Lykke Friis: "Jeg vidste, at nu var det tid til at udleve en gammel drøm"

Lykkeland. Sådan kalder hun det selv, Lykke Friis. Stedet, hvor hun har sit sommerhus og sin base, når hun får nok af Frederiksberg og storbyen.

På kortet hedder det Udsholt Strand med postadresse 3230 Græsted. Det er altså her, en supereuropæer holder af at holde til, når hun holder fri og indimellem også arbejder imens. I et hvidt sommerhus i typisk 70’er-stil, hvor hun er kommet sommer efter sommer, siden hun var fem år, og hendes forældre erhvervede huset.

Det var også her, hun flyttede op og var under coronanedlukningen. De, der så hende blive interviewet i tv eller hørte hende i radioen undervejs, så og hørte hende herfra. Ofte fra det lille ekstraværelse, som de har gjort til tv-rum, hvor Peter, hendes mand, hurtigt kan rigge stativ og udstyr til, så der snildt kan sendes direkte via mobiltelefonen.

Det var noget, de lærte af tiden i Tyskland. Altid at være klar til at gå direkte på.

Udleve en drøm

Da Lykke Friis i august for to år siden forlod Københavns Universitet og jobbet som prorektor for at flytte til Tyskland, kom det som noget af en overraskelse. Men Lykke selv vidste, at tiden var inde til at udleve en gammel drøm.

– Jeg tænkte: "Det er nu, jeg har muligheden. Min kontrakt med Københavns Universitet udløber. Nu trykker vi på pauseknappen og realiserer en drøm. Og så ser vi, hvordan det er!" For det var vitterligt en gammel drøm for mig at prøve at arbejde som journalist. Oprindeligt troede jeg, at jeg skulle være journalist. Men så tog det ene det andet: Jeg kom på universitetet, blev opslugt af studiet, Berlinmuren faldt. Og journalist blev jeg så ikke.

LÆS OGSÅ: Heidi Frederikke Sigdal: Livet er begyndt at gå mere op for mig

– Da jeg gik fra Københavns Universitet dér for to år siden, var der mange, der kiggede skeptisk og sagde: ”Uha, hvad skal du så?!” Underforstået: Hvordan kunne jeg bare sådan smide et godt job overbord? Der måtte være noget galt. Var jeg blevet uvenner med rektor? Havde jeg fået stress? Den slags automatreaktioner mødte jeg. Omvendt oplever jeg også, når jeg kigger mig rundt, at der er flere og flere, der tager de skift og pauser og siger: ”Jeg skal simpelthen finde ud af, hvad jeg vil.” Det er også vigtigt. At der er den mulighed. For vi kommer alle sammen til at skulle arbejde længere.

For Lykke og hendes mand var det som at gå fra én yderlighed til en anden, da de vendte hjem igen efter et år i Tyskland. Et begivenhedsrigt og selvvalgt meget travlt år, hvor det handlede om, som hun siger, ”at nå så meget som overhovedet muligt”. De kom tilbage i november. I december tiltrådte hun sit nye job som direktør for Tænketanken Europa. Og i marts ramte så coronaen.

– Jeg var stadig ny i mit job. Jeg var i fuld sving. Og pludselig stoppede alting. Og så sad vi her. Den første uge sad jeg bare og kiggede ned i min kalender. Alt forsvandt jo. Det hele blev sat på standby. Kontrasten var virkelig exceptionel.

Allerede da de tog af sted til Tyskland, vidste de begge, at det skulle være for en kortere periode og ikke for evigt, uden de dog havde sat en slutdato på, fortæller hun.

– Og så blev det et meget intenst år. Vi levede meget intenst. Vi ville meget og nåede meget. I over et år piskede vi rundt, stort set fra hotel til hotel, fra én opgave til den næste og fra ét sted til det næste. På den måde var det også rart pludselig at sidde her på matriklen og glo ud i luften.

- Årsagen var skidt, men timingen var ikke helt dårlig. Vi havde løbet hornene af os, om jeg så må sige. Og da stikket pludselig blev trukket, åbnede der sig en mulighed for refleksion og for at gennemleve nogle af de ting, vi havde oplevet, frem for bare at drøne videre derudad.

Nærheden gik tabt

Men hvad tager hun med sig videre fra coronatiden?

– Ud af den her krise kommer der en erkendelse af, tror jeg, hvor vigtigt det er med mødet og nærheden mennesker imellem, og at det er dét, vi skal prioritere. Det gælder i hvert fald hos mig. Vi oplevede det allerede, da vi boede i Berlin. Jeg følte pludselig, at jeg var lidt for langt væk fra venner og familie.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue: Jeg kan rejse mig op igen, hvis jeg vælter

- Vi boede jo ligesom ”i udlandet”. Det var, som om noget af nærheden gik tabt. Vi var kommet for meget på distancen af dem, vi holder af. Det var faktisk også en af årsagerne til, at vi tog hjem, som vi gjorde.

Lykke og hendes mand, Peter Warming, har kendt hinanden siden 1994, hvor hun blev ansat som barselvikar i Erhvervsministeriet, hvor han var kontorchef på det tidspunkt, og parret giftede sig i 1997.

– Jeg tænkte tit på under coronakrisen, siger hun, - hvor vi sad der i sommerhuset, bare os to, uge efter uge, hvor heldigt det er, at man er lykkeligt gift og er sammen med den person, man allerhelst vil være sammen med. Det finder man jo virkelig ud af i sådan en situation. Tænk, hvis man havde kigget på hinanden og pludselig opdagede, at man ikke orkede synet af den mand – eller den dame – endnu en dag.