https://imgix.femina.dk/media/article/maria-lucia_0.jpg
Selvudvikling

Maria Lucia: "Jeg er nok bange for at blive misforstået"

17. december 2019
af Rikke Hast
Foto: Nellie Møberg
Sangerinde og musicalstjerne Maria Lucia Heiberg Rosenberg er mere og andet end den smukke pige, der synger fra scenen. Det er blot en side af hende, fortæller hun her, hvor vi desuden tager en snak om selvrefleksion og udvikling.

SØNDAG har mødt Maria Lucia

Maria Lucia har normalt en meget travl kalender, men lige nu er der faktisk lidt luft, fordi hun går og forbereder en travl begyndelse på det nye år, hvor hun skal spille med i musicaludgaven af Susanne Biers ”Den skaldede frisør" fra 2012. Musicalen har premiere den 5. marts i Falkoner Salen på Frederiksberg.

– Jeg spiller datteren, som skal giftes. Det er den rolle, Molly Egelind har i filmen, og det er nok ved at være sidste gang, jeg får lov at spille en ung brud. Tiden går jo, og jeg bliver ikke yngre, men jeg nyder ungpigerollerne, så længe jeg kan. Det er et skønt og dygtigt hold, der er med, så det kan kun blive godt.

Maria Lucia har haft et utal af musical-roller, siden hun i 2003 vandt sangkonkurrencen ”Popstars Showtime” på TV 2 og dermed sikrede sig en pladekontrakt. Hun har spillet med i forestillinger som ”Skønheden og Udyret”, ”Wicked”, ”West Side Story”og ”The Sound of Music”, og mange har et billede af hende som denne her smukke musical-stjerne med den store stemme. Sådan en, der ser fantastisk ud i store rober, opfører sig pænt og ikke træder ved siden af.

– Jeg tror, at mange måske godt kan tage lidt fejl af mig. Jeg er nok lidt bange for at blive misforstået. Det er næsten det værste. Jeg kan godt føle, at jeg af og til bliver sat i lidt af en bås som hende den søde og smilende, der synger fra scenen, og så må hun jo også være sådan i virkeligheden. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det blot én side af mig. Der er ingen skam i at have forskellige sider af sin personlighed og bruge dem på forskellige tidspunkter. Dem, som kender mig privat, ser alle mine sider på godt og ondt. Men jeg er nok i virkeligheden langt mere ”nede på jorden, giv mig en øl”-typen, end mange går og tror. Det er blot, fordi mit job er så krævende, at der ikke altid har været plads til mine andre sider, siger hun og fortsætter:

– Da jeg var lille, prøvede jeg at gå til ballet, men jeg endte med at spille fodbold i stedet. Jeg er stadigvæk betaget af ballet, fordi det er så smukt og så krævende. Det er ikke hvem som helst, der har anlæg for det, og jeg er meget fascineret af dansernes styrke, elegance og disciplin.

Tid til refleksion

Sidst, jeg interviewede Maria Lucia, handlede det bl.a. om disciplin. Dengang havde hun netop udgivet en bog om kost og motion sammen med sin personlige træner og veninde Frida Hallqvist. Maria Lucia havde lagt sin kost helt om og var gået i skarp træning for at være i form til en rolle, der krævede meget af hende fysisk. Og hun er en meget dedikeret kvinde. Derfor elsker hun at give sig selv en udfordring og komme i mål med den.

– Det at arbejde med mig selv på den måde var en spændende rejse, som har givet mig nogle værktøjer og redskaber, som jeg kan tage frem efter behov. Har jeg brug for lige at tabe mig lidt, ved jeg, hvad jeg skal skrue ned for, siger Maria Lucia, der selv føler, at hun lige nu er midt imellem to kapitler af sit liv.

– Jeg er der, hvor jeg er begyndt at overveje nogle reaktionsmønstre og processer. Det har måske noget med min alder at gøre, men jeg føler, det er tid til refleksion. En refleksion, som jeg godt kunne tænke mig, vil give mig et stærkere fundament og en større bevidsthed om det menneske, jeg er privat, og ikke om hende, der står på scenen og leverer.

– Når man mister en forælder i en meget ung alder, og man får et chok, så kan man ikke negligere, at chokket på en eller anden måde stadig sidder i kroppen. Der sker alt muligt inde i mig lige nu, som jeg ikke føler, der var plads til før, siger Maria Lucia, der også rent fysisk er gået i gang med at rydde op og sortere ud i sit liv.

– Jeg er i gang med at rydde op i min kælder, hvor der stadigvæk er ting fra mit barndomshjem og fra min far. Det er 10 år siden, han døde, og bare det at åbne kasserne, kigge på de ting, der er i dem, og tage stilling til dem, det er sindssygt hårdt. Men det er også nødvendigt, og jeg tror, det er en gave for mig, at jeg nu har tid, selv om jeg må indrømme, at jeg ikke altid er så god til at forvalte den. Nogle gange forsvinder tiden bare for mig, og jeg aner ikke, hvad jeg har brugt den på.

LÆS OGSÅ: Maria Lucia: "Jeg begynder at lande i mig selv igen"

En svær balance

Maria Lucia er hypersensitiv. Hun opfanger ofte straks stemningen i lokalet og kan umiddelbart mærke, hvordan mennesker i hendes nærhed har det.

– Min sensitivitet er en del af mig, som jeg må leve med, så godt jeg kan, og sætte pris på. For det er fantastisk at kunne mærke alle de her energier, der strømmer rundt, men det kan også være udmattende og tage en del af det fokus, som jeg kunne bruge andre steder. Jeg kan nok godt blive bedre til at skærme mig selv indimellem, her er jeg ikke i mål endnu. Overhovedet.

– Jeg kan godt være alt for åben, og jeg ved, at jeg er nødt til at blive endnu bedre til at finde en balance i det for at kunne holde til det. Lukker jeg for meget af, har jeg erfaret, at andre af og til finder mig indelukket og svær at komme ind på livet af. Det er en svær balance.

Maria Lucia fortæller, at noget af det, hun arbejder meget med, er at øve sig på ikke at slå sig selv i hovedet med ting, hun ikke får gjort eller gjort godt nok.

– Nogle gange dukker der bare sådan et negativt mønster op, men når der kommer de her negative tanker, er jeg dog blevet bedre til at acceptere, at de er der, og dermed passe på mig selv.

Af og til leger hun med tanken om at skulle tilbage på skolebænken. Ikke ved at tage et fuldtidsstudie på universitetet, men ved at tage kurser inden for sit fag.

– Det har jeg gjort tidligere, men jeg har i mange år ikke haft overskud til det, fordi jeg har haft for travlt. Jeg er nysgerrig efter at bruge skuespillet på en anden måde, som ikke har noget med sang at gøre. Det er fysisk hårdt, ikke kun for stemmen, at skulle synge en stribe store sange aften efter aften mange måneder i streg.

– Nogle gange får man også lyst til at kaste det hele væk og gøre noget andet. Flytte til en øde ø og læse bøger resten af livet f.eks. Nahj, jeg vil gerne blive ved med at lave musicals, men måske ikke så mange om året, som jeg har gjort i de senere år. Jeg har også lyst til, at der skal være plads til at få en familie og måske lave en plade. Men tiden og prioriteringen må være der. Vil man ændre et mønster, må man jo aktivt bryde det selv.

LÆS OGSÅ: Neel Rønholt: "Jeg har lært at hvile i mig selv"

Forhold med få skuffelser

Maria Lucia mødte kæresten Albin for første gang i forbindelse med Dansk Melodi Grand Prix i 2013, hvor hun var dommer, og han var deltager. De hilste kort på hinanden, men det var først året efter, de blev kærester. Det, at de har musikken til fælles, giver dem en stor forståelse for hinandens arbejdstider.

– Det er virkelig en gave. Det betyder nok, at der er meget lidt skuffelse i vores forhold, og det er virkelig rart, for det er hårdt nok at være i en branche, hvor der findes mange skuffelser, og hvor det går op og ned konstant. Vi skændes stort set aldrig. Albin har et meget roligt sind, og han er ikke typen, der farer op. Det kan jeg derimod godt gøre.

– Jeg tror, at jeg giver ham lidt mere ild, og han giver mig lidt mere jord. Jeg kan nogle gange godt blive irriteret over, at han er for rolig, mens han omvendt kan blive påvirket af, at der skal ske lidt for meget sammen med mig. Men det giver jo også en rummelighed i et forhold.

Selv om spørgsmålet er lidt privat, kan jeg alligevel ikke lade være med at prikke til Maria Lucia i forhold til det at få børn en dag.

– Ja, det er sjovt nok normalt at spørge ind til det der med børn, ligesom det er normalt at spørge ind til vejret. Jeg synes, det er et meget privat emne at tale om. Men vi vil gerne have børn, og de kommer, når de kommer.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du få en lækker Södahl plaid i velkomstgave

Mere Maria Lucia

  • Født 9. februar 1984.
  • Opvokset i Aarhus.
  • Vandt i 2003 sangkonkurrencen ”Popstars Showtime” på TV 2 og udgav i 2004 albummet "That's just me".
  • Har siden skabt sig en flot karriere som musicalsanger med en lang række store roller.
  • Modtog i 2006 Reumert's Talentpris for sine roller i “Beauty and the Beast” og “West side Story”. I 2011 modtog hun desuden prisen for Årets sanger for sin præstation i musicalen “Wicked”.
  • Deltog i 2013 i Vild med dans, hvor hun dannede par med Morten Kjeldgaard.
  • Til marts kan Maria Lucia opleves i musicaludgaven af ”Den skaldede frisør”.
  • Bor på Vesterbro sammen med sin kæreste, Albin.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også