Lis Sørensen fortæller om baggrunden for sit nye album Bedre Tider
Selvudvikling

Lis Sørensen: Modstand får en vilje frem i mig

13. marts 2017
af Britta Bjerre
foto: Nellie Møberg
Lis Sørensen er lidt af et særsyn. Hun er 61, snart 62, og har netop udgivet sit 16. soloalbum. I en branche, der satser på ungdom og udskiftning, har hun formået at fortsætte, holde fast i et publikum og stå ved sig selv hele vejen igennem. Ret sejt.

Der er noget powerkvinde over Lis Sørensen.

Ikke sådan en powerkvinde, som er sendt op på en piedestal af andre eller af sig selv for den sags skyld. Men en powerkvinde af kød og blod, som lægger nakken tilbage og ler smittende, mens hun fortæller om at kunne kaste sin firhjulstrækker ind til kantstenen hvor som helst, for så dreven en chauffør bliver man, når man er så meget på landevejene, som hun er med sine ca. 100 koncerter om året.

Det virker ærligt talt også ret powerfuldt, når hun taler om at passe på sig selv med bl.a. vitaminer og mineraler og tennis, og hun så tilføjer stadigt leende:

– Til gengæld kan jeg så også holde til at give den fuld spade med noget rødvin en gang imellem.

Lis Sørensen om Bedre Tider

Lis Sørensen er 61 år, bliver 62 til maj, og har netop udgivet et nyt album, sit 16. soloalbum.
Albummet har fået titlen "Bedre Tider". Og det er der en grund til.

Under arbejdet med albummet skete der noget i hendes og hendes mands liv, der fik projektet til at ændre kurs. Nogle sange duede pludselig ikke og måtte væk. I andre sange fik ordene pludselig en anden betydning, selv om der stod præcis det samme som før. Og titlen, "Bedre tider" , kom pludselig til at ramme noget andet og rumme noget mere.

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen: Sådan blev mine største hits til

Diagnosen

Det noget, der skete og slog ned i deres liv, var, at Lis’ mand, musiker Jan Sivertsen, fik konstateret Parkinsons sygdom. Diagnosen fik de for et år siden.

Sygdommen og det, der gik forud med symptomer og uvished, fortalte Jan Sivertsen selv om direkte i et program på Radio24syv. Så var ”historien” ligesom ude og fortalt, som den bedst kunne fortælles.

Fik en vilje frem

– Det har lettet hele situationen for os begge, siger hun, - at Jan var så heldig selv at få lov at formulere, hvad han ville sige om det. Og dér lader jeg den også stoppe. Men selvfølgelig bærer mine sange præg af, hvad jeg selv og min familie har været igennem de seneste år.

– Vi er jo sådan nogle, som altid bare har kørt derudad. Og lige pludselig var det ikke sådan længere. Det sætter alting i perspektiv. Men det får også en vilje frem i mennesker, når de møder den slags modstand. Det fik i hvert fald en vilje frem i mig om, at det her var han bestemt ikke alene om.

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen er ikke misundelig på ungdommen

Komme videre

– Sangene er blevet til i de år, hvor alting ikke lige har formet sig, som vi troede, det ville, forklarer hun videre, - men jeg kunne også mærke, hvilket kæmpe løft jeg fik, hver gang jeg beskæftigede mig med musik.

– Og nu, hvor Jan er medicineret og er tilbage på banen og er med ude at spille, bliver sangene en måde at fortælle om en livssituation, som mange andre mennesker også kender. For hvis man får lov at leve længe nok, møder man jo muren på et eller andet tidspunkt. Spørgsmålet er bare, hvordan man kommer over den mur og videre.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet: Alderen giver mig en ballast

Konfronteret med min alder

Hun sukker en anelse, når talen falder på alder. Ikke fordi hun flygter fra den. Men som hun tørt konstaterer:

– Jeg er blevet konfronteret med min alder, siden jeg var i slutningen af 30’erne. I virkeligheden meget mere dengang end nu.
- Jeg blev helt forundret, da jeg var tæt på de 40, og jeg for alvor mærkede den dér holdning: ”Nu er du nok ved at nærme dig en endestation. Hvornår laver du så din jazzplade?”. Men hallo, jeg var og er et helt andet sted musikalsk. Jeg kan ikke synge jazz. Det er sindssygt svært at synge jazz. Det er en stilart, jeg aldrig nogensinde har beskæftiget mig med.

Det kom bag på mig

– Det kom virkelig bag på mig. Og da måtte jeg lige have nogle samtaler både med mig selv og mine kolleger for at høre: Hvad f… sker der egentlig lige nu i denne her alder, som vi har, og med det, vi elsker, og det, vi gør?!
– I dag er jeg på en eller anden måde forbi alt det dér, der kørte af sted dengang. Det er ligesom ikke på tapetet længere. Jeg har måske også svaret nok på, hvor længe jeg har tænkt mig at blive ved.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også