Kendte kvinder

Eva Ravnbøl: Jeg har været rørt, og jeg har tudet

Det kom også bag på hende selv, at hun pludselig stod og rapporterede hjem til Danmark om noget, der var hovedhistorien i hele Europa, for ikke at sige i hele verden. TV2-korrespondent Eva Ravnbøl kigger tilbage på en turbulent periode i Italien med skræmmende smittetryk og dødstal.

Eva Ravnbøl har som TV 2-korrespondent dækket mange voldsomme begivenheder. Men aldrig noget som coronakrisen.

Dag efter dag foråret igennem så de danske seere hende stå og rapportere roligt og sagligt fra Italien om smittetryk og dødstal, der blev mere og mere uhyggelige. Men bag roen lå også en anden virkelighed. Og det fortæller hun om her. For som hun siger:

– Jeg har ikke haft lyst. Jeg har nærmest heller ikke haft tid. Men jeg har simpelthen ikke haft lyst til at være ”coronainteressant”. Det er det alt for alvorligt til, det, som det her land er igennem. Det har været en vild tid. Det har været de store følelsers tid. Og nu, først nu, giver det måske mere mening for mig selv at samle lidt op.

Undskyld, Eva

Det, der ender med at blive nogle helt usædvanlige måneder, begynder "sådan for alvor”, som hun siger, tidligt den 7. marts, hvor hun befinder sig på en venindes landsted i Umbrien.

– På det tidspunkt var coronabølgen skyllet ind over landet. Jeg havde været på arbejde nonstop fra 21. februar, som var den dag, Italien rapporterede om den første coronapatient. I mellemtiden var corona også blevet konstateret i Danmark, og dermed flyttede fokus sig naturligt nok.

- Jeg ringede til TV 2 og sagde: ”Jeg tager på landet i to dage. For jeg skal puste ud og have lidt luftforandring”. Om morgenen den 7. marts, ved sekstiden, bliver jeg alligevel vækket af en fra udlandsredaktionen, som siger: ”Undskyld, Eva, vi ved godt, du har fri. Men vi kører breaking på, at hele Lombardiet bliver lukket ned nu”. Da vidste jeg, hvad klokken var slået.

– Jeg pakkede bare min kuffert og skyndte mig ned i den nærmeste landsby, hvor jeg vidste, at der var internetdækning, og hev mit sendeudstyr op af bagagerummet, og så lavede jeg min ”live” til TV 2 derfra, og herefter hastede jeg hjem til Rom. Og da rullede lavinen.

Dybt chokerede

For få dage senere lukkede hele Italien ned. Det samme gjorde Danmark. 

– Vi var alle sammen dybt chokerede. Indtil da var der ingen, der havde haft den fjerneste anelse om, at det her var noget, der var så alvorligt, at alle 60 millioner italienere skulle lukkes inde af udgangsforbud.

- Coronaen ramte Italien, uden at nogen var forberedt på det. Ingen havde regnet ud, at man kunne bringe smitten ind uden selv at vide, at man var syg. Det var det, der gjorde, at italienerne blev taget på sengen.

Værre og værre 

Det kom også bag på hende selv, at hun pludselig stod og rapporterede hjem til Danmark om noget, der var hovedhistorien i hele Europa, for ikke at sige i hele verden.

– Ved andre voldsomme historier, jeg har dækket arbejdsmæssigt, et jordskælv, et skibsforlis, en bro, der er styrtet sammen, er katastrofen sket, når jeg kommer ud, og jeg skal fortælle om, hvordan redningsarbejdet bliver håndteret og forhåbentlig skrider fremad. Men her blev det bare ved. Jeg har før sammenlignet det med et jordskælv i slowmotion. Det blev simpelthen bare ved og ved og blev bare værre og værre. Hver morgen vågnede man op til noget nyt, der var helt, helt ufatteligt, fortæller hun.

Hun har aldrig før dækket en historie, hvor hun selv er så meget en del af historien som denne her, pointerer hun.

LÆS OGSÅ: Lykke Friis: Jeg vidste, nu var det tid til at udleve en gammel drøm

- Aldrig. I perioder føltes det helt surrealistisk, at jeg både skulle samle mig selv op efter de chok på chok, man fik, hver gang man hørte nyt, og kort efter stille og roligt skulle stå og fortælle om det. Det var noget af en balancegang at have den dobbeltrolle. At være tv-korrespondent, men også at have sit liv her og være mor til to ganske vist store børn på 24 og 21 år, men som jeg selvfølgelig også gjorde mig bekymringer om.

– Omvendt holdt det mig i gang, at jeg skulle alt det, jeg skulle for mit arbejde. Jeg fik altså ikke spillet meget Trivial Pursuit med mine børn, som jeg hørte om fra andre. Men jeg følte også, at jeg gjorde mig nyttig. 

- Samtidig har det også været en kæmpe fordel netop i denne særlige situation, at jeg bor og er så godt plantet i det land, jeg er korrespondent i. Jeg skulle tit fortælle om, hvordan det her land reagerede på en så stor katastrofe. Det kan man egentlig kun, hvis man kender landet godt. Og det gør man, når man har boet her i over 30 år.

Har grædt 

Tænkte hun mon undervejs. "Hvordan ender alt det her?"

– Om jeg tænkte det? Hør her, det har jeg tænkt mange gange. Jeg har også grædt. Jeg har i det hele taget grædt meget. 

– Jeg har været rørt, når vi har stået og sunget fra balkonerne. Jeg har tudet, når jeg har set reportager med sygeplejersker og læger, der kæmpede så bravt nærmest i døgndrift. Jeg har været bevæget, når vi har haft tv-koncerter a la "Fællessang", som I har haft i Danmark.

Om hun har været for dramatisk, eller om hun har været for underspillet, når hun har stået dér på en ellers mennesketom gade foran sin ejendom i Rom og rapporteret hjem til os danskere om lig, der blev kørt ud af Bergamo i kolonner af militærvogne i ly af mørket, og hvad hun ellers har berettet om af frygteligheder? Hun ved det ikke.

Men hun håber, hun har holdt balancen, siger hun.

– Jeg kan stadigvæk huske, hvilket gadehjørne jeg stod på, da jeg sagde i et tv-indslag: ”Det her gælder liv og død”. Bagefter tænkte jeg, om det mon var for store ord. Men det var jo fandme rigtigt!

Hun mener i øvrigt, at de egentlig ikke særligt patriotiske italienere ”er blevet mere italienere” af det, de har været igennem, og igennem det fællesskab, der har rejst sig i landet på tværs af de meget forskellige regioner.

– De tragedier, der udspillede sig i Bergamo og i de andre hårdest ramte områder, rørte virkelig resten af Italien på en måde, som ikke lå ligefor. Jeg er også selv blevet en lille smule mere italiener. Selv om jeg selvfølgelig aldrig bliver andet end dansker. Men jeg er blevet lidt mere italiener, for nu kan jeg næsten stå og føle det samme, når jeg står og synger den italienske nationalsang, som når jeg synger den danske. Altså næsten.

Læs mere om: