camilla bendix
Selvudvikling

Camilla Bendix: "Jeg er ikke bange for sorg"

11. marts 2020
af Britta Bjerre
foto: Heidi Maxmiling
Hvor definerende er det at miste sin mor i en tidlig alder? Fra Camilla Bendix lyder svaret: "Altdefinerende!" Hun var 17, da det skete for hende. Det blev på skuespillerskolen, hun lærte at definere sig selv som et nyt menneske uden en mor og som hende, der selv stykkede sit liv sammen, fortæller den 48-årige skuespiller her.

Jeg har været så heldig, så frygtelig, frygtelig heldig med at få en masse kærlighed!

Sådan siger hun det, Camilla Bendix. Sådan samler hun sit liv sammen i én sætning.

Hun er 48 år. Har været skuespiller i over 25 år. Havde faktisk 25 års skuespillerjubilæum sidste år. Hun er gift med den mand, hun har kendt og været sammen med i 30 år, og hun er mor til to drenge på 15 og 10 år. Og så er hun midtvejs i livet, sådan cirka, og er taknemmelig, siger hun. Lykkelig og taknemmelig over det, der har været, og det, der er.

Hun bor på Amager med mand og børn. Og familien er tydeligvis hendes anker.

- Når vi er sammen, vores lille familie, og vi sidder rundt om bordet og spiser aftensmad, og jeg kigger på mine børn og min mand, kan jeg ikke have det bedre.

Men hun er også åben og ærlig omkring, at det ikke altid bare har været nemt.

- Jeg kæmper for min kærlighed. For jeg elsker min mand og vores familie. Det kan jeg sige ud fra et fuldstændigt sikkert sted i mit hjerte efter snart 30 år sammen med ham. Jeg synes, kærlighed er svær. Men den er også nem at kæmpe for og værd at kæmpe for.

Læs også: Maria Rich fra "Bedrag": Man skal leve det liv, man gerne vil

Lag af kærlighed

Camilla voksede op i en søskendeflok på fire. Alle fire er piger. Og Camilla er den yngste.

– Jeg er mere opdraget af mine søstre, end jeg er opdraget af mine forældre. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var elsket af mine forældre. Eller at jeg var noget af det smukkeste i verden. Vi fik det at vide hver dag.

Og her er det, at hun siger:

– Jeg har været så heldig, så frygtelig, frygtelig heldig, med at få en masse kærlighed. Det hjælper at have fået de der lag af kærlighed. Jeg lægger selv helt bevidst fernis på mine drenge med kærlighed. Jeg tænker over det hver gang, jeg stryger dem over hovedet, at jeg lægger endnu et lag på dem til deres videre færd ud i livet.

- Vi begår så mange fejl og laver så mange forkerte ting, så det er godt at have et tykt lag fernis at stå imod med. Og det er os forældre, der skal lægge de lag på vores børn.

Ellen Hillingsø: Selvfølgelig kan jeg ikke det samme som før

Mistede

Camilla mistede sin mor som 17-årig. Og når man spørger, hvor definerende dét er for den person, hun er i dag, svarer hun uden tøven: – Altdefinerende!

- At min mor døde, da jeg skulle blive voksen som 17-årig, deri ligger det altdefinerende, tror jeg. Dem, jeg skulle spejle mig i, dem, jeg skulle læne mig op ad, dem, jeg skulle råbe til og ad, dem kom der ingen svar fra. Det var bare fladt land. Jeg stod derude og råbte ud over markerne: "HJÆLP, jeg ved ikke, hvordan man lever!" Det blev et stort råb ud i intetheden. For der var ingen, der kunne svare.

Græd hver time

Camillas held var, mener hun selv, at der gik et år, og at hun så kom ind på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.

- Det blev fire år med åbent ind til alt det sorte. Jeg tror, jeg startede hver dramatiktime, i hvert fald de første to år, med at græde i fem minutter. Men jeg følte mig som en del af et hold, der bar mig, og jeg havde nogle dygtige lærere, der heller ikke var bange for, at jeg græd i hver time.

At hun overhovedet rejste sig op fra den eksistentielle tvivl, sorgen havde kastet hende ud i, og meldte sig klar til optagelsesprøven på skuespillerskolen, var såre simpel, siger hun:

- At jeg skulle. Jeg er opdraget til, at når man siger A, siger man også B. Jeg skulle møde op. Drømme bliver jo heller ikke til noget, hvis man ikke stiller op. Og det var også godt for mig. De fire år på den skuespillerskole var med til at definere mig som et nyt menneske uden en mor og som hende, der selv stykkede sit liv sammen.

- De år var også med til at definere mig ud fra, at vi arbejdede så meget med følelser, at der ikke var en eneste følelse, der var forkert. Det betyder også, at jeg ikke er bange for sorg. Jeg er ikke bange for at få tårer i øjnene og en klump i halsen eller for folk, der får det. Jeg har aldrig været bange for følelser, hvordan de end ser ud.

Karen-Lise Mynster: Jeg lader ikke længere alt sive ind

Sgu da godt gået

Da Camilla havde 25 års skuespillerjubilæum sidste år, kunne hun nærmest lidt overrasket konstatere, at hun ikke fortrød et eneste sekund af de 25 år.

- Tænk, at jeg efter alle de år stadig synes, det er fascinerende, hvad en fortælling kan fra en scene. Jeg elsker teatret, og jeg elsker en god film. Je mener jo, at uden kunst dør vi indeni, siger hun.

- Jeg er opdraget med, at "det er fint nok, du vil være skuespiller, men du skal også kunne leve af det". Og i de 25 år har jeg aldrig stået uden noget at lave. Det er måske ikke alt, jeg har lavet, der har været lige rigtigt for mig. Men at kunne sige: "Det er 25 år som skuespillerinde, som har kunnet holde hus og hjem", det er sgu da godt gået. Og kunstneren i mig er stadig fuld af lyst til mere og til at gøre det bedste, jeg kan hver gang. Det synes jeg er liv.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også