Britt Bendixen
Kendte kvinder

Britt Bendixen: Et lyst sind er ofte en viljessag

Overskriften her er titlen på Britt Bendixens nye bog, der handler om, hvor langt man kan komme med en kombination af livsglæde og viljestyrke. Også selvom man bliver trådt over tæerne, som det jo kan ske, når man danser. Og det har Britt gjort, siden hun var to år.

Titlen er inspireret af hendes mor, der engang skrev: ”Et lyst sind er ligeså ofte en viljessag, som det er en arvet gave” – og den indstilling til livet er Britt vokset op med.

– Jeg er opdraget til at regne med, at alle mennesker er gode. Jeg har aldrig hørt ”Uh, de er dumme. Naboerne er dumme”.  Aldrig. Jeg er opdraget til, at folk er søde. Og så sker der jo ofte det, at hvis du er venlig mod andre, så får du cirka det samme tilbage.

Man siger, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker, og det er jo sandt, fastslår Britt.

 

Livsglæde smitter

– Jeg tror, det gør noget ved livsglæden, hvis man er åben overfor andre. For hvis du åbner op, så kommer der mange positive og sjove oplevelser, som netop bidrager til et lyst sind. Du vil opleve meget mere, end hvis du lukker dig inde og går og er lidt småangst for, hvad andre vil tænke og mene.

– Så snart du er imødekommende overfor dine medmennesker, kan du også gøre noget for, at de får en god dag. Og det med ”dagens gode spejdergerning” er ikke helt lyv, tilføjer Britt.

At glæde andre kan gøre hende mindst lige så lykkelig, som hvis andre gør noget for hende.

– Det kan være helt lavpraktiske ting: At vinke til ham, der var ved at køre ind i ens bil i stedet for at give ham fingeren. Selvfølgelig bliver jeg vred og irriteret som alle andre, men man kommer altså længst med det gode. Eksempelvis oplever jeg aldrig en sur telefonbetjening, hvis jeg ringer til officielle kontorer, for når jeg kommer igennem efter at have ventet i 20 minutter, er jeg så lykkelig, når nogen endelig svarer, og så udbryder jeg ”nej, hvor er det skønt, at du endelig er der”. Og så er hun ikke sur. Det handler altså også om at nægte at lade sig irritere. 

 

LÆS OGSÅ: Britt Bendixen om salget af pejsegaarden: Man bliver jo ikke glad af mursten

Overdriv bare lidt

Det med at give tilværelsen lidt glimmer, det  kan man sagtens selv gøre, mener Britt. Faktisk kan man pynte sin daglige tilværelse, præcis som man pynter sit juletræ ved at gå lidt udover det, der hedder ”som man gør” og gøre lidt mere.

– Forfatteren Jesper Jensen skriver i en af sine bøger: ”Så overdriv dog lidt. Bare for en gangs skyld”. Det, synes jeg, er rigtig godt skrevet. Det er jo det, man skal nogle gange for at det hele ikke bliver så ordinært og gråt. Det kan være at tage lidt flottere tøj på på en ganske almindelig onsdag. Ringe på hos naboen og give hende en blomst. Altså noget, der er udover ”normen” – udover det, man normalt ville gøre. Og så kan man også overdrive ved at prøve at smile lidt mere, være lidt gladere og også smile til og hilse på dem, man ikke rigtig bryder sig om.

Britts liste over ting, man kan gøre, der er udover ”som man gør”, og som vil bidrage til en hverdag med mere glimmer, er lang. Og hendes pointe er, at vi selv skal gøre noget for livsglæden.

– Da jeg var barn, sagde min mormor altid: ”Af intet kommer intet”. Og det er jo rigtigt. Du må bidrage lidt for at få noget.

Læs mere om: