https://imgix.femina.dk/media/article/britt_bendixsen_10.jpg
Selvudvikling

Britt Bendixen om salget af Pejsegaarden: Man bliver jo ikke glad af mursten

9. januar 2017
Af Anne Bruhn Jørgensen
Foto: Heidi Maxmiling.
Med sine både dygtige og kvalificerede, men også ofte bramfri bemærkninger har Britt Bendixen skabt smil og glæde hjemme i stuerne på kolde efterårsfredage de seneste 12 år. På lørdag fylder hun 75 år, og nu skal livet til at give mening uden hendes livsværk, danseskolen Pejsegaarden, som hun netop har solgt.

På lørdag fylder hele Danmarks Britt Bendixen 75 år, men det får hende nu ikke til at overveje pensionen. Hvis hun bliver tilbudt endnu en omgang Vild med dans, så siger hun helt sikkert ja, fortæller hun. Tidligere på året solgte Britt sit barndomshjem, arvestykket og livsværket – danseskolen Pejsegaarden - til danseren Ronnie Handskemager, som desuden var med i Vild med dans tilbage i 2012, hvor han dansede sammen med sangerinden Saseline Sørensen. Nu driver han, sammen med sin mand Nicolai, den populære danseskole, som de lejer af læge og ejendomsmægler Lars Marker, som er den nye ejer af Pejsegaarden.

Stolt af sin søn

For en del år siden overtog Britt Pejsegaarden fra sin mor, som grundlagde danseskolen, da Britt var barn. Sidenhen har Britt drevet den videre, og hun har elsket det. En dag spurgte Niclas Bendixen sin mor, om hun ville blive meget ked af det, hvis han ikke overtog Pejsegaarden, når hun blev for gammel til at køre den videre. Han havde en drøm om at lave teater og samtidig stile hen imod at blive en dygtig og succesfuld instruktør.

– Det var jeg ikke ked af. Tværtimod er jeg meget stolt af min søn. Så jeg sagde til ham, at jeg nok ville sælge Pejsegaarden indenfor et par år.

Det er 15 år siden nu. Og 2016 blev så året, hvor Britt langt om længe fik solgt Pejsegaarden. For halvandet år siden, satte hun den til salg, og der var mange, som kom og så stedet, og de fleste var mest interesseret i grunden og ville rive danseskolen ned. Derfor var Britt begyndt at indstille sig på, at det nok var det, der ville ske.

Anne Laxholm: Jeg går ikke op i tal – heller ikke min alder

I mors ånd

Men sådan blev det ikke. Ronnie og Nicolai har valgt at drive Pejsegaarden videre som det, den oprindelig var tænkt til, nemlig både som danseskole og som selskabslokaler. Og det er noget, der varmer hos Britt.

– Det var min mor, som indrettede det herude, og som talte med arkitekterne osv. så når jeg tænker på, at hun kan sidde oppe i sin himmel og se, at det har fået lov at blive stående, så bliver jeg så glad. Det er også synd at rive noget ned, som egentlig altid har fungeret så godt.

Laura Bach: Jeg har en barndomsforelskelse i dansen

Kun gode minder

Men Britt har ikke sluppet sin danseskole helt endnu. Faktisk slet ikke. To dage om ugen kommer hun stadig ud til Pejsegaarden og underviser.

– Jeg føler mig så dejligt hjemme her, fordi det altid har været mit. Jeg var selv spændt på, hvordan jeg ville reagere, når jeg havde solgt det og kørte forbi herude, men jeg er stadig stolt af det, selv om det ikke længere er mit. Og Niclas har det på samme måde. Som han siger, så har vi jo kun taget gode minder med herfra. Og man bliver jo ikke glad af mursten – man bliver glad af en stemning eller en følelse. Og den glæde, som jeg altid har haft ved at være her, den har jeg stadigvæk.

– Jeg synes, det er en meget lykkelig slutning på det hele, at Ronnie og Nicolai har taget over. Jeg har det så godt med dem, og vi støtter og hjælper hinanden. De har renoveret og sat i stand, og det er blevet så flot. Jeg havde det godt nok lidt svært med, at de træer, jeg har set vokse op ude foran, blev fældet, men nu kan jeg godt se, at det er meget bedre sådan her. Så jeg er virkeligheden mere stolt af det nu, end da jeg selv ejede det.

Kirsten Lehfeldt: Der er en udløbsdato på alting – så alt skal give mening

Læs også