sommerhus i nostalgisk stil
Bolig

Et sommerhus fyldt med gode minder

2. april 2019
af Iben & Niels Ahlberg
Stilen er nostalgisk og inspireret af dengang, Chantelles bedstemor tilbragte sine somre i huset. Den bløde sofa og lænestol står klar til hygge på overskyede dage.
Chantelle og hendes mand Jim overtog sommerhuset fra Chantelles bedstemor for selv at kunne nyde den dejligt afslappende stemning, som hun havde haft fornøjelse af år efter år. Huset ligger midt på en naturgrund, der er omgivet af høje træer. Her er hverken hegn eller stakit, og i de stille morgentimer lister sultne rådyr jævnligt igennem haven.
Det lille hus gør ikke meget væsen af sig udefra. Men indenfor virker det luftigt og rummeligt. Halvdelen af huset er nemlig forvandlet til ét stort fællesrum med nyt køkken, spiseplads og dagligstue. For at bevare stemningen fra Bedstes tid har parret indrettet det med møbler i en let nostalgisk stil. Spisestuemøblerne har de fundet på lokale loppemarkeder og malet hvide ligesom væggene, for at rummene skal virke så lyse som muligt. Og en blød, hvid sofa og lænestol står klar til hyggelige timer på overskyede dage.
Huset er bygget af gasbeton, men parret fik det beklædt med træ udvendigt, så det nu har den helt rigtige stemning af dansk sommerhus. Men hvor de fleste vælger at male sommerhuse sorte, valgte Chantelle det stik modsatte. – Vi malede huset hvidt for at give det en lys og mild sommerhus-stemning, fortæller Chantelle. Nu stråler huset lyst og fint som en frisk kontrast til de grønne omgivelser. Selv om sommerhuset er på bare 50 kvadratmeter, er der i Chantelle og Jims øjne ingen grund til at leve under primitive forhold, når de har fri. Så de har renoveret det med et strejf af luksus. Det blev blandt andet isoleret, så det kan bruges året rundt. Og da de ikke kunne forestille sig noget mere afslappende end et varmt karbad i dejlige omgivelser, har badeværelset fået gulvvarme og et badekar på løvefødder – det perfekte rum at lade op til hverdagen. LÆS OGSÅ: Genbrug og nostalgisk stemning i kolonihavehuset KOM MED INDENFOR I SOMMERHUSET I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også