Margrethe Vestager
Selvudvikling

Margrethe Vestager: Endelig indhenter jeg min alder

9. april 2018
af Britta Bjerre
foto: Bo Lynge
Margrethe Vestager er efter eget udsagn født helt uden boldøje og er virkelig dårlig til sport. Alligevel ligner hun én, der på alle måder er i storform nu, hvor hun runder de 50. EU's stærke konkurrencekommissær føler på ingen måde, at alderen tynger eller trykker. Tværtimod.

Det var da supermeget op ad bakke!

Det er sådan, hun selv siger det, Margrethe Vestager, bare ligeud af posen, ærligt og uden at forsøge at krybe udenom: Det var vitterligt presset og knap så sjovt at være Margrethe Vestager, da hun fyldte 40, som det er at være Margrethe Vestager nu, hvor hun runder de 50.

For ti år siden havde Margrethe næsten lige afløst Marianne Jelved og var blevet ny leder af Radikale Venstres folketingsgruppe. Folketingsvalget i 2007 havde givet partiet katastrofalt lave stemmetal. Der var uro. Der var kritik. I pressen kunne hun i løbet af 2008 flere gange se sig selv omtalt som en fiasko som partileder. Det var med andre ord noget op ad bakke, eller som hun altså selv formulerer det: "Det var da supermeget op ad bakke!"

EU's stærkeste kvinde

Nu fylder hun 50 og er bare sej. Hun har fået nærmest rockstjernestatus, siden hun trådte til som en særdeles handlekraftig EU-konkurrencekommissær, der uden at ryste på hånden uddeler sagsanlæg og bødesmæk i milliardklassen til industrimastodonter og tech-giganter. ”Googles værste mareridt”, ”Kvinden, Silicon Valley frygter”, ”EU’s stærkeste kvinde” er hun blevet kaldt.

Men den lære, hun tog med sig fra modvinden dengang, husker hun faktisk også sig selv på i dag i medvindstider, siger hun.

– Det er selvfølgelig dejligt, når tingene lykkes. Men jeg kan ikke lade mit liv afhænge af dét. Jeg glæder mig over, at det går godt. Men jeg tænker ikke, at det må og skal blive ved. Livet ændrer sig. Jeg forsøger det samme i dag, som jeg gjorde for 10 år siden: at være med til at skabe nogle rammer, der giver folk mulighed for at træffe deres egne valg, leve deres egne liv og forfølge deres egne drømme. Det havde jeg ikke så meget succes med for 10 år siden. Det har jeg mere succes med nu. Men mit liv var altså også godt dengang.

LÆS OGSÅ: Frisør Gun-Britt: Jeg længes på ingen måde...

Altid den yngste

At fylde 50 synes hun kun "er virkelig dejligt". For som hun siger:

- Endelig indhenter jeg min alder! Nærmest indtil nu har jeg altid været for ung til det, jeg har lavet. Jeg var 25, da jeg blev landsformand for partiet. Jeg var 30, da jeg blev minister. Altid den yngste. Men nu, hvor jeg bliver 50, er der andre omkring mig, der laver nogenlunde det samme som mig, som også er omkring 50, og det kan jeg rigtigt godt lide. Men det er også anderledes at blive 50 i dag, end det var for bare 20 år siden, tænker jeg. Vi har langt flere arbejdsår tilbage som 50-årige i dag. På den måde er 50 blevet meget mere midt i livet.

Passer på sig selv

For 10 år siden sagde hun i et interview her i SØNDAG om politikerlivet: ”Det liv, vi lever, sætter sig rigtigt hårdt, hvis ikke man passer på sig selv.”

– Og jeg vil sige præcis det samme i dag, indskyder hun, - jeg har også forsøgt at leve efter mine egne ord og har passet på mig selv. Dels ved at sørge for at have et rum sammen med min familie og vores venner, som er privat og vores eget. Dels ved at prioritere at være i nogenlunde form. Jeg bliver dårligere til mit arbejde, hvis jeg er i dårlig form. Jeg står tidligt op hver anden dag og løber en tur. Dog ikke de morgener, hvor jeg skal møde klokken 7. Jeg gider altså ikke stå op klokken 5 for at nå at løbe.

Nu skal man så ikke forledes til at tro, at konkurrencekommissæren ligefrem er et sportsmenneske. For det er hun ikke, pointerer hun selv:

– Jeg er født helt uden boldøje og er virkelig dårlig til sport. Men det er svært at være dårlig til at løbe.

LÆS OGSÅ: Anne Laxholm: Jeg går ikke op i tal, heller ikke min alder

SÅ købte hun løbesko!

At hun overhovedet kom i gang med at løbe, var en erkendelse af, ”at så længe man er ung, går alting nok. Men når man er knap så ung, er man nok nødt til at gøre lidt mere”. Og helt bogstaveligt kom den erkendelse til hende en aften, hvor hun skulle ud til middag med sin mand…

- Jeg har nok været omkring de 30 dengang. Og da vi så går forbi spejlet i entréen på vej ud, stopper vi lige op, og jeg siger til vores spejlbillede: ”Det ser da egentlig meget pænt ud.” Hvorefter min mand siger: ”Ja, men det bliver ikke ved!” Næste dag gik jeg ud og købte løbesko! Min mand påstår ganske vist hårdnakket, at historien ikke hænger helt sådan sammen. Men det gør den altså!

LÆS OGSÅ: 9 sunde ting, du kan gøre i stedet for at løbe

Se dårligt tv

At holde sig skarp i hovedet og rolig i kroppen gør Margrethe ikke ved at dyrke yoga eller meditation eller andet i den boldgade. Hendes metode er en anden, mere jordnær.

– Jeg er god til at lægge arbejdet fra mig og gøre ting, som alle andre gør: købe ind, forsøge at huske det hele, glemme noget, være nødt til at gå tilbage, lave aftensmad, se lidt dårligt tv og så måske vende tilbage til lidt arbejde, der skal forberedes til næste dag. Det er vigtigere for mig end at gå til yoga, eller hvad man ellers kunne finde på. Det får mig til at føle mig groundet at være del af et almindeligt hverdagsliv.

LÆS OGSÅ: Medvind for de modne

Perfekt, det går ikke

At Margrethe Vestager kommer til at fremstå som et forbillede for yngre generationer af kvinder, måske endda også for ældre generationer, slår hun selv hen.

– Jeg har egentligt altid været imod det der forbillede-noget. Det er der ikke nogen af os, der kan holde til. Så skal der være syet og presset og perfekt over det hele. Det går ikke. Alle har jo et eller andet, ikke? Jeg vil hellere, at vi taler om, at vi kan tjene til inspiration for hinanden. Inspiration til, at vi gør det med vores liv, vi selv gerne vil.

Det lille CV:

• Født 13. april 1968. Er storesøster, har tre søskende, som er 8, 10 og 15 år yngre end hende.

• Gift med adjunkt Thomas Jensen siden 1994. Mor til døtrene Maria på 22, Rebecca på 19 og Ella på 15.

• 1993: Færdiguddannet som cand.polit. Bliver samme år landsformand for Radikale Venstre, og partiets yngste landsformand nogensinde.

• 1998: Undervisnings- og kirkeminister, den yngste kvindelige minister nogensinde og siden den første minister til at blive mor i embedsperioden.

• 2007: Formand for Radikale Venstres folketingsgruppe.

• 2011: Økonomi- og indenrigsminister i Helle Thorning-Schmidts regering.

• 2014: 3. november tiltræder som EU's konkurrencekommissær.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også