Eva Jørgensen
Selvudvikling

Eva Jørgensen efter alvorlig sygdom: "Nu vil jeg blive en gammel rask kone"

3. marts 2020
af Britta Bjerre britta.bjerre@soendag.dk
Foto: Nellie Møberg
"Jeg har været derude, hvor det ikke var en selvfølge, at jeg overlevede. Det ligger dybt i mig i dag." Sådan siger Eva Jørgensen, den 56-årige journalist og tidligere tv-vært, der har skrevet en bog om at blive ramt af en tabubelagt lidelse, men også om at leve videre med en stor taknemmelighed.
Hvor begynder man, når man har stået dér på kanten af døden og godt ved, at man har al mulig grund til at være taknemmelig for at være her stadigvæk? Hvordan tager man fat, når man har rystet rystelserne lidt af sig og vågner op indeni og fyldes af et enormt mod på at blive gammel? Hvad gør man så lige?
Eva Jørgensen gentager sit eget spørgsmål: ”Hvad gør man så lige?” Hun løfter blikket imens. Fanger én med det. Lader ligesom selvransagelsen få en chance, før hun leverer facit. Sit facit. Dér, hvor hun tog fat. – Man kan i hvert fald begynde at tage vare på sig selv. Det er sådan et gammeldags udtryk, jeg elsker. At tage vare på sig selv, siger hun så. Og derfra, fra det gammeldags udtryk, som Eva altså elsker, går der en lige linje direkte ind i hendes bog ”Bevar mig vel”, som udkom for nylig. I den fortæller hun om halvandet år af sit liv, der kom til at handle om overlevelse og siden langsom genoptræning. Halvandet år, der tog deres begyndelse en februardag for tre år siden, da hun blev indlagt med stærke mavesmerter, der viste sig at være en perforeret tyktarm, og var ved at dø, da en blodforgiftning stødte til. Hun måtte akut kolostomiopereres og lå ”mere eller mindre bevidstløs i otte-ti dage”, som hun selv siger det. – De dage har jeg fuldstændig måttet rekonstruere ud fra sygejournalen. Jeg var ikke selv klar over, hvor langt ude jeg var. Jeg husker nogle opvågninger undervejs, hvor enten min mor var kommet over fra Jylland og sad der med sine kamme i sit hvide hår, eller også sad min nabo og gode veninde ved siden af mig. – Det var samme veninde, der meget, meget blidt fortalte mig, hvor tæt jeg havde været på at være væk. Det var sådan, nøk for nøk, at det gik op for mig. Og jeg reagerede med at græde og græde og græde. Jeg tømte øjnene ned i sygeplejerskernes kitler. Jeg kunne slet ikke forlige mig med, at jeg havde været ved at dø og ikke kunne huske det! LÆS OGSÅ: Eva Jørgensen: "Sorgen vil altid være der, men jeg er blevet gladere"

Livgivende havbad

Evas hår er knap nok blevet tørt endnu. Den dampende varme te i kruset gør godt, siger hun. For Eva er vinterbader og har lige nået en tur i vandet inden interviewet. Vinterbader var hun også før alt det, vi sidder og taler om her, skete, men som hun forklarer nu: – Ud over al den støtte, jeg har fået fra familie og venner, har Helgoland Badeanstalt været stærkt medvirkende til, at jeg har genvundet min mentale og også fysiske sundhed. Det er blandt andet derfor, jeg kalder min bog ”Bevar mig vel”. Fordi: Bevar mig vel for en historie, jeg har været igennem, og fordi Helgoland har været med til at gøre mig vel igen og bevare mig vel nu. – Det er lige før, jeg kan kalde Helgoland for mit andet hjem. Jeg er derude næsten hver dag. Det kan være tidligt, det kan være sent, det kan være i frokostpausen. Når som helst kan man se mig drøne ud til de kolde gys og de mange badevenner og badeveninder, jeg har fået efterhånden. – Det er så livgivende at komme derud. Der er sådan en urkraft i det. Også dét at gå der uden tøj på blandt andre, der ligesom en selv heller ikke er perfekte. ”And so what!” tænker man. Og den følelse – af at uperfekt er helt okay – skal man bare sørge for at holde fast i og tage med sig videre, når man går ud derfra. Eva var igennem en lang årrække en afholdt vært på TV-Avisen. Med hende ved roret derinde virkede seriøsiteten sikret. I 2006 mistede hun så sin mand, DR-korrespondent Steffen Knudsen, der døde af den aggressive sklerosesygdom ALS og efterlod hende alene med parrets da kun 10 måneder gamle søn. Fire år senere, ved fyringsrunden i DR i 2010, tog hun imod en frivillig aftrædelsesordning. Dermed sagde hun farvel til skærmen efter at have lavet tv i næsten 25 år. Siden har hun arbejdet som freelancejournalist, forfatter og foredragsholder og har især haft fokus på forholdene for patienter og pårørende i sundhedssystemet. Det er heller ikke tilfældigt, at hun lægger vægt på, at det er hendes ”mentale sundhed”, der har haft godt af vinterbadningen. – Når man ryger ud i alvorlig fysisk sygdom, er det min erfaring, at det også går ud over ens psykiske helbred. Det er bare ikke noget, vi taler så meget om, forklarer hun. – Jeg havde mange tunge tanker, og de kom som regel om natten. Jeg havde nætter, hvor jeg flere gange lå og hev i den røde snor efter hjælp. Men den hjælp, jeg havde brug for, var at tale med et menneske og blive afledt fra mine tanker. Det viste natsygeplejerskerne uden undtagelse også stor forståelse for. De var simpelthen så søde, når de kom og stod lidt ved min seng og holdt mig hånden og spurgte ind til ting, de vidste, jeg var glad for. – En sen aften kom en overlæge og spurgte til mig. Jeg begyndte lidt nervøst at rable fysiske udfordringer af mig, indtil han pænt afbrød mig og sagde: ”Det ved jeg fra journalen, Eva. Men hvordan går det med dig?” Det var den læge, der sagde ordet ”angst”, da jeg fortalte ham om nætterne, der var svære, og dagene, der også kunne være det. ”Du har noget angst, og det er ikke underligt, for du har været ved at miste livet, og det får man angst af,” sagde han. Jeg var ham så taknemmelig. Pludselig havde mine følelser et ord at klynge sig til frem for at være navnløse. Hans ord var jo systemets accept af, at det skulle der også tages hånd om. Han skrev det sågar ind i min journal, så andre også kunne læse, at det var det, jeg døjede med.

Credit til Gud

Fysisk var hun på et tidspunkt ligefrem i tvivl om, om hun nogensinde kom op at gå og stå igen. Og undervejs i sit rehabiliteringsforløb gik det op for hende, at hun også var nødt til at få sin tro på banen. Hun mærkede et behov for at gå mere i kirke. I bogen skriver hun: ”Genoptræning er vigtig, men det er Guds ord også i kampen for at komme på fode. Det kan i hvert fald ikke skade, tænker jeg.” Og i dag siger hun derom: – Jeg ser min tro som et væsentligt ben i kampen for at komme tilbage til livet. Når det så allersortest ud, og jeg ikke kunne overskue noget som helst, tænkte jeg: ”Nu kan jeg ikke mere, nu må du tage over, kære Gud.” Og det gjorde han! Fik tingene til at ske, så jeg kunne komme videre. Det vil jeg meget gerne give Vorherre credit for! Her, tre år efter at hun blev indlagt med mavesmerter og endte med at vågne op og have fået anlagt en kolostomi, er hun i mellemtiden blevet genopereret og er blevet ”lagt tilbage”, som det hedder i lægejargon, og fungerer igen uden kolostomipose. – Jeg lærte at leve med den pose. Også at bade med den. Det er bare en anden form for normalitet, som tusinder af mennesker lever og lever fint med. Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre. For alternativet var jo, at man døde. LÆS OGSÅ: Britt Bendixen: "Det skulle have været min beslutning"

De sidste tabuer

Mens hun skrev på bogen, følte hun alligevel, siger hun, ”at jeg sad og skrev om tabuer”. – For hvis der er noget, der er tabuiseret i vores samfund, så er det noget, der har at gøre med afføring. Og det havde min sygdom alt at gøre med. Tabuerne stod i kø og ramte mig bagfra i nakken undervejs. For eksempel når min pose hoppede af, og jeg lå i min seng badet i afføring. Jeg reagerede fuldstændig hysterisk i stedet for at tage det, for hvad det var. Og det var jo mine egne tabuer. Der var ingen tabuer omkring det på hospitalerne eller i døgnrehabiliteringen. Tabuerne var inden i mig selv. Det har også været medvirkende til, at jeg gerne ville ud med denne bog og gøre opmærksom på: Hør lige, det behøver altså ikke at være et tabu, det her! Eva er kommet videre uden fysiske mén og kan gøre ”stort set, hvad jeg vil”, som hun siger. – Jeg kan ikke spendere en million. For jeg har ikke en million. Men pyt med det. Jeg kan bevæge mig, som jeg vil. Jeg kan spise, hvad jeg vil. Jeg er i live. Dét er det vigtigste. – Jeg har været derude, hvor det ikke var en selvfølge, at jeg overlevede. Det ligger dybt i mig i dag. Det betyder, at jeg ud over taknemmeligheden for at leve også har et enormt mod på at blive gammel. Og blive en rask, gammel kone. Jeg har jo også en søn at være her for. Jeg fik ham sent. Jeg var 41. Det skylder jeg ham. Og så må man altså tage godt vare på sig selv.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også