Ghita Nørby der sidder i sin smukke sommerhave
Selvudvikling

Ghita Nørby: Jeg spilder ikke tiden på at fortryde

3. september 2018
af Britta Bjerre
foto: Kennet Havgaard
Ghita Nørby er 83, men hun tog alle strabadser i stiv arm, da hun tidligere på året var i Uganda for WWF for at støtte kampen for de truede bjerggorillaer. Den populære skuespillerinde spilder nemlig ikke tiden. Heller ikke på at fortryde. - Jeg har gjort mange dumme ting. Men jeg fortryder dem ikke. Hvorfor skulle man sidde og fortryde et eller andet dumt, man har gjort for 20 eller 30 år siden? Det ER jo tidsspilde, siger hun.

For et stykke tid siden fik Ghita Nørby en opringning. Det var fra Verdensnaturfonden, som hun har været ambassadør for i 20 år.

De ville høre hende, om hun kunne tænke sig at komme med til Uganda for at se de truede bjerggorillaer, som WWF kæmper for at redde. Hun havde jo været afsted før, for 20 år siden, sammen med tv-manden Poul Thomsen.

Og sådan her fortæller Ghita Nørby selv videre:

- Jeg var nødt til at sige: ”Kom ud til mig. Vi kan sagtens lyve i en telefon eller over iPad'en. Men kom ud, så I kan se, hvor gammel jeg er, og hvad jeg kan og ikke kan. Hvis I så siger: ”Ghita, det er for strabadsiøst at sende dig til Uganda”, er det helt fint. Det er lettere med rene linjer fra begyndelsen. Jeg ville ikke have, at de gik rundt dernede og tænkte: ”Den gamle kone, hvorfor har hun sagt ja til det her?” Men de syntes, at alt var udmærket. Og så blev jeg vaccineret. Og afsted kom vi.

Læs også, fhv. tv-vært Lotte Thor: Det kræver ikke overskud at være venlig

Ghita Nørby midt i en gorillaflok

Det BLEV en stabadsiøs tur ned til Uganda og op i bjergene i Bwindi, som er det ene af de kun to steder i verden, hvor bjerggorillaerne stadig lever. Men det blev også en oplevelse, hun aldrig glemmer, siger hun.

- De trackere, vi fulgte, havde fuldkommen styr på det. Men pludselig hører vi disse enorme prutter fra alle retninger rundt omkring os. Gorillaerne er vegetarer, og det kan høres. Nu viser det sig, at vi er landet INDE MIDT I en gorillaflok. Hele vejen rundt om os sidder hungorillaer uforstyrret og spiser blade. Små gorillaunger løber rundt og leger og tumler. En gorillahun vil pludselig have nogle blade netop derhenne, og så stryger hendes flotte krop lige forbi dig, så du fornemmer den. Det er betagende. Det er så betagende, at jeg aldrig glemmer det.

Du er befriet, simpelthen

Hun er tit blevet spurgt, om hun ikke var bange i den situation.

- Men nej, jeg var ikke bange, siger hun, - ikke ét eneste sekund. Jeg tror, det skyldes, at det er en så ejendommelig oplevelse i ens menneskeliv, at det, der hedder angst og alle de andre følelser, der holder os væk fra at opleve, er væk. Du er befriet simpelthen. Du sidder bare dér og prøver at holde fast i lianerne og oplever det, der foregår rundt om dig, intenst, uden filter – og ja, helt uden angst.

- Men tænk, disse smukke, kloge dyr er vi ved at udrydde, hvis ikke vi passer på. Det glædelige er, at da jeg var der for 20 år siden, var bestanden på omkring 400 gorillaer. Nu menes der at være godt 1000, vist nok 1004. Så ja, der er håb. Og det er jo takket været det arbejde, som organisationer som netop Verdensnaturfonden gør. Og når man oplever den slags, bliver man ydmyg. Jeg gør. Og taknemmelig for at blive spurgt om at bidrage med det, de nu synes, jeg kan bidrage med.

LÆS OGSÅ: Vi er de nye gamle

Svært ved at forstå min alder

Selv om Ghita har trappet ned på sine udfoldelser på de skrå brædder som teaterskuespiller, er hun stadig i fuld gang med foredrag og oplæsninger og skal også medvirke i en ny spillefilm, som optagelserne snart går i gang til. For hun er stadig nysgerrig på livet og glad for livet, siger hun.

