Kendte kvinder

Julie Agnete Vang: "Jeg er en kæmpe tryghedsnarkoman"

Kan man sige nej til George Clooney? Julie Agnete Vang kunne. Til gengæld har hun sagt så meget ja til en masse andet. Et væld af ­roller. Manden, hun troede var for sød. Og ­livet simpelthen. Lige nu kan du se den 35-årige skuespiller i DR’s stærke dramaserie ”Når støvet har lagt sig”.

Julie Agnete Vang har måske nok stadig det såkaldt store folkelige gennembrud til gode. Ikke desto mindre har hun haft masser at lave, lige siden hun blev færdig fra Statens Teaterskole for snart 12 år siden. Den ene rolle har taget den anden. Store roller. Mindre roller. Det er langtfra alle i hendes branche, der er så heldige.

Det er hende selv, der påpeger det sidste. Og hun siger ”held” og ”at være heldig” rigtig mange gange i løbet af den tid, vi laver det her interview. For det er sådan, hun ser på sig selv. At hun har været heldig. Er heldig. Og hun skønner på det, kan man mærke.

Hun kom ind på teaterskolen som 18-årig i første hug. Til sin egen store overraskelse. Faktisk læste hun først brevet fra skolen, som om der stod: ”Det er os en glæde at meddele, at du ikke er kommet ind.”

Det siger noget om hendes selvopfattelse. Men også om, at folk omkring hende heller ikke rigtig troede på projektet og havde haft travlt med at advare hende imod at have for store forhåbninger. Skuespilleren Asger Reher, som hun læste hos, sagde ligeud, at hun var alt for ung endnu til at have en chance.

Men ind kom hun altså. Og her er hun. Mange roller senere. Hver søndag i primetime.

Ikke en terrorserie

Hun hedder Camilla i ”Når støvet har lagt sig” og er en sød skolelærer, der er gift med blikkenslageren Morten og mor til to børn, en lille datter og en teenagesøn. Det er sønnens tiltagende stofmisbrug, der er udfordringen i denne ellers så varme og velfungerende lille familie, hvor Camilla og hendes mand ser vidt forskelligt på, hvordan de bedst hjælper deres søn. I de øvrige familier, vi også følger i dramaserien før, under og efter et terrorangreb, er det andre problemer i hverdagen, der skal tackles, indtil hverdagen med ét pludselig ændrer sig for dem alle.

– Jeg synes jo ikke, at det er en terrorserie, siger hun næsten som det første, da vi har sat os, – men en serie, der handler om mennesker, der lever deres liv, og hvordan vi reagerer, når katastrofen udefra indtræffer. Det kunne lige så godt have været en tsunami eller klimakrisen, der gik amok. Terror har bare været det valg, man har truffet her. Og det handler ikke om alle mulige ideologier og religioner. Seriens allerstærkeste kerne er netop det der: Hvad sker der med mennesker, når en katastrofe rammer og skubber deres normale liv ud af kurs?

– Det er en hård serie. Og der har været nogle vanvittigt hårde scener. Jeg har faktisk haft rigtig svært ved at lægge den fra mig, må jeg indrømme. Men det har uden sammenligning været min bedste opgave på en tv-produktion nogen sinde. Det var, som om alt gik op i en højere enhed på den produktion. Og så er det jo, at man sidder her og bare ønsker, at det kan ses, og at det kan mærkes derude i stuerne foran tv-skærmene om søndagen.

Og nej. Hun har ikke selv siddet og set med hver søndag fra kl. 20.

– Men min mor gør. Og som regel ringer hun bagefter.

Hun ler og forklarer videre:

LÆS OGSÅ: Eva Jørgensen efter alvorlig sygdom: "Nu vil jeg blive en rask, gammel kone"

– Jeg synes stadig, det er svært at se på sig selv. Jeg er glad for, at mit store idol, Bodil Jørgensen, også kan have det sådan nogle gange. Så tænker jeg: ”Nå, okay, hvis Bodil også ...” Nu har jeg så efterhånden fået set de fleste afsnit alligevel, og jeg synes faktisk, at det er blevet rigtig okay. Det er jeg simpelthen så glad for, for vi har virkelig lagt hjerte i det alle sammen.

– Der er også noget af det, jeg ikke har set og heller ikke skal se. Jeg ved, at der er nogle ting, jeg ikke vil kunne holde ud. Men jeg er også meget følsom. Jeg er ikke god til gysere og voldsomme krimier, medmindre jeg kan se dem i dagslys. Den slags skal jeg ikke se, når det er mørkt. Så drømmer jeg helt vildt om det om natten. Det går slet ikke.

Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her

Tryghed og frihed

Julie er vokset op i den lille by Esrum i Nordsjælland som den yngste i en søskendeflok på tre. Hendes far var stadsgartner, hendes mor var lægesekretær på deltid, men hjemmegående meget af tiden.

– Jeg er vokset op med en kæmpestor tryghed og med lige så meget frihed på samme tid. Jeg har haft meget nærvær derhjemme. Jeg kunne hænge klistermærker op, hvor jeg ville. Jeg kunne spille musik, hvor og hvornår jeg ville. Jeg kunne cykle en tur og være væk i flere timer, uden at der blev spurgt efter, hvor jeg havde været. Og så alligevel var det en meget beskyttet tilværelse, hvor jeg ikke blev eksponeret for, hvor farlig verden også kan være.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen om sin alder: "Jeg kan ikke sidde og flæbe over, at tiden går"

Tvangsmodning

Men da hun alligevel ret uventet slap igennem nåleøjet til Statens Teaterskole som 18-årig, var chokket også stort, da hun stod der.

– Asger Reher sagde det jo: ”Du er simpelt hen så ung. Du kommer først ind om nogle år. Du skal modnes.” Og selv om han ikke fik ret, havde han ret. Jeg var ung. Og det var jeg også af sind. Alt for ung af sind. Og som jeg før har sagt, men gentager, fordi det var sådan, det var: Jeg blev decideret tvangsmodnet i den periode, jeg gik på teaterskolen.

– Jeg fik nogle knubs. Men det var kun godt. Ellers havde det været endnu hårdere at komme ud og møde den barske verden. Jeg kan huske min debut på Det Kongelige Teater, lige efter jeg var blevet færdig på skolen. Det var en hovedrolle. Meget stolt var jeg. Og så fik vi bare de værste anmeldelser. Det var sgu lidt hårdt. Da skulle jeg lige lære den der verden at kende, der hedder: ”Vi elsker dig ikke nødvendigvis!”

– Igen: Jeg er meget følsom. Jeg er ikke et benhårdt karrieremenneske. Jeg ejer ikke den dér vindermentalitet, der siger: Jeg skal frem. Koste, hvad det vil. Det er måske dårligt, at jeg ikke har det. Men omvendt er det måske det, der gør, at jeg alligevel kan klare faget. Jeg ryger ikke helt ned i kulkælderen, hvis ikke folk er vilde med det, vi laver. Jeg bliver ramt. Men jeg har set kolleger, det har bidt hårdere på. Lad mig sige det sådan.

– Jeg har tit fået på puklen for af mine nærmeste kollegavenner, at jeg går lidt for let til tingene. Jeg har ikke været sådan en, der har skullet bruge krudt i pauserne på at sidde og koncentrere mig om den rolle, jeg skulle ind og spille om lidt. Jeg har gået rundt og sagt vittigheder og hygget og spist kage. Jeg havde en let tilgang til det, men jeg havde også let ved det.

Men der skete noget, da hun blev mor, mener hun.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Julie i korte træk

• Født 1. maj 1984. Har en storesøster og en storebror. Ingen af dem er gået skuespillervejen.
• Uddannet fra Statens Teaterskole i 2008.
• Medvirket i film som ”Kollektivet”, ”Mødregruppen” og senest Anders Refns ”De forbandede år”.
• Tv-serier bl.a.: ”Borgen”, ”Forbrydelsen ll”, ”Livvagt­erne” og nu ”Når støvet har lagt sig”.

– Pludselig er der kommet andre dybder. Det er en lomme at gå på arbejde for mig. Når jeg går derhen, slipper jeg alle rudekuverterne eller de udfordringer, der kan være i privatlivet. Men jeg kan godt mærke nu, efter jeg er blevet mor, at jeg skal arbejde lidt hårdere for at fokusere og slippe de tanker, der måtte være om mit liv med mand og børn, hvad enten det så er glæder eller bekymringer. Der er kommet nogle flere lag med, og det tror jeg, giver mine bud som spiller lidt mere fylde.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: "Følelser skal man ikke være bange for. Jeg er det i hvert fald ikke"

Rodehoved og distræt

Julie har sin 4-årige datter Eva My sammen med Thomas Voss, der også er skuespiller. De to blev kærester for seks år siden, ”og da jeg fandt min mand, fik jeg også to børn”, som hun formulerer dét, at Thomas havde to børn i forvejen, som hun har taget imod, ”som om de var mine egne”.

– Jeg elsker at være sammen med børn. Det falder mig meget naturligt. Da jeg var yngre, var min yndlingsbeskæftigelse at passe mine kusiner og fætre. Jeg vidste også tidligt, at jeg skulle have børn engang.

– Men jeg må også sige: Hvis jeg kan være mor, kan alle være mor. Jeg er et rodehoved, og jeg er distræt. Begge dele meget. Jeg leder altid efter et eller andet. Nøgler, pung.

Hun og Thomas mødte hinanden for år tilbage i forbindelse med noget arbejde på teaterskolen.

– Jeg kendte ham lidt i forvejen, som man gør i en lille verden. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han var en flot fyr, men slet ikke min type. Han var alt for sød.

– Da jeg mødte ham igen nogle år senere, tænkte jeg det samme. Men da syntes han så, at jeg var sød, og var lidt ihærdig og kunne ikke rigtig hægtes af. Vi mødtes nogle gange, og det endte med, at vi nærmest byttede roller, og pludselig var det mig, der ikke kunne hægtes af. I virkeligheden gik der meget kort tid, inden lynet slog ned i os begge.

– Og en af grundene til, at jeg pludselig ikke længere kunne ”hægtes af” Thomas, var, at han er verdens bedste lytter og nok det mest tålmodige menneske, jeg kender. Og tænk engang, at jeg er så heldig at være gift med en mand, der giver mig fodmassage hver dag. Og det er ikke engang lyv.

 

Surprisebryllup

Gift blev de i 2017. På rådhuset og som en surprise for selv de nærmeste.

– Det var en impulsiv indskydelse. Både Thomas og jeg er ret impulsive. Det var den eneste tid, vi kunne få i den uge. Vi slog til. Vi inviterede bare vores nærmeste. Mor, far, søskende. Jeg havde sagt, at jeg skulle have overrakt et legat. Først da vi stod foran Frederiksberg Rådhus og havde fået samling på tropperne, sagde Thomas: ”Vi skal faktisk ikke ind og have et legat. Vi skal ind og vies.” Først blev der forvirring. Og så tudede alle. Og selv om det er en relativ uromantisk affære på et rådhus, var alt, som det skulle være. Og bagefter tog jeg videre, for jeg skulle være vært på Reumert-showet, og Thomas gik ud og købte bleer.

Hun ler igen. Sådan glad og boblende.

– Vi holder en kærlighedsfest til maj. Den fest, vi ikke fik holdt dengang. Det er ikke nogen bryllupsfest, for vi er jo gift. Det er så dejligt at kalde det for en kærlighedsfest, for så fejrer vi alles kærlighed den aften.

For resten inden vi glemmer det her til sidst: Der var noget med ham George Clooney. Som Julie sagde nej til.

Egentlig er hun vist lidt træt af, at den amerikanske skuespiller skal hives frem i et interview. Igen. Det var jo bare en række reklamefilm for en norsk bank, hun indspillede sammen med Clooney tidligere i karrieren. Men vi spørger alligevel. Og hun svarer. Fordi hun er høflig.

– Min mor har opdraget mig ret Emma Gad’sk, bemærker hun.

Og ja, i forbindelse med den serie reklamefilm spurgte George Clooney hende faktisk, om hun ikke ville komme til L.A., for han syntes, hun havde potentiale som skuespiller til det.

– Jeg sagde pænt nej. Jeg har ikke det drive og heller ikke nerverne til at skulle kæmpe for at blive en stor international stjerne. Jeg ville hellere hjem igen til Frederiksberg. Jeg synes faktisk også, det er svært at være væk hjemmefra.

– For tiden er jeg i gang med at indspille en norsk tv-serie, hvor jeg har en semistor rolle. Det har jeg kun sagt ja til, fordi jeg kan få min familie med derop noget af tiden. Jeg kan simpelt hen ikke undvære dem. Jeg er en kæmpe tryghedsnarkoman. Det er også derfor, jeg ikke ville kunne bo i L.A. halve eller hele år ad gangen, som mange af mine dygtige kolleger gør.

– Men lad os se. Hvis man som en moden kvinde, når éns børn er blevet teenagere og alligevel ikke gider snakke med én, får chancen for at slå igennem, kan det være, det er en anden snak. Lige nu har jeg det godt, hvor jeg er. Jeg elsker bare at være hjemme hos dem, jeg elsker.