Kendte kvinder

Anja Lovén: Jeg er jo blevet børnenes stemme

Som hvid og kvinde må Anja Ringgren Lovén altid have bevæbnede vagter med rundt, når hun er i Nigeria og arbejder med at hjælpe de såkaldte "heksebørn". Men den 41-årige dansker, der har skabt det største privatejede børnecenter i Vestafrika, er ikke sådan at skræmme. – Jeg kunne aldrig finde på at sige: ”Nu giver jeg op”. Det kan man da ikke. De børn er mine børn, siger hun.

I 2016 gik et billede af en lille, udmagret afrikansk dreng og en lyshåret kvinde, der knæler og rækker en vandflaske frem mod drengen, viralt. ”Fra da af var jeg ikke længere en almindelig pige fra Frederikshavn, men hele verdens Anja”, konstaterer Anja Ringgren Lovén selv. I dag driver hun børnecentret Land of Hope i Nigeria og kaldes ”Heksebørnenes mor”. 

I dag er hun mørkhåret. Det er det første, der slår én, samtidig med at man tænker tilbage til det billede, der fik verden til at spærre øjnene op og sympatien til at vælte ind over den lille dreng, der senere fik navnet Hope, og den lyshårede kvinde, der viste sig at være dansk og hedde Anja.

Men Anja Ringgren Lovén skal man ikke sådan skue på hårene. Hun er den samme, uanset hårfarve. Hjertet banker for det samme. Energien er den samme. Passionen er den samme. Og indignationen også.

Det ved man efter bare kort tid i selskab med denne særlige støbning af en kvinde, der rent faktisk har fået Dalai Lama til at sende en invitation. Og da hun så besøgte Dalai Lama, sagde han ovenikøbet: ”Du er en af mine største heltinder”, mens hun tænkte: ”Okay, det var alligevel noget”.

Læs også: Karen-Lise Mynster: Jeg lader ikke længere alt sive ind

Lille, menneskeligt kraftværk

Hun er et lille, menneskeligt kraftværk, pakket ind i en beskedenhed. Hun bor i Aarhus, når hun altså ikke bor i Nigeria. Land of Hope hedder hendes hjælpeorganisation, og det er også navnet på hendes børnecenter i det sydøstlige Nigeria, hvor hun bor, når hun er i Nigeria. Og Land of Hope er ikke længere ”bare” et børnehjem.

– Vi har det største privatejede børnecenter i Vestafrika. Vi har mere end tre hektar land. Her har vi bygget et stort børnehjem med mange bygninger. Vi har bygget et entreprenørcenter, hvor unge kan uddanne sig inden for håndværksfag. Vi har bygget et sygehus. Og vi har lavet en fodboldbane, en volleyballbane og et atletikanlæg. Og lige nu er vi 74 børn og 49 ansatte, forklarer hun nærmest lidt henkastet – for så at tilføje:

– Det er et kæmpemonstrum, vi har fået op at stå, min mand og jeg. Det koster 150.000 danske kroner hver måned at drive det. Det er et mareridt for mig en dag at vågne op og ikke kunne sende vores børn i skole. Det koster mange penge at sende 74 børn i skole. Skolegang er ikke gratis i Afrika. Børnene skal også have gode, sunde måltider. Det kræver, at jeg drager ud i verden og hjem til Danmark og fundraiser og holder foredrag og skaffer penge, samtidig med at jeg forsøger at få råbt verden op om det, der foregår.

Journalist Lotte Thor: Det kræver ikke overskud at være venlig

Sådan begyndte hun... 

Men hvordan er det gået til? Hvordan er Anja lykkedes med at gøre den forskel i verden? 

Det forsøger bogen "Heksebørnenes mor: Min rejste til Håbet Land" at besvare, en bog, som Anja er hjemme i Danmark for at promovere, og som handler om Anjas hjælpearbejde, men også den opvækst, der har været med til at forme hende. 

I 2008 så Anja en britisk tv-dokumentar, ”Saving Africa’s Witch Children”, om de såkaldte heksebørn i Nigeria, som er børn, der mishandles og udstødes, fordi de anses for at være besat af dæmoner. Her sad hun og så en pige, hvis mor havde brændt sin egen datter med syre i ansigtet og forsøgt at begrave hende levende. Og hun græd, da dokumentaren fortalte historien om en pige, der får hamret et langt søm ind i kraniet for at få hende til at tilstå, at hun er heks.

Efter den udsendelse ringede Anja til sin storesøster og sagde for første gang højt: ”Jeg ved, hvad jeg vil nu. Jeg skal til Afrika og redde heksebørn”.

Sin første rejse til Nigeria tog Anja i marts 2013. Da havde hun fået stiftet sin egen hjælpeorganisation DINNødhjælp og fået indsamlet en stor sum penge til et børnehjem drevet af en lokal nigeriansk NGO. Det var også sammen med den organisation, hun var af sted på sin allerførste ”heksemission”.

I dag deler Anja sit liv imellem Danmark og Nigeria "cirka 60-40", som hun siger. Når hun er i Danmark, er det hendes afrikanske mand, David, som også er far til hendes femårige søn, der tager sig af tingene i Nigeria. David er netop færdiguddannet jurist og var allerede stærkt engageret i kampen for børns rettigheder, da de to mødte hinanden i Nigeria i 2013 og forelskede sig. 

Udråbt til den nye Mother Teresa 

Nu, syv år og mange heksemissioner senere, er Anja også blevet verdensberømt og har fået status som ”Heksebørnenes mor” og inviteres til konferencer og møder rundtom i verden. Lige inden coronakrisen tog fat, var hun lige kommet hjem fra en konference i Sydkorea, hvor mange af deltagerne var forhenværende statsministre eller toppolitikere. Anders Fogh Rasmussen var der i den danske delegation sammen med Anja.

Hvordan har hun det egentlig med det?

– Bare fordi jeg nærmest bliver udråbt til at være den nye Mother Teresa, er jeg ikke lavet af noget specielt. Jeg har bare valgt at følge mit hjerte, siger hun. 

– Når jeg er blevet til den, jeg er, er det i høj grad på grund af de værdier, min mor gav mig med: At vi alle er ligeværdige, og at ingen er mere værd end andre. Jeg har set min mor arbejde med at tage sig af ældre mennesker på et plejehjem under hele min opvækst. Jeg voksede simpelthen op med empati. Det har jeg fundet ud af i forbindelse med arbejdet med bogen, hvor jeg har været tvunget til at dykke ned i min barndom.

Margrethe Vestager: Man bliver jo ikke mindre feminist af, at ens løn stiger

Rødstrømpemor

Anja er født og opvokset i Frederikshavn. Hun har en storesøster og en tvillingesøster. Efter at forældrene blev skilt, voksede pigerne hovedsageligt op hos deres mor.

– Jeg opfatter min mor som en stærk rødstrømpemor, selv om hun måske ikke var rødstrømpe i gængs forstand. Hun var enormt omsorgsfuld og gav kærlighed og tryghed. Hun var den løvemor, der altid sagde: ”I kan godt!” Hun lærte os, at hvis vi kunne gå i byen om aftenen, kunne vi også gå i skole eller på arbejde næste dag, og at pengene ikke hænger på træerne. Samtidig oplevede vi en mor, der elskede livet og var udadvendt og social.

Efter hendes mors død i 2002–  hendes mor blev kun 53 år og døde af kræft – tabte Anja sig så meget, at hun måtte indlægges på psykiatrisk afdeling. Hun var skind og ben.

Da Anjas mor blev syg, var Anja i gang med at uddanne sig til stewardesse, men da sygdommen viste sig at være uhelbredelig, droppede hun ud af uddannelsen for at passe hende derhjemme. Sorgen og det at have været så tæt på døden satte efterfølgende de tydelige spor på hendes krop. Men først flere år senere, i foråret 2008, var der en psykolog, der sagde: ”Du har dødsangst, min pige. Det skal du behandles for”. Det blev et vendepunkt og begyndelsen på et stykke erkendelsesarbejde.

Da Anja fem måneder senere fyldte 30, fik hun en tatovering med ordene: ”Don’t fear death, fear missing the living”. Og det er sådan, det er, har hun erkendt. Det er netop ikke døden, hun skal frygte, men tværtimod at glemme at leve.

Hun ryster bare på hovedet, når man spørger hende, om hun aldrig bliver træt og drømmer om et mere mageligt liv end det, hun har skabt sig i Nigeria. Et land, der er et af Afrikas farligste lande at rejse i. Et land, der er præget af korruption og kidnapninger. Som hvid og som kvinde må hun altid have bevæbnede vagter med rundt.

– Nej, dét drømmer jeg aldrig om, siger hun og forklarer videre: - Jeg kunne aldrig, altså aldrig, finde på at sige: ”Nu giver jeg op”. Det kan man da ikke. De børn er mine børn. De betragter mig som deres mor. Jeg vil altid være mor for dem.

– Jeg kunne aldrig vende hjem til Danmark og ikke komme tilbage til Nigeria. Det ville være lidt det samme som at sige, at man ikke vil se sine egne børn mere. Det vil aldrig ske. Det er mit liv!

– Jeg er jo blevet børnenes stemme. Ikke bare de børn, vi har på Land of Hope. Jeg er blevet stemmen for alle de børn, jeg ved, der har brug for, at vi kæmper imod den grusomme overtro, der gør, at der stadig findes heksebørn.

Når Anja er hjemme i Danmark, er hendes kalender altid fyldt op med foredrag, for det er det, der giver indtægter til centret Land of Hope i Nigeria. Denne her gang i Danmark havde hun også godt gang i en foredrag- og bogturné, da landet blev lukket ned. Det har naturligvis også har ramt DINNødhjælp, som i februar i øvrigt skiftede navn til Land of Hope.

- Det har betydet, at vi har mistet hundredevis af tusinde kroner. Det er hårdt. Men de fleste arrangementer er heldigvis flyttet til efteråret, fortæller hun og tilføjer, at hun og sønnen, som hun altid har med sig, når hun er i Danmark, holder forbindelsen vedlige "til farmand og alle børnene" i Nigeria over Skype hver dag.

- Det hjælper lidt, men vi savner dem godt nok meget, som hun fortæller.

 

 
 

 

 

Læs mere om: