https://imgix.femina.dk/media/article/camilla_m_r_25a.jpg
Selvudvikling

Camilla Miehe-Renard: Jeg tager ikke livet som en selvfølge

11. april 2016
af Britta Bjerre
foto: Kristian Septimius Krogh
For halvandet år siden mistede Camilla Miehe-Renard sin mor, som døde bare 67 år gammel. Savnet er enormt, men det særlige sammenhold, der er i Camillas familie, giver hende ballast og styrke. Inden længe vender Camilla tilbage på skærmen som tv-vært, næsten 10 år efter hun var vært sidst.

Mon ikke Camilla Miehe-Renard taler til og for mange kvinder, der har prøvet det samme - at miste en mor - når hun siger:

- Jeg er en granvoksen dame, der kan det hele selv. Jeg har stadig min vidunderlige far og en masse familie. Jeg har min egen lille, dejlige familie. Og alligevel er det den mest afgrundsdybe følelse i hele verden, at min mor ikke er her længere...

Camilla Miehe-Renard siger det stille, men med stor inderlighed. Sorgen og savnet er enormt. For halvandet år siden døde hendes mor efter et langt sygdomsforløb. Den hjernetumor, der slog ned og ændrede alt fra den ene dag til den anden, fik overtaget og sluttede flere års tapper kamp for overlevelse. Camillas mor, Bette, blev kun 67 år.

Musicalstjernen Louise Fribo om at blive forældreløs:

Bare ni år ældre end jeg er i dag!

Det har på alle måder sat mange følelser og mange tanker i gang hos den i dag 50-årige Camilla.

- Jeg tager ikke livet som en selvfølge. Dét gør jeg ikke. Hallo, min mor var ikke engang 60, da hun blev syg. Hun var bare ni år ældre, end jeg er i dag, siger hun. Og ja, hun blev også selv bange for at blive syg. Og bange for, at andre i familien skulle blive det.

- De første syv-otte måneder efter min mor var død, var min læge så godt og grundigt træt af mig, tror jeg, at jeg var tæt på at blive tvangsflyttet. For jeg insisterede på at blive testet for alle mulige former for cancer. Og det skulle resten af min familie i øvrigt også.

Realiser drømmene

- I dag tænker jeg på det, som at jeg bare er blevet endnu mere opmærksom på at være til stede og få udnyttet livet ordentligt, mens vi stadig er raske og rørige. Hvad nytter det at gå og putte med sine drømme, hvis man har ondt og ikke kan bevæge sig, når man endelig når dertil, hvor man kan realisere dem, spørger hun og fortsætter:

- Jeg er blevet meget, meget mere bevidst om, at livet skal f... være godt, mens vi har det!

Caroline Henderson: Det er gået op for mig, at livet har en udløbsdato:

Camilla er gift med den ti år yngre Nicolai Gohs, og sammen har de datteren Sophy, som kom til verden i 2005. Senere det år blev Camilla og Nicolai i øvrigt gift.

Tilbage som vært

Camilla, der i dag arbejder som producent i produktionsselskabet Monday, har helt bevidst og med vilje været væk fra skærmen i næsten ti år. Hvis du alligevel synes, du har set hende på skærmen, er det, fordi hun har haft det, hun selv kalder "små gæstetjanser"

- Hyggelige gæstevisitter, hvor jeg har været forbi skærmen i forskellige sammenhænge. Små dryp, hvor det er sjovt at være med uden at skulle være enten værten eller den, der står for hele det tunge træk ude bagved, som hun siger.

Men for en stund vender hun nu tilbage som underholdningsvært. Det sker i det nye underholdningsshow "Dobbeltgænger", som sendes på TV2 Charlie. Her er hun vært sammen med den lige så erfarne Jarl Friis-Mikkelsen.

Med i pakken

Ideen til showet er Camillas kollega Palle Strøms, men Camilla har været med til at videreudvikle programmet. Og som hun forklarer:

- Når jeg sagde ja til at være vært, er det, fordi jeg er den, bortset fra Palle, der kender det program allerbedst og har hele stemningen bag programmet inde under huden. Så var det i øvrigt også et ønske fra TV2, at de gerne ville have Jarlen og mig som værter. Det var ligesom den pakke, vi solgte.

Første afsnit af "Dobbelgænger" sendes søndag den 17. april på TV2 Charlie.

https://imgix.femina.dk/15-sd-forside.jpg

Læs også