- Jeg har fabelagtigt svært ved at forstå min egen alder. Ind imellem er der mennesker i min omgangskreds, som prøver at hjælpe mig med det ene og det andet, og de siger tit: ”Ghita, det kan ikke nytte noget, at du ikke ser på din dåbsattest. Du bliver nødt til at konfrontere dig med det”. Men det har jeg altså enormt svært ved.

- Det er ikke fordi, jeg er bange for døden. Den angst har jeg ikke. Men jeg vil bare gerne deltage i livet lidt eller længe endnu.

- Jeg spilder heller ikke min tid med at fortryde. Jeg har gjort mange dumme ting. Men jeg fortryder dem ikke. Hvorfor skulle man sidde her i sit skønne hjem og fortryde et eller andet dumt, man har gjort for 20 eller 30 år siden? Det ER jo tidsspilde. Så hellere gå en tur i skoven eller gå i seng, for den sags skyld, eller læse en bog eller tage telefonen og ringe til nogen.

LÆS OGSÅ: Tre kvinder fra hvert sit årti: Det har livet lært os

Sex betyder ikke det samme

Hvad er blevet vigtigere for hende med alderen?

- Livet i sig selv er vigtigt. Glæden er vigtig. Men der er også mange ting, man har overstået. Sex f.eks. betyder ikke det samme, når du er 80, som da du var 20. Det er heller ikke noget, jeg savner. Kærlighed kan jo være så meget. Det kan også være et nænsomt strøg over kinden. Det behøver ikke at være de dér mærkelige bevægelser, man gjorde, da man var yngre. Sådan ændrer ens behov sig.

En sorg at være alene

Hun siger det også meget ærligt og ligeud, at det er svært, at hun efter fire ægteskaber er alene nu.

- For mig er det en sorg at være alene i en høj alder. Det må jeg ærligt sige. Jeg ville gerne have et menneske, jeg kunne leve mit liv færdigt med. Men mit liv har nu engang formet sig sådan, at jeg er blevet skilt i en høj alder, så derfor er jeg alene i en høj alder.

- Jeg siger ikke, at jeg er et ensomt menneske. Jeg har en dejlig familie, jeg har masser af gode venner. Men jeg er alene på den måde, at jeg ikke har nogen at komme hjem til eller nogen at gå fra. Og det er en sorg. Men igen: Jeg fortryder ikke. Sådan er livet. Og i øvrigt, hvem ved, hvornår man kan vækkes livet ud...?

- Det er jo ikke sådan, at jeg har bestemt, at nu vil jeg overhovedet ikke mere kysse et menneske. Jeg siger bare, at jeg er alene, og jeg har ikke truffet den person, eller han har ikke truffet mig, som jeg pludselig svinger overens på dén måde. Det mener jeg også har noget med alder at gøre. Da jeg var ung, kunne jeg blive forelsket hele tiden. Det kan jeg ikke i dag...

Se i filmen her, hvordan det så ud, da Ghita Nørby var ude at besøge bjerggorillaerne med WWF:

Fakta: Fremgang for gorillaerne

* Bjerggorillaerne findes kun to steder i verden. Den største bestand finder man i Virunga, som ligger i grænseområdet mellem DRCongo, Uganda og Rwanda. Bestanden blev sidst opgjort i 2010, hvor man fandt 480 bjerggorillaer. Men i den nye optælling har man fundet 604.

* Den anden bestand lever i Bwindi, Uganda, som Ghita Nørby har besøgt. Her har man tidligere tidligere anslået, at der findes 400 gorillaer. Man er netop i gang med at tælle Bwindi-gorillaerne på ny. En optælling, som ventes at kunne offentliggøres ved udgangen af 2019.

* Indtil videre skønnes det, at der findes i alt 1.004 bjerggorillaer på verdensplan. Dermed er bjerggorillaerne den eneste af de store menneskeaber, som er i fremgang.

* Generalsekretær i WWF Bo Øksnebjerg: - Det er ikke sket af sig selv. Det har krævet en stor, langvarig indsats for at beskytte de sidste bjerggorillaer og deres levesteder. Men det viser, hvad vi er i stand til at udrette, når NGO'er, regeringer og lokalsamfund arbejder sammen.

* Ghita Nørby er sammen med Bo Øksnebjerg i Aalborg 7. september for at fortælle om sine oplevelser og kampen for de truede bjerggorillaer.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også