jul på landet
Bolig

Nostalgisk jul på landet

20. november 2018
af Jan Ove Kristensen
Elin Gottschalck tager sig altid tid til at julepynte derhjemme, selv om hun har travlt i sin butik op til jul. Hendes samling af søde glaskugler passer perfekt ind i stuerne, som hun har indrettet i en nostalgisk fransk landstil.
HER BOR:Elin Gottschalck, 62 år og indehaver af butikken Bord & Bænk i Hornbæk. BOLIG:Gård fra 2010 ved Hornbæk i Nordsjælland. AREAL:330 kvm.
Fra begyndelsen af december til lige efter nytår pynter Elin Gottschalcks mange glaskugler på grene i krukker, på det grønne juletræ og på granguirlander, der slynger sig hen over smukke, store spejle. Julekuglerne er en skøn blanding af nyt og antikt, og Elin har dels fået dem fra sin egen butik Bord & Bænk i Hornbæk, dels fundet dem på nettet. Foruden julekuglerne giver grene og grønt klippet lige uden for døren masser af god julestemning til det nybyggede stuehus med stråtag, der ligger på landet ved Hornbæk i Nordsjælland.– Julepynten er hvert år, som den plejer, kun med få ændringer. Jeg forbereder ikke noget, men når jeg for eksempel står med en vase med grene, finder jeg spontant på, hvilken pynt jeg vil hænge på dem, siger Elin, som også gerne køber sig til en smuk julekrans. Hun har ikke tid til selv at binde den i den travle juletid. LÆS OGSÅ: Naturlig jul i det gamle bondehus Elin holder af pynt i farver som pink, bordeaux, turkis og rød, der liver op på indretningen i neutrale farver. Juleaften dækker hun bordet med en dug af hør og dekorerer den med sølvstjerner og juleroser. Familien bliver 14 juleaften og laver maden i fællesskab under afslappede former, og de tager sig altid tid til en pause med pakkeleg og andre underholdende lege undervejs. – Når vi har spist, danser vi om juletræet som de fleste andre. Men til ”Nu er det jul igen” løber vi rundt i alle værelser og over i stalden til hestene, smiler Elin.
KOM MED INDENFOR PÅ ELINS SKØNNE GÅRD I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også