Rie Helmer: Jeg er i mine følelsers vold, når jeg laver tv...

Ulla Essendrop var forældreløs i to år og ni måneder – læs historien her på søndag.dk

”Sporløs” er virkelig en gave

– Mit arbejde med »Sporløs« er virkelig en gave. Min datter er så stor nu – snart 18 år – at hun ikke længere har det samme behov for, at jeg er der for hende i hverdagen. Hun er meget selvkørende og har jo også sin far og hans nye kone, som i øvrigt er blevet min bedste veninde. Jeg bor ikke sammen med min nye kæreste – der er far til tvillinger. Men jeg synes, det er hyggeligt at være hos ham, hvor børnene stadig er så små, at de gerne vil spille spil og lege i haven. På en måde synes jeg, at jeg er der i livet, hvor jeg får det bedste fra alle verdener, siger hun til SØNDAG.

Louise Wolff er absolut ikke til offerrollen, selvom hun har haft en hård barndom. Læs interviewet her

Elsker de store følelser

– Jeg elsker tv med store følelser. For jeg synes, at det at spejle os i andres liv gør os klogere på vores eget. Jeg indrømmer gerne, at jeg ofte sad og så programmet, mens tårerne løb ned ad kinderne på mig. Dengang som nu synes jeg, at det er et fængslende koncept – måske netop fordi det bevæger sig i krydsfeltet af så mange af de helt store følelser, siger hun til SØNDAG.

Cecilie Frøkjær: Derfor stoppede jeg i Go’ Aften Danmark! Få svaret her.

Svaret på hvorfor

– Stort set alle søger efter samme svar. Nemlig svaret på hvorfor. De vil bl.a. så gerne vide, hvorfor deres biologiske mor bortadopterede dem: Hvad var hendes bevæggrunde? Når man laver et program som »Sporløs«, får man for alvor øjnene op for, hvor meget spørgsmålet om »arv« fylder hos de fleste af os – uanset om vi er bevidste om det eller ej. Vi, der er vokset op hos vores biologiske forældre, har ikke gjort os de samme tanker omkring det. Vi ved jo, at vi har arvet vores mørke krøller fra mor og iltre temperament fra far. Ubevidst giver det en følelse af sammenhold – af at høre til.

Kan ikke holde tårerne tilbage

– Jeg er i mine følelsers vold, når jeg laver tv, jeg ved godt, at det af nogle bliver opfattet som uprofessionelt at vise følelser på tv, hvis man er vært eller journalist. Men så må det være sådan. Jeg kan i mange tilfælde slet ikke holde tårerne tilbage. Og et eller andet sted har jeg det nok også sådan: Fred med det, for man er jo først og fremmest menneske og så journalist eller vært, siger hun til SØNDAG.