https://imgix.femina.dk/media/article/anjasteensig.jpg
Selvudvikling

Anja Steensig: Jeg har en lav stress-tærskel

15. maj 2015
af SØNDAG, redigeret af Louise Aarkrog, webredaktionen
Trods en lav stress-tærskel har tidligere tv-vært Anja Steensig fundet ro og glæde i en ny karriere inden for smykker. Og i en alder af 41 er hun kommet til at forstå, at hendes krop fortjener respekt.

Vis kroppen respekt

-Min krop vil rigtigt gerne have, at jeg bruger den. Det bliver den simpelthen så glad af. Det sker bare for sjældent.

Anja Steensig har altså brugt en del år på at få skabt sjælefred og ro i sit sind. Hun, der undervejs i tv-karrieren gik ned med stress, blev dengang klar over, at hun har et sind, der gør hende følsom over for stress. Hun kalder det at have en lav stress-tærskel. Den tærskel lever hun fint med nu.

Min krop har gjort så meget for mig

Men fysikken har hun forsømt undervejs, ved hun. Eller nærmere, det har hun lige opdaget. For som hun så smukt fortæller:

– I en alder af 41 er jeg endelig kommet til at forstå, hvor meget min krop har gjort for mig. Jeg har ellers haft så travlt med at lave fejlfinding på den og pege fingre ad alt det, jeg ikke syntes, var okay, og samtidig har den båret mig igennem livet og har født mig tre børn. Jeg elsker min krop nu på en måde, som jeg aldrig har gjort før. Den var pænere før, men jeg holder mere af den nu, siger hun til SØNDAG.

Ikke mere politibetjent

At hun har forsømt sin krop, »og hvad jeg ellers har gjort af dumme ting«, er Anja Steensig for længst holdt op med at bebrejde sig selv. Den tilgivelse eller totale accept af, at tingene er, som de er, har hun fået igennem meditationen, siger hun.

– For mig er sundhed ikke et spørgsmål om, om jeg spiser ti pakker chokolade, eller jeg ikke gør det. Det handler om at træffe et bevidst valg. Og hvis jeg en dag træffer et valg om at spise ti pakker chokolade, så spiser jeg ti. Det er ikke livet, der løber afsted med mig. Jeg er ikke offer for min egen trang eller min egen ligegyldighed. Jeg vælger selv, hvad jeg gør. Jeg træffer selv beslutningen. Helt bevidst. Og pludselig er det ikke noget, jeg skal tilgive mig selv for, hvis jeg spiser de ti pakker chokolade eller drikker mig totalt i hegnet en lørdag aften. Det er et valg, jeg har truffet. Og det gør hele forskellen. Og den bevidsthed kan man bringe ind i sit liv ved netop at meditere. For meditation handler i virkeligheden om at være bevidst til stede.

Har aldrig brændt for tv

Om Anja Steensig vender tilbage til tv, ved hun ikke. Men hun kunne godt, hvis hun ville.

– Jeg fik faktisk tilbudt to forskellige værtsjob lige inden jul, men sagde pænt nej til dem begge. Det er smigrende, at jeg syv år, efter jeg sidst stod som vært i et tv-program, stadig bliver husket og tilbudt opgaver. Det bliver jeg da glad for.

– Det var sjovt og spændende at lave tv, og jeg fik meget ud af det. Men det har aldrig været noget, jeg har brændt for. Jeg landede bare dér. Og mens jeg lavede tv, savnede jeg hele tiden dét, jeg brændte for. Og det er dét, jeg laver nu og her, siger hun til SØNDAG.

Læs også