg virkelig, at min generation har sovet i timen. Min mor gemte mange ting og genbrugte dem senere. Hun var et rigtigt krigsbarn, der ikke nænnede at smide ud. Hun gik heller ikke i bad hver dag, men hun etagevaskede sig og var altid ren. Dengang syntes jeg, at det var lidt pinligt med al det mådehold og fraskrev mig det. Men i dag føler jeg, at jeg burde sige undskyld. For det skulle jeg virkelig have taget med mig og have givet det videre til mine egne børn. Jeg synes jo, at vi skal tilbage til nogle af de gamle værdier - men med nyt krydderi på bl.a. en ny bevidsthed om bæredygtighed og økologi.

Læs meget mere om Vibeke Hastrup, og besøg hendes hjemmeside her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også