Kamelia
Have

Kamelia - en karismatisk busk

Kamelia er en yndefuld skønhed, der blomstrer helt overdådigt i de koldeste måneder, hvor den trives i havens bede eller i den kølige udestue. Her får ud gode råd til plantning og pasning af kamelia.

Kamelia - en kølig skønhed

Klimaet i Danmark har efterhånden ændret sig, så det nu er muligt at dyrke de mest frosttålende kameliaer i havens bede eller i uopvarmede drivhuse. Vælg blot planter efter temperaturforholdene i haven om vinteren. 
De mest frostsikre kameliaer er Japonica-typerne, og der er fremavlet enkelte, der kan tåle helt ned til 15-18° frost. Vælg robuste planter, som har træede grene, og som er mindst 75-100 cm høje og tre-fem år gamle.
Plant kamelia i haven, hvor der er læ og gerne, hvor der er høj luftfugtighed. Vælg et skyggefuldt sted, helst på en vest- eller nordvendt væg beskyttet mod den stærke forårssol, der sammen med frosten kan svitse knopper og blomster og frysetørre de tykke, stedsegrønne blade. Hovedblomstringen for kameliaer i haven er marts-april.
 
Kamelia er ikke den tidligste busk, der springer ud. Her kan du læse om vinterblomstrende buske, der springer ud endnu tidligere.

Plantning og pasning

Kameliaer plantes i haven om foråret lige efter afblomstringen, så rødderne når at etablere sig inden frosten. Planten trives i let sur jord, og det er vigtigt, at den får luft til rødderne. 
Lav en blanding af 50 pct. god muldjord fra haven og 50 pct. grov, ugødet spagnum, og tilføj evt. bladmuld. Planten må ikke tørre ud, og jorden skal være veldrænet. Gød kun én gang om foråret – lige efter afblomstringen – med langtidsvirkende gødning.
Du kan også vælge at dyrke dine frosttålende kameliaer i potter og lade dem overvintre i et koldt drivhus. Isoler potterne mod frosten, og beskyt planterne mod den stærke forårssol, der udtørrer og svitser bladene.
 

Kamelia

Kamelia i udestuer

Har du mulighed for at overvintre dine kameliaer frostfrit i en udestue eller vinterhave, er der stort set frit valg inden for de forskellige sorter. 
De skal stå køligt med god udluftning, og planterne skal beskyttes mod den stærke forårssol. Bliver temperaturen højere end 14-15°, smider de knopperne og blomstrer ikke. 
Flyt planterne udenfor i marts, når der er plusgrader, og lad dem stå ude beskyttet mod solen til det sene efterår. Dæk knopper og blomster med fiberdug, hvis der kommer et par frostgrader. Hovedblomstringen for kameliaer overvintret i udestuer er februar-marts.
Plant mindre kameliaer i færdigkøbt rododendronmuld, og tilsæt 20 pct. leca-ærter. Pot om igen hvert andet-tredje år. Gød i hele vækstsæsonen fra sidst i juli med halv dosis hvergangsgødning. Vand helst med kalkfrit regnvand. Planterne må ikke udtørre, men rødderne rådner, hvis de sopper i vand.
 
Tebusken hører til kamelia-slægten - og den kan du lave din egen te af.

Frosttålende kamelia

✤ Camellia japonica ”Adolphe Audusson”.
✤ Camellia japonica ”Alba Simplex”.
✤ Camellia japonica ”Berenice Boddy”.
✤ Camellia japonica ”Blood of China”.
✤ Camellia japonica ”Hagoromo”.
✤ Camellia japonica ”Hiodoshi”.
✤ Camellia japonica ”Jupiter”.
✤ Camellia japonica ”Tricolor”.
 
Kameliaudstillinger 
✧ Blomsterkunstner Tage Andersen, Gunillaberg, Sverige – tage-andersen.com.
✧ Geografisk Have, Kolding – geografiskhave.kolding.dk.
✧ Aldershvile Planteskole, Bagsværd, med salg af kameliaer – aldershvile-planteskole.dk.
 
Læs mere om: