æLaura Drasbæk: Jeg har nemt ved at blive forelsket
Selvudvikling

Laura Drasbæk: Jeg har haft nemt ved at blive forelsket

14. april 2020
af Britta Bjerre
foto: Nellie Møberg
Da skuespiller Laura Drasbæk og filminstruktør Lasse Spang Olsen gik fra hinanden for snart to år siden, var Laura allerede så småt i gang med en kiggen indad. Hun har haft en mand i sit liv altid, lige siden hun blev voksen. Men efter bruddet indså hun, at hun var mæt. Virkelig, virkelig mæt af at være nogens kæreste.

Laura Drasbæk kan for tiden opleves i krimiserien ”Sommerdahl” på TV2 Charlie. Her hedder hun Marianne og er chefkriminaltekniker og gift med seriens hovedperson, politiefterforsker Dan Sommerdahl. Eller det vil sige, ret hurtigt står det klart, at Marianne vil skilles.

For Marianne bliver ægteskabskrisen startskuddet til en selverkendelsesproces og en kiggen indad, hvor hun opdager, at hun er mæt af det liv og de valg, hun har taget indtil nu. Og den proces kender Laura særdeles godt fra sig selv.

Da hun og kæresten, filminstruktør Lasse Spang Olsen, gik fra hinanden for snart to år siden, var hun så småt i gang med både en selverkendelse og en kiggen indad. Og bruddet gjorde bare den proces, hun havde sat i gang, endnu vigtigere.

– Jeg har haft en mand i mit liv altid, siden jeg blev voksen. Jeg har haft nemt ved at blive forelsket og betaget. Og jævnfør det at opdage, at man er blevet mæt af noget, som Marianne gør det i tv-serien, tror jeg, at det var det, der skete for mig, da Lasse og jeg gik fra hinanden. Jeg var bare virkelig, virkelig mæt af at være nogens kæreste. Og jeg er stadig helt mæt, fortæller den 46-årige skuespiller.

– Selvfølgelig skal jeg nok møde en dejlig mand igen på et tidspunkt. Men lige nu har jeg en dyb fred med det, der er sket. Og det, der er. Det er simpelt hen så lykkeligt.

– Jeg skal ikke nå noget mere. Før i tiden har jeg altid haft lidt travlt med, at vi også skulle blive en familie, og vi skulle også dit, og vi skulle også dat. Nu bor vi, mig og mine børn. Og der er ingen, der blander sig. Min yngste søn og jeg kan have weekender, hvor vi bare er her, ham og mig, og hygger og laver ingenting. Og når drengene er hos deres far, går jeg rundt i nattøj og spiser rugbrødsmadder og lader dagen komme, som den vil. Det kunne jeg sikkert også gøre med en kæreste. Men der er noget befriende over, at jeg ikke skal tage hensyn til nogen, og især at jeg ikke skal stille mig an for nogen.

Det har jeg lært om kærlighed

Men hvad har livet - indtil videre - lært hende om kærlighed?

– Hvad den romantiske kærlighed angår, har livet lært mig, at kærligheden har kostet mere, end jeg har villet give før i tiden. Måske fordi jeg i min ungdom så mine forældre være i en situation, hvor min ellers på mange måder fantastiske far fyldte urimeligt meget og var meget urimelig. Jeg sagde flere gange til min mor, at jeg syntes, hun skulle gå fra ham. Det gjorde hun til sidst, men gik så også tilbage til ham igen.

– Dengang havde jeg ét syn på det, men i dag har jeg nok en anden forståelse for den kærlighed, der gjorde, at hun blev. Man skal faktisk heller ikke kloge sig på andres forhold, synes jeg. Men det er klart, det har farvet min måde at håndtere mit eget kærlighedsliv på.

– Jeg tog det med mig videre som et: ”Jeg skal aldrig blive for enhver pris!” Hvilket jeg så også har udlevet nogle gange i mit liv. Men måske har livet alligevel lært mig, nu hvor jeg har gennemlevet min egen historie så ofte, at jeg er ved at være klar til at slippe den historie.

– Det er det, der er så interessant ved at blive ældre: Man begynder at forstå sine mønstre. Og med forståelsen kommer evnen til at slippe dem. Jeg tror og håber på, at næste gang jeg finder en smuk mand at leve mit liv med – altså smuk indeni, men også gerne udenpå, ha ha – vil jeg være meget mere tålmodig og måske mindre selvoptaget.

Ibens far var alkoholiker: Som barn havde jeg altid ondt i maven

Far drak

Laura er vokset op på Nørrebro i København ved Søerne. Hendes mor var speciallærer, hendes far derimod ”fandt aldrig rigtig sin plads i livet”, som hun siger.

– Min far var en meget begavet mand, spændende, skæg og vild. Han var skribent i nogle år, men fandt aldrig ud af, hvad han skulle, og var arbejdsløs meget af tiden. Hans historie er ret sørgelig. Da jeg blev teenager, begyndte han at drikke for meget.

- Min reaktion var en blanding af medlidenhed og sorg over hans situation. Men også vrede over, at han ikke tog sig sammen og tillod at lade sine mange talenter gå til spilde. Den vrede har fyldt meget og har også klart været en drivkraft i hele mit virke. Jeg ligner ham. Og det har skabt en angst i mig for at søsætte projekter, som ikke bliver til noget f.eks., for det så jeg ham gøre mange gange.

Døden var en lettelse

Lauras far døde for 14 år siden. Vreden nåede hun ikke at forsone sig med, men alligevel siger hun:

– Min fars død var en stor lettelse for mig. Han var så kompliceret og dominerende, og det var så trist, at han var endt der, hvor han var endt, at det var en fred, da han fik fred. Jeg ved, at min mor ikke føler det på helt samme måde. Men også hun fandt fred, da han døde, og en fred, hun har holdt fast i, så vi nu husker alt det gode, han stod for. For han var virkelig en fantastisk far, men det var måske også det, at der fandtes en skyggeside til det, jeg var så vred over.

Forfatter Katrine Engberg: Ordene var min fars gave til mig

Jeg troede, jeg var dum

Lauras vej ind i skuespillerfaget begyndte, da hendes mor faldt over en avisannonce om en casting til filmen ”Lad isbjørnene danse”. 14 år gammel, året var 1989, stod Laura med sin første rolle. Og var solgt.

– For mig kom det til at betyde, at jeg tænkte: ”Skole dur jeg ikke til, men skuespil, det kan jeg åbenbart finde ud af.” Jeg lavede to film efter ”Lad isbjørnene danse” og tog så ud at rejse. Og da jeg kom hjem igen, fik jeg rollen som Vic i ”Pusher”, som jeg blev nomineret til både en Bodil- og en Robert-pris for. Derfor blev skuespillet ”det nemme valg” for mig, hvilket er ret absurd, for det er det jo virkelig ikke.

Sofie Linde: Det er også vigtigt, man ryster posen

Det skøre ved branchen

– Det skøre ved denne her branche, som jeg i år har 30-års jubilæum i, er, at jeg har været lige så meget arbejdsløs, som jeg har haft arbejde, eller faktisk har jeg været mere arbejdsløs. Jeg har flere gange sagt nej tak til at lave forsideinterviews, når bladene ringede, fordi jeg tænkte: ”Jeg er arbejdsløs. Jeg har været arbejdsløs længe. Hvad skulle jeg sige?”

– Jeg har skam masser at sige. Jeg har aldrig været flov over at have været uden jobs, og jeg har ikke lyst til at glamourisere branchen. Jeg er blevet rådet til ikke at tale om det svære, til at tage smukkere tøj på, når jeg gik til premiere, skabe en virkelighed, der ikke var sand, men det har jeg altid været imod. Så hellere takke nej til et interview.

Hun fortsætter:

– Jeg er med i en teatergruppe, der hedder Felt, hvor vi er syv skuespillere, der er gået sammen om at arbejde med en form for improviseret teater. Dér har jeg selvfølgelig spillet forestillinger. Og ja, så indtaler jeg lydbøger. For nylig vandt jeg faktisk en Mofibo-award i kategorien ”Roman” for min indlæsning af ”Hjerteblink”. Det er dejligt arbejde. Men som skuespiller, med ageren, har det ikke været nemt. Det er da en sorg ikke at få lov at bruge sine kræfter og sine talenter. Og sådan har situationen været i nærmest alle de år, jeg har været skuespiller. Jeg har aldrig haft en fuldstændig booket kalender.

– Nu er jeg til gengæld landet dér, hvor jeg prøver at give mig hen til det. Jeg har altid hadet forsmåethed, hadet misundelse. Det er følelser, jeg virkelig har arbejdet for at holde mig fri af, selv om de godt kan ligge og kradse lidt. Men nej, jeg vil ikke den vej.

Læs også