forårsblomster
Have

Sådan lokker du foråret frem

Længes du også efter forår og blomsterflor? Faktisk er de fleste forårsblomster overraskende kuldestærke, og hvis vejret er mildt, kan du sagtens sætte de første krukker udenfor allerede i februar-marts, og ellers er et uopvarmet drivhus eller en kølig udestue helt perfekt. Vi guider dig her til, l hvilke blomster du skal gå efter, og hvad du skal være opmærksom på.

DISSE BLOMSTER KAN DU SÆTTE I KRUKKER ALLEREDE I DET TIDLIGE FORÅR

Akeleje, Aquilegia vulgaris, er en robust forårsstaude, der tåler en del kulde. En forædlet sort, f.eks. denne ”Winky Double Red White”, (billedet ovenover) vil sagtens kunne plantes ud i haven og trives fint, men det er ikke sikkert, den vil så sig selv med lige så flotte blomster. 

Stedmoderblomst, Viola tricolor, er en af forårets fineste blomster, og hvis du er flittig til at nippe de afblomstrede hoveder af, vil den blive ved med at blomstre over en meget lang periode. Planten kan sagtens tåle noget frost. Blomsterne vil måske klaske sammen, men når du nipper de frostskadede hoveder af, kommer der hurtigt nye knopper. 
 
Vibeæg, Fritillaria meleagris, vil i naturen blomstre sidst i april, men fremdrevne planter er ret robuste og kan sagtens tåle at stå ude om dagen. Hvis det for alvor fryser, skal de dækkes med fiberdug eller ind i drivhuset eller en kølig udestue. Helst ikke i den varme stue, så bliver temperaturskiftet for voldsomt. Foran ses stedmoderblomst og hyacint.
 
LÆS OGSÅ: Gem dine blomsterløg
 
I naturen kommer de første krokus allerede her i midten af februar. Planterne, der lige nu sælges i knop i små plastikpotter, er drevet frem i drivhus og er ikke helt så robuste som dem, der kommer i haven. Sæt dem derfor gerne et lidt beskyttet sted. 
 
POESI MED MOS
Mos giver krukkerne et strejf af poesi og er nemt at have med at gøre. Specielt her i overgangen til det tidlige forår, hvor kombinationen af fugt, kulde og ikke for meget lys giver mosset de bedste betingelser for at trives. Puderne kan du finde i skoven eller i haven, eller du kan købe dem hos en blomsterbinder. Brug dem som en selvstændig dekoration i en krukke eller underskål og dæk jorden i krukkerne med en håndfuld løs mos fra haven. 
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
SPAR PÅ JORDEN
Det er betydeligt nemmere at passe én stor krukke end mange små, og jo større jordvolumen er i forhold til krukkens overflade, jo bedre holder den på vandet. De fleste store plantekar er bare også temmelig dybe og kan rumme meget mere jord, end planterne har brug for. Hvis du vil spare på jorden og samtidig undgå, at kassen/krukken bliver for tung, kan du fylde bunden op med omvendte plastikpotter og lægge et lag plast over, før du fylder efter med jord. Her har vi brugt posen fra pottejorden og vendt den sorte side udad, så den ikke ses, hvis den kommer til at stikke lidt ud i en af siderne. 
 
LÆS OGSÅ: SØNDAGs havekalender: Det skal du lave i haven i februar
 
Julerose, Helleborus niger, blomstrer fra december, påskeklokke, Helleborus orientalis, som ligner den meget, nogle måneder senere. Begge er trods deres forfinede udtryk og store blomster robuste planter, der sagtens klarer kulden. Da blomsterne bliver afløst af flotte, grønne frøstande, kan du have glæde af dem til langt ind i april. Når frosten går af jorden, kan du sætte planterne ud i haven. Vælg et sted med kalkrig muld i halvskygge. 
 
14 FINE TIL FORÅRSKRUKKER
Blomsterhandlerens forårsblomster er drevet kunstigt frem til ekstra tidlig blomstring, og hvis der kommer hård frost, kan planterne risikere at falde sammen. De fleste forårsplanter er dog af natur overraskende kuldestærke, og allerede i februar-marts vil de ofte kunne klare at stå ude på et beskyttet sted. De vil også klare sig fint i et uopvarmet drivhus eller en kølig udestue.
Nogle af de mest kuldestærke er: akeleje, blå anemone, bellis, forglemmigej, hyacint, krokus, perlehyacint, pinselilje, primula, påskelilje, ranunkel, stedmoderblomst, vibeæg og våriris
 
TIP
Hvis du ikke har fået tømt de gamle krukker for jord og planter, er det tid til at gøre det nu. Tøm jorden ud i haven og kom planterne på komposten. Børst krukkerne med en stiv børste. Så er de klar til frisk jord og nye planter.
 
 

LÆS OGSÅ: Anemoner - skovens hvide tæppe