Kendte kvinder

Tina Müller: "Jeg har altid troet, at jeg skulle have børn. Men tiden var bare gået"

Da Tina Müller var sidst i 30’erne, stod hun over for to svære valg: Skulle hun opsøge den far, hun aldrig havde kendt? Og skulle hun få et donorbarn og blive alenemor? Her fortæller den nu 42-årige sportsvært og nye vært i "Hammerslag" om svarene, hun fandt frem til.

På højre underarm har hun en tatovering. Den er helt enkelt og helt ren i udtrykket. Og der står bare: ”at være NU”.
 
Alt falder ligesom på plads med den tatovering. For det er det, man mærker, når man møder Tina Müller. At her er et menneske, der mener noget med at minde sig selv om, at livet handler om at være til stede.

Tina Müller voksede op i Benløse ved Ringsted sammen med sin fire år ældre bror og sin mor og stedfar. Hendes biologiske far forlod familien, da Tina var et halvt år gammel.

Da hun var 16, gik hendes mor og stedfar fra hinanden, og hun har ikke haft behov for at have kontakt med sin stedfar siden. Til gengæld fik hun med årene behov for at møde sin biologiske far.

LÆS OGSÅ: Michele Bellaiche: Jeg kunne ikke blive ved med at ignorere

- Lige siden jeg var barn, var det et mysterium for mig, hvorfor han ikke ville os. Hvordan kunne han bare forlade os uden at kigge sig tilbage? Dengang kunne jeg ikke reflektere over, at han måske havde sit at kæmpe med og stolede på, at vores mor godt kunne håndtere at give os en god barndom.

- Det eneste, jeg så, var en biologisk far, der ikke ville os. Og den foldede sig så pludselig helt ud, da jeg stod og var langt med planerne om at få et donorbarn.

Tiden var bare gået

 For dér stod hun, da hun var sidst i 30'erne og var blevet single og ikke havde fået børn endnu, i et kæmpestort dilemma: Donorbarn, ja eller nej?

- Jeg har altid troet, at jeg skulle have børn. Men tiden var bare gået. Da jeg var 38, gik det op for mig, at hvis jeg skulle nå at have børn, skulle jeg dæleme til at komme igang. Jeg har heldigvis flere veninder, der har donorbørn. Så jeg havde god opbakning omkring mig, og det er virkelig også vigtigt i den proces, for den er hård. 

- Jeg var kommet så langt i processen, at jeg sad på min seng og skulle til at sprøjte mig med hormoner. Jeg sad vitterligt med den der kanyle og skulle til at stikke mig i maven. Og så kunne jeg bare ikke. Jeg kunne simpelt hen ikke få mig selv til at gøre det. Jeg var nødt til at stille mig selv det spørgsmål, jeg jo havde stillet mig selv mange gange før: ER det her det rigtige?

- Og så snart jeg havde lagt kanylerne fra mig og pakket dem væk, vidste jeg det bare: Jeg skulle ikke have et barn alene. Det var ikke den præmis, jeg ville sætte et barn i verden på. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kunne give et barn et godt liv. Men jeg følte, at der ville være en risiko for, at jeg satte et barn i verden på en præmis om, at nu skulle det barn gøre mig lykkelig. Og den præmis ville jeg ikke trække ned over et barn.

- Samtidig var jeg også ved at sætte et barn i verden med det samme udgangspunkt som mig selv: Et barn, som ikke kender sin biologiske far. Det var heller ikke dét, jeg skulle. I stedet skulle jeg måske helt reelt forsøge selv at skabe min egen lykke.

Men hvad med tvivlen? Har hun tvivlet på sin beslutning siden?  

- Der har været en større ro, fordi jeg fik tænkt det hele så godt igennem. Men når det er sagt, er jeg også bevidst om, at der resten af mit liv nok vil være en sorg i mig over, at jeg ikke blev mor. Det har altid været en drøm for mig. Men det skulle være med udgangspunkt i en kærlighed til et andet menneske. Og sådan blev det bare ikke. 

- Det er også vigtigt, at jeg får parkeret den. Jeg bliver nødt til at stole på, at jeg har lavet en vurdering, som jeg kan leve med. Og så må jeg se på: Når nu alt ikke skal handle om børn og familie, hvad kan mit liv SÅ indeholde? 

Sin biologiske far, ham har hun også mødt. Hun tog nemlig kontakt med ham dér for fire år siden, da hun stod midt i sine donorplaner. Hun og hendes storebror var fælles om at tage kontakt og køre over besøge deres biologiske far, der bor i Jylland. 

Så ringede han ... 

Men hvorfor ventede de så mange år?

- Fordi det dæleme er noget, man skal være klar til. Der er mange følelser i det, som skal falde på plads. Selv om det er ens biologiske far, er det også et fremmed menneske, man skal tage ind. Man får ikke bare lige en far ind i sit liv, fordi man ringer på en dør og siger: "Hej, her er jeg".

- Der er nogle forventninger, der skal afstemmes, og nogle overvejelser at gøre sig. Min bror og jeg talte meget om: Har vi lyst til det? Har vi brug for det? Har han brug for det?

Da de besluttede, at det var det, de ville, var faderen ret nem at finde. Han viste sig at være den eneste i Danmark med det navn. Og rent praktisk gjorde de så det, at de skrev et brev til ham, hvor de fortalte, at de gerne ville mødes og gav ham deres adresser og telefonnumre.

- Og ja, så ringede han kort efter ... Hvad man tænker, når man står dér og skal se den far, man aldrig har kendt? Måske lyder det mærkeligt. Men noget af det første, jeg registrerede, var, at han var lavere end både min storebror og mig. Det havde jeg slet ikke forventet. Jeg havde forestillet mig, at han ville være høj. Jeg er selv 180 cm, og min storebror er tæt på 190.

Få en forklaring

- Men ellers var han meget smilende og venlig og imødekommende. Og det var rart. Det var virkelig rart at blive mødt af en, som gerne ville en, og som fik modbevist det billede, jeg havde bygget op af ham igennem hele min barndom. Og få hørt hans historie og få en forklaring på, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Det var helt basalt det, der var vigtigt for både min storebror og mig.

- Så skal man også bare være klar over, at der er nogle ting, man ikke kan forvente at få indfriet. Det ER ikke bare en faderfigur, der træder frem med åbne arme og siger: "Nu er jeg der for dig resten af livet". Men det var heller ikke det, vi kom for.

- Vi havde brug for at finde hinanden i det og finde HAM i det.  De valg, vores far tog, da vi var børn, kan vi bedre forstå, nu hvor vi er voksne, og min bror selv har tre børn. Det er nemmere at læne sig ind i nu, end det havde været for måske 15 år siden.

- Det var den rigtige beslutning, vi tog. Og det rigtige tidspunkt, vi gjorde det på. Og vi ses stadigvæk, ikke så tit, men vi ses, når vi kører over og besøger ham. Det er ikke sådan, at jeg føler, at her var den sidste brik, og nu faldt hele mit liv på plads. Men jeg vil nok mene, at det var en god, rar og helt okay brik, der faldt på plads. 

Har blæst derudad

Tina Müllers 2020 har været ualmindelig travl, på trods af at coronaen på et tidspunkt lukkede og slukkede for det meste af det, hun som vært på TV-Sporten var vant til at dække.

Travl, fordi først blev hun udlånt som live-reporter til Nyhederne. Så fik hun vagter som vært på morgennyhederne på DR1 og blev vikar på "Aftenshowet".

Og samtidig med at hun begyndte at vende tilbage til opgaver på TV-Sporten, hvor hun stadig hører til, var der så "Hammerslag", det nærmest ikoniske program, som hun er ny vært på.

LÆS OGSÅ: Søs Fenger: Nogen gange skal man bare have en fest

- Jeg har blæst derudad, konstatererer hun tørt, - men jeg elsker det også. Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at blive udfordret og komme lidt ud på dybt vand. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre end at gå i stå i mit arbejde. Derfor har jeg også grebet udfordringerne, når de er kommet.

Da hun sidste år pludselig kom i betragtning som vært for "Hammerslag", kom det bag på hende selv.  

- Jeg var lige kommet hjem efter fire uger i Frankrig med Tour de France, som jeg dækkede første gang. Dagen efter jeg var landet, blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting. Jeg lå dér på min sofa: "Øh, hvad? "Hammerslag"? Jo, det kan jeg da godt". Først da jeg havde lagt røret på, gik det op for mig, hvad det var, jeg havde sagt ja til. "Hammerslag"!!!

- Og da jeg så fik værtsjobbet efter to castingrunder og blev ringet op i Georgien, hvor jeg var nede og arbejde for Sporten, havde jeg det bare sådan: "Yes, det er verdens fedeste program. Og jeg skal være vært!" Og så måtte jeg i øvrigt ikke sige noget til nogen som helst dernede. Men hold kæft, jeg var glad!

Til gengæld var hun nervøs før premieren på den nye sæson af "Hammerslag". Meget nervøs faktisk.

- Og det er meget længe siden, at jeg har haft det sådan. Men ikke alene er jeg der som ny vært. Der er også sket ændringer i formatet, og programmet varer ikke længere 45 minutter, men 30 minutter. Og kan folk lide det? Til dem, der måske ikke lige kan lide forandringerne i de første programmer, siger jeg: "Jeg håber, I hænger på. For vi bliver bedre og bedre".  

Læs mere om: