Kendte kvinder

Lærke Winther: "I et parforhold har alle vel de bedste intentioner, men …"

Som hovedrolleindehaver i den nye danske dramaserie "Mellem Os" er Lærke Winther med til at illustrere det moderne parforholds små og store udfordringer. I en verden, hvor alle gør, hvad de kan, men mange alligevel bliver skilt, er Lærke bevidst om at bevare gnisten i sit eget ægteskab, som endnu kun har to år på bagen.

SØNDAG har mødt Lærke Winther

Netop nu er 44-årige Lærke aktuel i den norsk-danske dramaserie "Mellem Os", som kører på TV 2 hver mandag. Serien fokuserer på det klassiske parforhold med udgangspunkt i et norsk og et dansk par, som begge bor og lever i København, hvor størstedelen af serien også foregår.

–  Den handler først og fremmest om voksenlivet, men også om venskaber, fristelser, udfordringer og generelt om det drama, der er i hverdagen. Og det, synes jeg, er rigeligt. Krimier og thrillere er meget populære, men der er i virkeligheden masser af drama at tage af i vores liv og hverdag.

– I et parforhold har alle vel de bedste intentioner, men alligevel sniger der sig ofte nogle små ting ind, som skaber det her hverdagsdrama. Små fortielser og misforståelser, ting, man måske i virkeligheden gør for at glæde den anden, men som ender med at skabe afstand. Det sker hele tiden.

Kan genkende sig selv

Seriens to kvindelige hovedkarakterer kender hinanden fra deres fælles studietid, de er bedste veninder og driver desuden en virksomhed sammen. Lærke spiller den danske kvindelige hovedrolle, nemlig 41-årige Nanna, som danner par med den 10 år yngre Kasper, spillet af skuespiller og musiker Johannes Nymark. Lærke beskriver selv sin karakter som både kontrollerende, dominerende og også lidt manipulerende.

– Nanna er meget direkte og kan godt være lidt fandenivoldsk. Det fede ved "Mellem Os" er, at alle karaktererne er meget nuancerede og alsidige. Der er ikke nogen, der kun har én streng at spille på, for selv om Nanna har lidt skarpe kanter, kan hun samtidig godt være omsorgsfuld, generøs og kærlig. Sådan er det jo med os mennesker. Men altså Nanna kan godt være lidt heftig og primært prioritere sine egne behov og samtidig have svært ved helt at se sin partner og hans behov.

Da Lærke først læste om Nanna, måtte hun erkende, at hun godt kunne genkende flere af Nannas sider hos en yngre version af sig selv.

– Hun er jo ligesom mig, inden jeg havde fået kigget lidt på mig selv, haha. Jeg har nok også haft tendens til at være lidt dominerende, men det er jo ikke noget, man er med vilje, ligesom det heller ikke er noget, Nanna er med vilje. Der er en forhistorie, nogle drømme, nogle længsler, nogle indre problemstillinger, der gør, at man handler, som man gør. Sådan er det jo med alle mennesker.

– I og med at jeg selv er blevet bevidst om, at jeg godt kunne finde på at være sådan engang, har det været ekstra interessant at arbejde med Nanna. Man skal jo altid forsvare sin karakter, men lige med Nanna har jeg nok haft særlig nemt ved at forstå hende og se hende lidt oppefra.

Det er dog ikke kun behovet for kontrol, Lærke genkender hos Nanna, men også mange af de generelle tanker og følelser omkring det at være i et parforhold.

– Jeg synes, det er nemmere at skulle leve sig ind i parforhold og de glæder, udfordringer og problemer, der er forbundet med det, fremfor at spille morder eller kriminalassistent. Og nu har jeg efterhånden også en del erfaring med parforhold.

 

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Jeg har altid været optaget af sprækker i en karakter"

Sammen hver for sig

Lærke har tidligere været gift med fotografen Mikkel Bo Winther, som hun har datteren Billie med. De var sammen i 10 år og gift i et enkelt, inden de blev skilt i 2011. Lærke har tidligere fortalt, hvordan skilsmissen var lykkelig og gnidningsfri, og hvordan hun i dag har et rigtig godt forhold til sin eksmand og hans nye kone. 

For nylig kunne Lærke fejre to års bryllupsdag med sin mand, scenografen Thomas Ravn. De blev viet i august 2017 under et stort, gammelt egetræ på en kornmark i Nordsjælland.

– Da jeg skulle gå over marken mod træet og Thomas og bryllupsselskabet, grinede jeg hele vejen. Det kom bag på mig selv, men jeg var så glad, at det boblede over. Det var faktisk helt fantastisk. Ja, faktisk. Altså det er jo altid meningen, at bryllupper skal være fuldstændig fantastiske, men det var det faktisk også. Virkelig. Vi var omgivet af vores venner og familie, og vi blev viet af Master Fatman, som var en af min mands bedste venner. Vi havde en vidunderlig fest med masser af taler og dans, vi lukkede selv festen klokken fire og så de sidste gløder på bålet dø ud. Det kunne ikke have været finere eller smukkere.

Deres første bryllupsdag tilbragte de under det, Lærke nu omtaler som Træet, altså deres træ, hvor de delte en flaske champagne, og de besøger fortsat ofte deres træ sammen, når de hver anden uge opholder sig på deres gård i Nordsjælland. De resterende uger bor Thomas og Lærke mere eller mindre hver for sig, dog kun med fem minutter imellem sig på Vesterbro i København.

– Vi har begge børn hveranden uge, men det betyder også, at vi hveranden uge har friheden til at flytte på landet. Så hver anden uge bor vi sammen, hver anden uge ses vi måske kun nogle dage, og resten af tiden er der bare noget lækkert ved at nå at savne hinanden. Jeg er et menneske, som har brug for lidt alenetid og for lige at trække vejret, så jeg synes, det er en luksus. På den måde har jeg også mere at give Thomas, når vi ses igen.

Lærkes datter er 14 år, mens Thomas er far til en datter på 16 og to voksne sønner. Heldigvis har de to jævnaldrende piger fra start klikket og haft et rigtig tæt forhold, fortæller Lærke.

– Vi har boet sammen på et tidspunkt, men så var der noget praktisk bøvl, som gjorde, at vi flyttede fra hinanden. Vi skal helt sikkert bo sammen igen, men det er ikke noget, vi har sat en dato på.

 

LÆS OGSÅ: Lærke Winther skal giftes med Thomas Ravn: "Det var kærlighed ved første blik. Eller i hvert fald efter et par timer"

Slip kontrollen

Ud over rollen som Nanna i "Mellem Os" har Lærke haft travlt med to komediefilm: "Mødregruppen" og "Jagtsæson", hvor hun spiller en af hovedrollerne.

– Der var gået noget tid, hvor jeg slet ikke havde spillet komedie, og jeg kunne mærke, at jeg savnede det. Det falder mig let, og jeg har altid gerne villet have den frihed, jeg oplever i komedien, med ind i dramaet, hvor jeg nogle gange synes, at jeg skal arbejde hårdere for det, end jeg skal i komedien. Andre har det omvendt.

– Det er noget med timing i komedien. Enten har man den, eller også har man den ikke, og den kan være svær at lære. Men jeg synes, jeg er nået et sted hen, hvor jeg også oplever en større frihed i dramaet, og det nyder jeg.

For Lærke har den frihed betydet, at hun aldrig har nydt sit arbejde så meget, som hun gør nu.

– Jeg har haft et ønske om at blive bedre til at slippe kontrollen. Det betyder, at der er opstået en masse fokus og frihed i mit arbejdsliv til at gøre det, som arbejdet egentlig handler om, som er at være nærværende over for dem, jeg spiller sammen med, men også om at læne sig bagover og ind i fantasien.

–  Mit behov for kontrol handler om, at jeg føler et stort ansvar over for mange ting. Jeg har været hende, som lynhurtigt kom med input og organiserede alting, hvis ingen andre gjorde det, og pludselig havde jeg taget kontrol over en situation. Det er hverken rart for andre eller for en selv. Men hun understreger, at hun slet ikke er færdig med at arbejde med den der kontrol. 

– Når jeg går forbi en væltet cykel, har jeg helt instinktivt et behov for at rejse den op. Det er et meget banalt eksempel på, at man ikke kan have kontrol over eller ansvar for alting, for altså … man kan jo ikke rejse alle væltede cykler op, når man bor i København.

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Større øjne som yngre

En af de ting, Lærke også har kastet sin tid og energi efter, er som sagt komediefilmen "Jagtsæson", som kører i biograferne nu. Den fokuserer på kvinder midt i livet som Lærke selv.

– Min karakter snuser lidt til en midtvejskrise. Hun bliver konfronteret med ungdom, friskhed og en spontanitet, som hun ikke selv på samme måde rummer mere. Hun tror så, at græsset er grønnere på den anden side, og synes pludselig, at hendes eget liv er frygtelig kedeligt.

Da Lærke selv fyldte 40 for fire år siden, var hun fuld af optimisme. Hun har gode gener og ser godt ud for sin alder, så hvor galt kunne det være?

– Nu skal jeg ikke være hellig, men jeg håber virkelig, at jeg vil tage det pænt at blive ældre. Jeg synes, at kvinder er smukke i alle aldre, og jeg er så træt af at kigge på totalt ommøblerede kvinder. Men jeg synes da allerede, det er superirriterende, at huden over mine øjne er begyndt at falde ned på øjenlågene, og hvis det bliver meget værre, kunne jeg ærlig talt godt finde på at få det løftet.

– En dag sad min datter og jeg og så en film, som jeg har lavet for 12 år siden, og så bemærkede Billie, at mine øjne var store dengang. Det forstod jeg ikke, for mine øjne er da de samme som altid. Men de bliver jo mindre med alderen, og det var ikke rigtigt gået op for mig, at jeg var nået dertil, hvor man kan se det på mig.

Så Lærke tænker da over, at næste gang hun fylder rundt, bliver hun 50.

– Så er ungdommen altså definitivt bag mig, haha. Men jeg anser mig alt i alt som et meget heldigt og privilegeret menneske. Mine ambitioner handler om at finde større frihed i mit arbejde og mit privatliv, at dyrke den frihed og se, hvor den kan tage mig hen.

Om Lærke Winther:

  • Født 23. september 1975.
  • Uddannet skuespiller på The Arts Educational School i London.
  • Har blandt andet medvirket i tv-serierne ”Dicte”, ”Den som dræber” samt en lang række film, senest ”Mødregruppen” og ”Jagtsæson”.
  • Mor til Billie på 14 år, som hun har med fotografen Mikkel Bo Winther.
  • Gift med Thomas Ravn siden 2017. 

Læs mere om: