https://imgix.femina.dk/media/ea45bc1d869943b69b174c18fbcdd191.jpg
Krop & velvære

Æg til morgenmad giver energi hele dagen

2. februar 2012
af ISABELLA HINDKJÆR, NEWSDESK, ALLER MEDIA
FOTO: ALL OVER PRESS
Æg til morgenmad er et langt bedre energiboost end eftermiddagssnacks, viser ny undersøgelse. Læs her, hvorfor en morgenmad med æg er så sundt for dig

Vil du undgå træthed og chokoladetrang sidst på eftermiddagen, kan det være din morgenmad, du skal lave om på.

En ny undersøgelse viser nemlig, at du ved at spise et til to æg allerede til morgenmad kan forebygge behovet for et midlertidigt energiboost senere på dagen.

LÆS MERE: Man skal være meget opmærksom, når man vælger morgenmad. Nogle produkter kan nemlig ødelægge dit vægttab. Se hvilke lige her!

Forskere fra Cambridge University har undersøgt, hvordan forskellige næringsstoffer påvirker hjernecellerne, og fandt, at æggehviders proteinsammensætning er særligt effektiv til at stimulere cellerne.

Det betyder, at stoffet orexin frigives i hjernen, hvilket er med til at holde os friske og energiske.

- Det spændende er, at vi ved at spise forskellige fødevarer har en rationel måde, hvorpå vi kan aktivere udvalgte hjerneceller til at være mere eller mindre aktive, siger forsker Dr. Denis Burdakov om resultaterne.

Æg slanker
Forskningsprojektet viser, at æggets indholdsstoffer er langt mere effektive til at holde dig frisk og oplagt end de kulhydrater, der findes i kiks, chokolade og slik.

Samtidig kan morgenmad bestående af æg være med til at hjælpe dig med at holde den slanke linje. Dr. Burdakov anbefaler, at man starter dagen med et æg til morgenmad frem for et stykke brød med marmelade.

For selvom de to populære spiser til morgenmad ifølge undersøgelsen indeholder lige mange kalorier, vil æggeproteinet have den virkning, at det sætter din krop i gang med at forbrænde flere kalorier, når du har spist æg til morgenmad.

Udover de slankende proteiner indeholder æg mange sundhedsfremmende stoffer, der gør spisen til et oplagt valg som morgenmad, hvis du vil forbedre dine kostvaner.

- Æggeblommen indeholder rigtig mange vitaminer, mineraler, og ud af de otte essentielle aminosyrer vi skal have hver dag, indeholder ægget syv af dem, så der er fantastisk mange gode ting i ægget, siger Lisa Bolting, der er chefdiætist hos Slankedoktor.dk til Alive.dk.

LÆS MERE: Vil du ikke have æg til morgenmad, så får du her tre alternativer, der er fyldt med fuldkorn.

Kolesterolmyten er død
Er det hensynet til dit kolesteroltal, der afholder dig fra at skifte ostemaden ud med et blødkogt æg som morgenmad, er der heller ikke her noget at være bekymret for.

De fleste nye undersøgelser peger nemlig på, at forhøjet kolesteroltal ikke hænger sammen med, hvor mange æg du spiser til morgenmad.

Danmarks Tekniske Universitet konkluderede for nylig, at sunde mennesker ikke får en øget risiko for hverken hjerte-karsygdomme eller type-2 diabetes, hvis de spiser seks til syv æg om ugen.

Også den britiske Sundhedsstyrelse har for kort tid siden offentliggjort studier, der afviser sammenhængen mellem hjertesygdom og kolesterol i æg.

- Det er kun hos ganske få mennesker, at det naturlige kolesterol, som æg indeholder, kan give for højt kolesteroltal. Og derfor skal vi ikke fravælge ægget som en del af vores morgenmad. Nærmere tværtimod.

Som udgangspunkt synes jeg ikke, at man skal tænke så meget over, hvor mange æg, man spiser til morgenmad på en uge. De skal blot indgå i en sund og varieret kost, siger Lisa Bolting.

Læs også