Ditte Hansen, Line Baun Danielsen, Benedikte Kiær
Selvudvikling

3 kendte kvinder: Alder er ingen hindring

16. maj 2019
af Marie Østergaard Knudsen, redigeret til web
Foto: Claus Peuckert, Aller Media og Rolf Konow.
Hvordan kan det være, at nogle folk ser skævt til ting, som kvinder gør – men ikke, når mænd gør præcis det samme? Mød Benedikte Kiær, Line Baun Danielsen og Ditte Hansen, der alle har lagt øre til sure bemærkninger koblet til deres køn og alder.

Benedikte Kiær: Blev mor som 48-årig

I august 2018 blev borgmester i Helsingør Benedikte Kiær og hendes mand, Lars Dam, forældre til Lærke, deres andet barn. Benedikte Kiær var 48 år gammel. Det var forår, da hun annoncerede, at hun var gravid. Andre kvinder ville måske vente med at dele nyheden, men dels er Benedikte som borgmester i Helsingør en offentlig person, og dels blev hun lynhurtigt – med egne ord – stor som et skib. Kort tid efter modtog hun og hendes mand et brev med posten. Her stod:

”I er forfærdelig egoistiske, når I får børn i jeres alder. Skam jer, I store egoister. Der er meget stor risiko for, at jeres barn bliver mongol. Det er uendeligt synd for ham/hende at få så gamle forældre.”

Om sin reaktion forklarer Benedikte Kiær:

– Jeg blev godt og gammeldags gal i skralden. I februar samme år kom det frem, at Martin Lidegaard var blevet far i en alder af 53 år, og samtidig med vores nyhed kom det frem, at Klaus Riskjær i en alder af 63 år skulle være far igen. Her er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er synd for barnet. De var endda ældre end mig.

”Bedstemor følger i skole”

Brevet var ikke den eneste reaktion, de måtte lægge øre til. Ekstra Bladet skrev også om deres kommende familieforøgelse. Artiklen blev lagt ud på Facebook, og her kunne de så i kommentatortråden igen læse, at det var synd for barnet. Der stod: ”bedstemor følger på vej i skole” og ”tænk at have forældre, der er 60 år, når man skal konfirmeres.” Andre spurgte retorisk, hvad Benedikte Kiær og hendes mand bildte sig ind. Problemet er ifølge Benedikte, at vi stadig i vores tid og kultur ikke anser faderen som en lige så vigtig omsorgsperson som moderen. Hvilket ifølge hende både er mærkeligt og trist. Et forhold, som hun håber ændrer sig:

– Mine børn har det godt. De har en tæt relation til begge deres forældre. De er trygge og glade for deres far. Folk kan også spørge mig, hvordan jeg klarer det – både at være borgmester og mor? Men det er ikke mig, der klarer det. Vi klarer det. Og ingen ved, hvor gammel min mand er. Han er bare blevet draget ind i dette her. Igen er sådan en udtalelse baseret på forestillinger – i dette tilfælde, at manden naturligvis er ældre end kvinden. Hvem ved noget om det? Og om, hvordan vi i øvrigt har fordelt opgaverne hjemme hos os?

Da Benedikte og Lars besluttede sig for at blive forældre, gjorde han det klart fra starten: Han ville have en lige så stor del af barselsorloven som hende. I forvejen havde de Simon hver anden uge, men de ville gerne være flere. Men det blev en lang ventetid med mange spontane aborter, tanker og fertilitetsbehandlinger, inden de i 2016 blev forældre til Lauge. En udfordring og et forløb, som Benedikte Kiær har været meget åben omkring. I hele snakken om forældreskab og alder har hun ét vigtigt budskab – et budskab, som er en af årsagerne til, at hun gerne fortæller sin historie:

– Jeg er imod de mennesker, der skriver surt til mig, og for, at man skal kunne få børn langt op i alderen, hvis det er sådan, det er. Men mit vigtigste budskab i alt det her er: Vent ikke med at få børn. Hvis du har fundet den partner, du gerne vil have børn med, så gå i gang! Hus, uddannelse og job – alt dét kan vente til engang senere i det liv, du har, og som for de flestes vedkommende bliver rigtigt godt og langt.

Benedikte Kiær: Født 1969. Fra 2014: Borgmester i Helsingør. 2011-2013: Medlem af Folketinget, et Konservative Folkeparti. 2010-2011: Socialminister. 2006-2009: Kommunikationsrådgiver hos BiGasol. 2001-2006: Chefkonsulent i PrimeTime Kommunikation. Gift med seks år yngre Lars Dam, og mor til Lauge (født 2016) og Lærke (født 2018)

LÆS OGSÅ: Alletiders alder: Din bedste alder er lige nu

Line Baun Danielsen: Folk blev sure over forholdet til en yngre mand

Kvinder og alder er emner, som Line Baun Danielsen ofte behandler på sin blog, der henvender sig til kvinder over 45. Ifølge hende er der en helt særlig årsag til, at der bliver set skævt til modne kvinder og unge mænd, mens det omvendte ikke er tilfældet. Hun forklarer:

– Alder er stadig ikke noget, vi opfatter som noget positivt i vores kultur. Modsat andre kulturer. Ungdom er lig med status, kontrol, social accept og værdi. Fertiliteten spiller en stor rolle i denne sammenhæng. Mænd har i den diskurs stadig et formål, fordi de kan få børn hele livet.

Line Baun Danielsen ser heldigvis, at der er en revolution på vej. Aldersbegrebet bliver udvandet. Modne kvinder i dag gider ikke være ofre og indtage en passiv og usynlig rolle. De vil leve hele livet. Hun forklarer:

– Jeg interviewede for nylig sociologen Emilia van Hauen. Hun taler om, at der er en revolution på vej. Dét billede kan jeg godt lide. I dag er det nok mest et byfænomen, men det spreder sig. Fra hele landet skriver kvinder til mig på min blog om deres yngre mænd. Vores forestilling om kærlighed er under forandring. Modne kvinder er selvstændige, afklarede og klar over den kapital, de har qua deres erfaringer. Vi har endnu til gode at se mange rollemodeller, men der kommer flere og flere. Birgitte Macron er en af dem, Hellen Mirren og Isabella Rossellini er andre. Kvinder vil være den bedste udgave af dem selv.

Ung med de unge

Line Baun Danielsen har en fortid som studievært og arbejder i dag som foredragsholder og kommunikationsrådgiver. På hendes blog og i andre sammenhænge arbejder hun hver dag for at nedbryde de tabuer, der hæfter sig ved at være en moden kvinde. Hun skriver om knibeøvelser, alder, knogler, motion, familieliv, sundhed og alt andet, der hører (kvinde-)livet til. Og hun er ikke bange for at bruge sig selv. På bloggen fortæller hun også åbent om sit eget kærlighedsliv. Til det hører også, at hun selv har haft et forhold til en mand, der var yngre end hende selv. Ligesom hun ofte får henvendelser og tilbud fra yngre mænd. Ikke så få nedsættende kommentarer har hun mødt i forbindelse med sit forhold til den yngre mand. På spørgsmålet om, hvordan det er, svarer hun:

– Naturligvis bliver jeg ked af det. Men jeg har det også sådan: Hvorfor skal de sure have ret? Når folk shamer andre, så er det jo for at hævde sig selv. Det er jo det, de vil. Det er mindreværd. Forleden modtog jeg en mail, hvor der stod: ”Du fylder snart 60 år, hvor længe skal du være ung med de unge?” Vedkommende reagerede tilsyneladende på et billede, hvor jeg drak en drink med mine sønner. Helt ærligt? Det vil jeg da have lov til!

Line Baun Danielsen: Født 1961. Indehaver af LBD Kommunikation og bloggen 45+. Forfatter til bogen
”Verdens bedste mor” og ”Bag Skærmen”. Vært på TV 2 Sporten, TV 2 Nyhederne, Sporløs, Go’ Morgen Danmark og TV 2 Lorry.

LÆS OGSÅ: 9 ting, der bare bliver bedre med alderen

Ditte Hansen: Ingen roller til kvinder over 40

Modne og sammensatte kvinder er stadig en mangelvare i danske film. På spørgsmålet om, hvorfor det stadig er svært for kvinder over 40 at få roller i danske film, svarer skuespiller Ditte Hansen prompte:

– Fordi der ikke bliver skrevet roller til dem. Mange af de danske instruktører og manuskriptforfattere er mænd, og de vil helst folde en historie med mandlige karakterer ud.

– De seneste år har vi haft store historiske dramaer om John Mogensen, Tordenskjold, EM-drengene og Spies og Glistrup. Men hvor er de store episke fortællinger om Karen Blixen, Elsa Gress og Anne Linnet Band?

Statistikken taler sit eget sprog. Ud af 20 danske spillefilm til voksne i 2017 med regulær biografpremiere var det bare fire, der havde en kvinde i hovedrollen. Kun fire kvinder blev nomineret til en Bodil for ”bedste kvindelige hovedrolle” i 2018 – årsagen er simpel, der er ikke flere film at tage af. Udfordringen er – stadigvæk – at kvinder over 40 ikke kan få roller i danske film (de findes ikke), og kvinder under 40 ofte har unavngivne roller som ”køn pige” eller ”luder” og simple replikker. Få film kunne således gå igennem kønsaktivisten Alison Bechdels test. En test, hun formulerede tilbage i 1985, og som opstillede tre krav, en film skulle leve op til, for at hun og andre newyorker-kvinder gad se den: Filmen skulle have mindst to navngivne kvinder, og de skulle tale med hinanden om andet end mænd.

Kvinder går jo i biografen

Om situationen siger Ditte Hansen:

– Nogle gange tænker jeg, at der snart må komme en folkelig opstand. Film har stor magt. De bliver set og diskuteret af mange. I biografmørket eller foran skærmen lever vi os ind i disse mennesker og følger dem. Vi bliver flyttet fra et sted til et andet. Hvis vi ikke ser nogen sammensatte, modne kvinder på film, har vi ikke nogen at identificere os med. Og det paradoksale er, at der er en overvægt af midaldrende kvinder blandt det gennemsnitlige biografpublikum.

Ditte Hansen har været i branchen i mange år og selv smagt sovsen. For nogle år siden fik hun afslag på en mindre rolle, og den tilsyneladende slet skjulte grund var, at hun ikke var sexet nok. Ikke-fuckable. Tidligere i sin karriere har hun også haft biroller som kærester til mænd, der var henholdsvis 26 og 30 år ældre, end hun selv var. Og så er der listen af unavngivne roller som ”mor”, ”kæreste” og ”kvindelig ekspedient”.

LÆS OGSÅ: Vi er de nye gamle

Skrottet af DR

I 2016 havde hun og kollegaen Louise Mieritz succes med satire-serien ”Ditte & Louise”, der netop handlede om midaldrende kvindelige skuespillere og deres udfordringer i filmverdenen. Til trods for et seertal op mod 600.000 på flow-tv og online blev serien taget væk fra DR. Forklaringen var, at serien ”ikke kunne samle befolkningen”. En anden forklaring kunne være den, som filmmagasinet Soundvenue.com og andre luftede: at kvinder ikke måtte være uperfekte, sexglade, fejlbarlige og sjove individer. En forestilling, der fik mere vind i sejlene, da DR tilbage i 2018 slap meget dårligt af sted med et reklamebanner for serien. Her fik DR formuleret: Kvinder kan faktisk være sjove.

Afslaget fra DR fik Ditte Hansen og Louise Mieritz til at sætte fart i deres næste projekt. I 2018 havde de premiere på deres egen spillefilm, ”Ditte & Louise”. I filmen klæder Ditte sig ud som Ditlev, fordi hun ikke engang kan få en rolle som en luder i en film. Som Ditlev får hun stor succes – roller, opmærksomhed og masser af sex.

Problematikken omkring fraværet af kvinder i dramatik har altid været præsent hos Ditte Hansen. Så længe hun kan huske, har det undret og irriteret hende, at der var så få kvindedrevne film. Hun forklarer:

– Jeg gik tit i biografen med min mor som barn. Inden vi skulle af sted, kunne jeg spørge hende: Er der en pige? Bare i en lille rolle? Det var der sjældent i de cowboy- eller ubådsfilm, der gik i biografen dengang.

Ditte Hansen og Louise Mieritz har om nogen slået i bordet og råbt ud over spir og land. Deres spillefilm har haft stor succes. Branchen er opmærksom på problemet, hvilket ifølge Ditte Hansen er et vigtigt skridt på vejen. På spørgsmålet om, hvorvidt de stadig modtager sexistiske og nedladende bemærkninger, svarer Ditte Hansen:

– Ja, indimellem, men det er sjældent. Og ubehaget ved dem overstiger langt de positive og glade tilkendegivelser, vi får. Mange skriver til os. De er glade. Og det gode er, at mange kvinder siger til os, at de føler sig set.

Ditte Hansen: Født 1970. Uddannet fra skuespillerskolen ved Odense Teater i 1996. Udpluk af film-, revy- og seriedeltagelse: ”Ditte og Louise”, film 2018, ”Ditte og Louise”, serie sæson 1 og 2 2015-2016. ”Mødregruppen”, 2018. ”Cirkusrevyen”, 2006-2007, 2009-2013.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også