Elsebeth Egholm
Selvudvikling

Elsebeth Egholm: "Jeg har famlet efter at finde vej tilbage til lyset"

4. april 2019
af Birgitte Bartholdy, redigeret til web
foto: Nellie Møberg
Nogle år efter sin kræftsygdom røg krimiforfatteren Elsebeth Egholm ind i en krise, hvor alt omkring hende syntes gråt i gråt. Hør her om hendes håndtering af den svære tid - og om de lykkestunder, der gav hende fornyet energi på livet og skrivningen.

Det var i 2015, at Elsebeth Egholm opdagede en knude i sit bryst, gik til lægen og fik konstateret brystkræft. De barske kemobehandlinger ligger efterhånden nogle år tilbage, og hun er for længst blevet færdig med at få genopbygget det bryst, hun fik fjernet dengang.

LÆS OGSÅ: Susse Wold: "Mod er vigtigt, når man bliver gammel"

Umiddelbart kom hun da også ud på den anden side af behandlingerne uden at blive rigtigt rystet eller få de store psykiske mén, fortæller hun.

– Blot trængte jeg i begyndelsen bagefter til, at mine bøger skulle befolkes med nye personer, som kunne få mine krimiplot drejet i nye retninger.

Journalisten Dicte, som hun har skrevet en lang række krimier om, og som også er hovedperson i en krimiserie på TV 2, blev parkeret på sidelinjen, og ind på scenen kom Rina, der er 36 og læge.

Sen reaktion

Som regel rammes Elsebeth af en krise mellem to bogudgivelser. Men efter første bog, ”Jeg finder dig altid”, om Elsebeths nye hovedkarakter Rina, var krisen større end vanligt. Hun tror selv, at det var efterdønningerne fra kræftsygdommen, der ramte hende med stor forsinkelse.

– Lige efter kemobehandlingerne mærkede jeg ikke nogen psykisk effekt, men nu røg jeg ret så meget i kulkælderen og havde det dårligt. Jeg kunne ikke se meningen med det hele, og alt omkring mig virkede gråt i gråt. Jeg famlede efter, hvordan jeg fandt vej tilbage til lyset. Det er nok lige efter bogen. Vi, der overlever brystkræft, får jo at vide, at der tit kommer en reaktion lang tid bagefter. Jeg følte ikke, der var en direkte relation til, at jeg havde været syg, men det hang nok alligevel sammen. Måske var det også en følelse af tomhed, nu da det hele endelig var overstået. Jeg var 58 og havde haft døden tæt på, og jeg spekulerede på, om jeg brugte tiden godt nok.

Elsebeth endte med at gå til sin læge med symptomerne, og han sendte hende videre til en psykolog, der har hjulpet hende meget.

I det hele taget føler hun, at hun har tacklet denne livskrise bedre, end hun ville have gjort som ung.

LÆS OGSÅ: Liza Marklund: "I virkeligheden lever jeg et utroligt lille liv"

– Det er nok, fordi jeg kender mig selv bedre og ved, at jeg er nødt til at handle. Det nytter ikke at gå og gemme på det dårlige humør, så vokser det bare. Jeg skal fortælle andre, når jeg har brug for hjælp, og handle. Det er kun fra mig selv, forandringerne kan komme. Jeg gik til en psykolog, gik mere ud med mine veninder og tog også en tur ned til mit skriveeksil på øen Gozo ved Malta. Jeg ved jo godt, at det er den slags, der får mig ovenpå igen.

Kærlighed til musikken

Da Elsebeth var i starten af 20'erne, gik hun på konservatoriet i fire år. Hun kunne godt lide at gå der, men efterhånden begyndte det at spille også at føles som et hårdt arbejde.

Men pludselig under hendes krise sidste år, og hele 33 år efter at hun havde forladt konservatoriet, begyndte hun at drømme om at spille igen. Hos sin flygelpusher forelskede Elsebeth sig i et palisanderflygel fra 1912, som hun ikke kunne slippe, selvom det ikke var særlig pænt - træet var falmet, og det var brunt. Men efter 15 omgange med shellak står det i dag og skinner med den flotteste, varme glød i Elsebeths stue.

- Jeg savnede at foretage mig noget, der ikke var arbejde. Hvor jeg kun skulle præstere for min egen skyld, og andre ikke skulle bedømme min indsats.

LÆS OGSÅ: Kirsten Siggaard: "Et lyst sind gør livet lidt lettere at bære"

Da Elsebeths mor forleden spurgte hendes kæreste gennem 11 år, Jürgen, om han ikke nyder, når Elsebeth sidder og spiller, svarede han: ”Det er godt, for når hun sidder ved flyglet, ved jeg, hun er glad.”

– Det siger jo simpelthen det hele. For han har ret. Når jeg koncentrerer mig om musikken, lukker jeg alt andet ude, og det gør mig gladere og i bedre humør. Det er et åndehul, hvor jeg kan sidde i fred og nørde.

Kæresten hankede op

Efterhånden har hun og Jürgen været sammen i 11 år. Da jeg spørger, hvad de gør for at holde kærligheden ved lige, kommer det så meget bag på hende, at hun ikke kan lade være med at grine.

– Vi skændes, siger hun.

– Og så bliver vi gode venner igen, og så kører det bedre i en periode. Pauser er også godt. Vi kunne slet ikke klare at sidde hjemme og arbejde begge to, hvis vi ikke indimellem tog væk hver for sig. Jürgen frekventerer flere gange om året et kloster, hvor han får ro til at arbejde og være sig selv. Jeg tager ned i min lejlighed på Gozo eller op på refugiet Klitgården eller ud til Filmhøjskolen i Ebeltoft, hvor jeg indimellem er writer in residence hos min veninde Ellen Friis, som er ny forstander derude. Der sidder jeg og skriver med den fineste panoramaudsigt og får socialt samvær ved måltiderne i kantinen.

Jürgen driver et investeringsfirma, men ved siden af skriver han også krimier, og de to diskuterer tit plot og hovedpersoner over aftensmaden. Indimellem kan de også blive rygende uvenner om, hvad der er godt og skidt i krimiens verden.

– På den måde kan det være irriterende, at vi interesserer os så brændende for det samme, men det kan også være en stor hjælp. Da jeg gik i stå i den første bog om Rina og igen i "Frit fald", var han der for mig og hankede op i mig og hjalp mig videre.

LÆS OGSÅ: Janni Pedersen: "Jeg er bare blevet endnu mere vild med min mand"

Med "Frit fald", den anden og nyeste krimi om Rina, var Elsebeth midt i manuskriptet, da hun ikke længere anede, hvordan hun skulle komme videre.

– Jeg blev frustreret og tog i byen med en veninde for at få en pause og tænke på noget andet. Da jeg kom hjem, havde Jürgen sat alle scenerne i min bog ind i et skema, så jeg bedre kunne få et overblik. Det var meget brugbart, da jeg kort efter tog på et skriveophold på Klitgården for at begynde forfra på historien. Det var en stor ting at gøre for mig.

En stærkere krop

Mens Elsebeth var syg og fik kemobehandlinger, var motionen med til at dæmpe bivirkningerne, og siden har hun holdt fast i at træne jævnligt.

– Da jeg fik kræft, gik det op for mig, at jeg rigtig gerne vil leve mange år endnu og nok også hellere måtte gøre noget for at komme til det. Så jeg går op i at spise sundt og er omhyggelig med at få motion.

LÆS OGSÅ: Lykke Friis: "Hvor er livet dog sårbart"

Det fornyede forhold til sin krop og sundhed kommer da også til udtryk i Elsebeths karakter Rina. Jo mere afstand Elsebeth får til sin sygdom, jo mere kan hun se, at opfindelsen af Rina har været en måde at give både historierne og sig selv ny opdrift på.

– Mens jeg var syg, blev jeg optaget af, hvor fantastisk det er at have en ung, stærk krop. Rina kan en hel masse, som jeg ikke kan selv, og måske håber jeg, at det smitter af på mig, at jeg skriver om sådan en rigtig superwoman.

  • Elsebeth Egholm er født i 1960 og opvokset i Aarhus, hvor hun også bor i dag sammen med sin kæreste, Jürgen.
  • Er lige nu aktuel med krimien "Frit fald" (Politikens Forlag), det andet bind i hendes nye krimiserie med den klatrende læge Rina som hovedperson.
  • Bag sig har hun studier på Det Jyske Musikkonservatorium og en uddannelse som journalist.
  • I 1999 debuterede hun som forfatter med "De frie kvinders klub". Siden er der bl.a. kommet ni krimier med journalisten Dicte Svendsen, som danner baggrund for TV 2's krimiserie ”Dicte” med Iben Hjejle i hovedrollen.
  • Elsebeth har også udgivet to krimier, hvor Dictes søn, Peter Boutrup, er i centrum.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også