Kendte kvinder

Susse Wold: "Mod er vigtigt, når man bliver gammel"

Det har været travle måneder for Susse Wold, der har været rundt for at sende sin nyeste bog godt ud i verden. At hun blev 80 midt i det hele, er hun ikke optaget af. "Alder er noget, andre fokuserer på. Jeg gør ikke. Så længe jeg kan gå, stå og tænke, gider jeg ikke læne mig op ad bekymringer om alder," siger hun.

SØNDAG møder Susse Wold

Livet kræver bevægelse, mener skuespiller OG forfatter Susse Wold.

- Hvis jeg ikke bevæger mig ud i verden eller ud i ting, der er lidt anderledes end det vante, får jeg heller ingen oplevelser. Jeg vil udfordre min magelighed. Jeg vil sparke mig selv ud af den trygge rede. Og det vil jeg helst gøre hver eneste dag.

– Jeg tror, det er det, man skal gøre, når man bliver gammel, forklarer hun videre:

- Man skal sørge for, at ens liv ikke skrumper, men at det tværtimod udvider sig hele tiden. Og det behøver man ikke at være 80 for i øvrigt. Man kan starte ved de 40, vil jeg mene.

Susse Wold har haft travlt de seneste måneder, hvor hun har bevæget sig rundt i landet og i medierne for at følge sin nyeste bog "Bevægelse" ordentligt til dørs. At hun fyldte 80 år midt i al travlheden, er hun til gengæld ikke specielt optaget af.

– Alder er noget, andre fokuserer på. Jeg gør ikke. Det er bare tal. Nogen opfører sig som 80-årige, når de er 50, og andre, der er over 100 som Lise Nørgaard for eksempel, opfører sig, som om de er 50. Så længe jeg kan gå, stå og tænke, gider jeg ikke læne mig op ad bekymringer om alder.

Egentlig skriver hun det også, som hun synes, det skal siges, i bogen, hvor der står: "Mod er vigtigt, når man bliver gammel, og ligesom en muskel bliver vores mod styrket ved brug. Så mit råd til os gamle er: "Lev dit liv, glem din alder”.

 

LÆS OGSÅ: Susse Wold: Det kræver mod at være til stede i livet 

Broken Heart Syndrome 

I bogen fortæller hun om en række oplevelser, som på hver sin måde har været med til at bevæge hende fremad. Hun fortæller bl.a. også om sit ”knuste hjerte”, som er en beretning om, hvordan hun for tre år siden pludselig fik ondt i hjertet. Hun blev undersøgt på kryds og tværs, uden at lægerne kunne finde en årsag, indtil en MR-scanning alligevel afslørede, at hun havde det, der hedder ”Broken Heart Syndrome”, også kaldet ”knust hjerte”. 

Hun blev sendt hjem med medicin og en beroligende besked om, at hjertet bare skulle have tid til at komme sig. Og det gjorde det. Men hun selv blev ved med at være træt og have en fornemmelse af, at der var noget alvorligt galt. 

Efter nogle måneder førte det til nye undersøgelser. ”Hver gang var resultatet, at jeg var frisk som en fisk”, skriver hun. ”Men når jeg nu følte, jeg var ved at dø, MÅTTE der da være noget i vejen”. 

 

LÆS OGSÅ: ”Knust hjerte” rammer flest kvinder

Så tyk er jeg da ikke! 

Her er det så, at det lille ord ”søvnapnø” kommer ind i historien. 

Bent havde allerede for nogle år tilbage nævnt for hende, at hun havde det med at holde op med at trække vejret om natten. Og det var ham, der sagde ordet: ”søvnapnø”. 

Det lo hun af og mente, at det da kun var noget, der ramte store, fede mænd. Men så en dag, da hun midt i alt trætheden fik halsbetændelse og gik til halslæge, sagde hun henkastet på vej ud: ”Forresten, Bent siger, han tror, jeg lider af søvnapnø. Men det kan da ikke være rigtigt, vel? Så tyk er jeg da heller ikke”. 

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Svær søvnapnø

Det syntes lægen da, at de skulle få tjekket. Og allerede efter en nats søvn med et særligt søvnregistreringsudstyr lød lægens besked: svær søvnapnø. Så svær, at hun ikke burde køre bil hjem. Og hun blev straks henvist til behandling på en snorke- og apnøklinik.

– Jeg er helt sikker på, at de problemer, jeg fik med mit hjerte, har at gøre med min søvnapnø, siger hun og fortsætter forklarende:

- Søvnapnø er som gentagne kvælningsanfald under søvnen. Jeg kunne blive ”kvalt” op til 38 gange i løbet af en nat. Der er ikke en pind i vejen med mit hjerte. Men det er klart, at hvis min krop og mine organer ikke har fået ordentlig søvn i mange år, bliver de udmattede. En ubehandlet søvnapnø kan være farligt for helbredet, fordi det netop kan belaste de indre organer, ved jeg nu.

 

LÆS OGSÅ: Så meget skader søvnmangel kvinder

Tænker på de enlige, hvad med dem?! 

Da Susse Wold talte med lægen på søvnapnø-klinikken, blev hun klar over, at mange ligesom hun selv har en helt forkert opfattelse af, hvad søvnapnø er.

- Folk tror netop fejlagtigt, at lidelsen kun rammer tykke mænd. Jeg har siden mødt adskillige små, spinkle kvinder, der lider af det. Og kvinder især synes, det er så flovt. Det tænkte jeg jo også selv i starten. Snorkeklinik! 

– Men jeg tænker på dem, der er enlige, og som ikke har nogen, der ligger ved siden af og kan sige: ”Du holder altså op med at trække vejret om natten i rigtig lang tid”. Jeg tænker, at det er vigtigt, at det her bliver fortalt. Og det gode ved det er, at hvis man får det konstateret, skal man hverken have kemo eller anden medicin, som gør, at man får bivirkninger. Man får kun én virkning, og den er god, for man kommer til at sove! 

 

LÆS OGSÅ: Snorker du bare, eller lider du af søvnapnø?

Min maskine

Lige siden har Susse Wold sovet hver nat med en lille maskine, en såkaldt CPAP-maskine.
- Man ligger med en maske, ikke en iltmaske, for man får ikke ilt, forklarer hun, - men en maske, som puster luft ind i næsen, når man begynder at lukke til, så man får luft og aldrig får kvælningsanfald igen. Det er den gode historie.

 

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: Livet skal leves HVER dag

Ikke livsstilsguru

Lige det her vil hun gerne have, at folk kan ”bruge til noget”. Men ellers er hun ikke meget for, når folk spørger hende: ”Skal folk ikke kunne bruge din bog til noget?”
– Nej, overhovedet ikke, jeg er ikke livsstilsguru.  Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der virker for andre, siger hun bestemt.
- Men jeg kan bare med stor sikkerhed sige, at min egen nysgerrighed og fremdrift har givet mig langt flere oplevelser end min angst og min skepsis ville have gjort. Og hvis andre kan finde inspiration i dét, er det dejligt. Men det vigtigste for mig med min bog er, at folk ikke keder sig i den tid, de læser den. For bøger, man keder sig over, skal man bare holde op med at læse.

 
Læs mere om: