https://imgix.femina.dk/media/sondag/2014/haven/havekalender/september-02-stor.jpg
Stil

Det skal du lave i haven i september

6. januar 2018
af Redaktionen
Efteråret og nattefrosten er lige om hjørnet, så i september skal du begynde at forberede haven, køkkenhaven og drivhuset på vinteren. Her får du inspiration til, hvad du skal lave i haven i september

Sensommeren byder stadig på mange gode dage i haven, og der er en masse afgrøder, der kan høstes i køkkenhaven. Det er samtidig tid til at forberede haven på vinteren, så du er klar, til frosten sætter ind.

Køkkenhaven

Husk at nyde køkkenhavns afgrøder, men begynd også at tænke på at fryse ned, sylte, tørre osv. Grav kartoflerne op i en periode med lunt og tørt vejr, hvis du har flere, end du kan bruge direkte fra jord til bord, og gem dem mørkt og koldt.

Græskarrene skal høstes nu. Skallen skal være hård, og føles glat og tør, og der må ikke være friske skader, hvis græskarret skal kunne holde sig. Lad mindst 5 cm stilk blive på græskarret.

Så vintersalater, så du kan høste grønt indtil frosten for alvor sætter ind. Og så en tidlig sort spinat, som du kan høste i det tidlige forår næste år.

Så grøngødning frem til midten af måneden på de bare pletter i køkkenhaven.

I oktober er der ikke mere, der skal sås i køkkenhaven. Til gengæld er oktober den perfekte måned at plante nye træer og buske i. Læs mere om, hvad du skal lave i haven i oktober

Få det sidste ud af dine tomater ved at klippe tomatrankerne af, når væksten stopper, og hænge dem ind i et lyst vindue til eftermodning, hvis der er udsigt til, at de hverken kan modne ude eller i drivhus.

Tag toppen på tomatplanterne, så planterne bruger energien på at færdigudvikle de tomater, der allerede er skabt.

Vær omhyggelig med udluftning og nedsat vanding i drivhuset, så fugtigheden holdes nede.

Sørg hele tiden for at fjerne syge blade fra drivhusets planter, så angrebene ikke smitter med lynfart til resten af planterne.

Husk at der fortsat skal holdes øje med æbletræerne - om grenene kan bære vægten eller skal understøttes. Fjern frugtmumier efter høst, så svampen ikke får lov til at sidde som smittekilde til næste år.

Vil du lave "mærker" på dine æbler, er det sidste udkald for at klæbe initialer, hjerter m.m. på æblerne, hvis "mærkerne" skal bevares grønne.

De nye skud på hindbærrene kan klippes tilbage til 120 cm over jorden, hvis de er meget lange og ranglede.

Beskæring og klipning i haven

De såkaldte blødere træer som magnolie, ahorn og valnød skal beskæres nu, hvis der er behov for det.

Du kan stadig klippe stedsegrønne planter, fx hække af buksbom, taks, tuja og cypres.

Fra midten af september må du ikke længere beskære træer. Efter denne tid har træerne ikke længere overskud til at lukke sårene ordentlig inden vinteren, hvilket medfører skadelige svampeangreb, som kan trænge dybt ind i træet.

Altankasser og krukker

Sommerens blomsterflor kan normalt holde hele september med, hvis du passer planterne omhyggeligt med vand og hele tiden sørger for at fjerne visne blomster og mugne blade.

Husk, at lav aftentemperatur og stjerneklar aftenhimmel kan betyde nattefrost, så du bør overveje at lægge en fiberdug eller et lagen over blomsterne for at undgå kraftig udstråling.

I september kan du plante krukker og altankasser til med smukke hårdføre planter, der kan pynte hele vinteren.

Stueplanter, der har været ude, skal ind inden fyringssæsonen, så de langsomt kan vænnes til varmen.

Potteplanter, der har været på sommerferie ude i haven skal tages ind, medens temperaturforskellen mellem inde og ude ikke er for stor.

Gør græsplænen vinterklar

Så en ny græsplæne eller reparere huller i den gamle nu.

Fjern mos i græsplænen og så nye græsfrø.

Begynd at klippe græsset en smule højere, så det bliver "stærkt" til vinteren.

Plant og så nu

Du kan stadig plante nye stauder, og gamle forsommerblomstrende kan plantes om, graves op og deles. Del dine stauder, hvis du gerne vil have flere af dem. Brug en skarp spade til at hakke dem igennem med og sørg for at vande godt til, når du planter igen.

Husk, at sankthansurter er nemme at formere ved blade. Fyld en flamingokasse med ½ sand og ½ spagnum, og stik bladene halvt i jordblandingen. Stiklingerne danner rødder i løbet af kort tid.

Husk at plante bunddækkeplanter som vinca, vedbend, hasselurt, guldjordbær, bispehue m.fl., hvis jorden mellem træer og buske er bar.

Husk, at september er sidste udkald for plantning af stedsegrønne, der skal i jorden, mens den stadig er varm.

Liljeløg skal lægges nu lige med undtagelse af de sentblomstrende, der lægges om foråret.

Samtidig er det nu, forårets blomsterløgflor skal planlægges, og blomsterløg skal i potter til drivning. Hold øje med de mange forårsløg der kommer i butikkerne nu - vil du have de mere specielle slags, skal du være hurtigt ude.

Du kan stadig nå at så frø af de planter, som først blomster året efter såning, og på den måde få dem i blomstring allerede næste år.

Saml frø fra de sommerblomster, som du gerne vil så igen til næste år. Frøene skal være helt modne, for at de kan spire til næste år.

Plant nyt - både stauder, træer og buske. Planterne får den optimale start, hvis de plantes i denne måned.

Pasning og pleje af haven

Husk at få drænet, hvis jorden er vandlidende - vandet står for højt og hindrer røddernes udvikling i dybden, hvilket medfører, at planterne lettere udsættes for vandmangel i tørre perioder.

Gødningssæsonen er slut for i år. Planterne i haven skal have fred til at afmodne de skud de har, så de ikke visner i vinter.

Fortsæt med at luge, for der er flere typer ukrudt, der vokser vinteren igennem og smider frø.

I november er der meget, der skal nås, inden frosten for alvor gør sit intog i haven. Læs med i SØNDAGs havekalender om, hvad du skal lave i haven i november

Fjern syge planter og planter, der er angrebne af skadedyr, for at undgå smitteoverførsel til næste sæson.

Flere gode tips

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også