Kendte kvinder

Matilde Kimer: "Hvis du får chancen, så tag den"

Det var ikke kærlighed ved første blik, da DR-korrespondent Matilde Kimer stod i Københavns Lufthavn og hilste på den fotograf, hun skulle af sted sammen med til Irak. Men billedet vendte på 24 timer.

Matilde Kimer, DR's Rusland- og Ukraine-korrespondent, husker tydeligt første gang, hun mødte Jesper, den fotograf, hun på det tidspunkt skulle af sted sammen med til Irak og altså senere er blevet gift med.
De mødte hinanden ude i Københavns Lufthavn. Og hun tænkte bare: "Hvem er det, jeg er blevet tildelt her? Sikke dog et skvat, jeg skal arbejde med!"

Det var en noget hård dom. For det viste sig, at fotografen, Jesper Schwartz, var blevet syg efter en vaccination imod gul feber, og af samme grund måtte han tilbringe det første døgn i Irak i sengen med 40 i feber.
Men som Matilde også selv fortæller videre: - 24 timer senere var alt anderledes.

Og her kan man altså roligt forstå: Helt anderledes.  

- Det er egentlig ret mirakuløst, at vi er faldet for hinanden, siger hun, - for vi er vidt forskellige. Vi er i hver sin ende af skalaen på stort set alle skalaer, lige undtaget på værdier. Vi tror på det samme. Har den samme opfattelse af ret og vrang. Men jeg er rastløs, han er rolig. Jeg er hidsig, ivrig og temperamentsfuld, han er det stik modsatte. Han er bremsen, jeg er speederen. Og med den frihed, han giver mig, ville jeg være faldet ud over kanten flere gange, hvis han ikke indimellem lige greb fat i mig.  

– Vi kan f.eks. begge to godt lide at se fodbold. Men jeg er nødt til at foretage mig noget imens. Researche på et eller andet. Læse en bog. Jesper siger: ”Kan du da for fanden ikke slappe lidt af?” Og jeg siger: ”Jamen jeg slapper af, når jeg får lov at gøre noget!” Sådan har vi haft vores diskussioner for at få defineret: Hvad er det gode liv for dig og for mig og for os?

Matilde Kimer har som DR’s Rusland- og Ukraine-korrespondent dækket området tæt siden 2009. Mange fik for alvor øjnene op for hende i 2014, hvor hun stod så intens på skærmen og berettede fra krigen i Ukraine. Hun har aldrig boet fast i Ukraine, men Moskva har hun til gengæld boet i ad to omgange som korrespondent. Hun og Jesper og de tre børn på nu 13, 9 og 6 år kom hjem til Danmark i august sidste år, og her har hun og familien base for tiden.
 
LÆS OGSÅ: Når modsætninger mødes
 

Arbejder ikke sammen mere

Hun og hendes mand har arbejdet meget sammen, men gør det ikke længere.

– Jesper er en fremragende fotograf, og rent teoretisk ville jeg elske at arbejde med ham. Men i praksis, nej. Det kan ikke nytte noget, at vi begge to er af sted på den samme farlige opgave. Det er ikke okay.

- På et tidspunkt var Jesper i Canada for at fotografere ishockey, og jeg blev sendt til Libyen og stod dér med en satellittelefon i et krigsområde og prøvede at diktere, hvordan Jesper skulle udfylde det excel-ark, der skulle vise, om det var hans mor eller min mor, der skulle hente i børnehaven og så videre. Da tænkte vi begge: Det her går ikke. Og så sagde Jesper op. Han havde lyst til at skifte DR ud med noget andet og fik et job med færre rejsedage som fotograf i kommunikationsbranchen. Han havde rejst som fotograf i 10 år, da vi mødte hinanden, og var på den måde mere mæt. Og jeg var sulten og kunne tillade mig at skrue op for min rejseaktivitet.

 

LÆS OGSÅ: Kristina var mor til fem og gift på 20. år, da hun forelskede sig

Koster på hjemmefronten

Da Matilde skrev bogen ”Krigen indeni” , der udkom i 2016, lagde hun ærligt frem, at hendes arbejdsliv har kostet på hjemmefronten, og at hun selv var ved at blive opslugt af sit arbejde på en usund måde.

– Dér i 2015, efter de voldsomme begivenheder i Ukraine i 2014, var filmen tæt på at knække. Jeg var grund-ked-af-det, fortæller hun.

- Jeg havde det sådan: Folk dør og lider og får sprængt arme og ben af, og børn efterlades forældreløse; hvordan kan jeg så tillade mig at stå og se min søn spille fodboldkamp og drikke Nescafé på sidelinjen og spise hjemmebagte kanelsnegle og smile og hygge mig? Hvordan fanden kan jeg tillade mig det?!

– Det ved jeg jo nu, at ja, det kan jeg godt tillade mig, og at det skal jeg tillade mig. Men i de perioder, hvor jeg har rejst for meget, har jeg ikke selv kunnet finde ud af at lave den afvejning. Da har min mand og den krisepsykolog, som jeg også har gået meget hos, været gode til at hjælpe mig.

 

LÆS OGSÅ: Puk Damsgård: Efter krig kommer hverdage

Dilemmaet har jeg stadig

I samme bog refererer Matilde også, hvordan hendes datter en dag stillede hende spørgsmålet: "Mor, elsker du egentlig os eller dit arbejde mest?" Om det siger hun i dag:

– Der er den store forskel, at jeg ikke rejser så meget, som jeg gjorde dengang, min datter spurgte om det. Men dilemmaet har jeg stadig. For jeg er virkelig, virkelig glad for mit arbejde. Det synes jeg også godt, man må være. Og jeg synes også godt, at mine børn må vide, at jeg synes, at mit arbejde både er sjovt og spændende og ikke mindst vigtigt, og at jeg vil have lov til at prioritere det.

– Men det er også vigtigt, at de forstår, at der aldrig er noget, der kommer over dem. Overordnet er det altid dem og familien, der er på førstepladsen. Det betyder bare ikke, at de hele tiden har mit øre. Og det synes jeg faktisk godt, at de må lære at forstå. Man behøver ikke at være førsteprioritet døgnet rundt livet igennem for at være elsket betingelsesløst. Og det ved mine unger også godt.

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Har haft kræft

Matilde skrev dengang også åbent om, at hun som 14-årig blev ramt af lymfekræft og var alvorligt syg og igennem et hårdt behandlingsforløb, inden hun som 15-årig blev erklæret rask, og hun har ikke mærket noget til sygdommen siden. 

- Det er jo så længe siden, siger hun i dag, men forklarer alligevel videre:

– Man skal ikke være nogen stor psykolog for at se, at der er en sammenhæng imellem, at jeg blev ramt af lymfekræft dengang, og at jeg nu sidder her og siger, at der er meget i mig, der har brug for at udfylde mit liv med noget meningsfuldt. Det har ligesom forankret sig dybt i mig, at man skal nå noget. Og hvis du får chancen, så tag den.

– At jeg har været syg, betyder også, at jeg altid har tænkt, at død ikke nødvendigvis er noget, man skal være bange for. Jeg ønsker ikke at dø, men jeg nægter at være bange for at dø. Og når jeg nu står i den superprivilegerede situation med en fantastisk mand, der forstår mig – de fleste dage i ugen, i hvert fald, ha, ha – og lader mig flyve, så skal jeg fandeme også gribe chancen.

Og nå ja, da Matilde og Jesper giftede sig i 2010, fik de helt ekstraordinært lov til at lade vielsen foregå dér, hvor de mødte hinanden allerførste gang, nemlig i Københavns Lufthavn. 

 

Læs mere om: