Nikoline Werdelin: Jeg har set døden i øjnene
27. oktober 2013Nikoline Werdelin har i mange år sørget for et godt grin med sine Nina fra Rosengade-tegneserier i SØNDAG og sine faste striber i Politiken.
Og lige nu er hun aktuel med en samlet udgave af tre års Homo Metropolis. Men det er ikke bogudgivelser og tegneserier, der har fyldt hendes hverdag denne sommer.
Nikoline Werdelin har i løbet af fire måneder været gennem to undersøgelsesforløb for noget, der kunne være en meget alvorlig diagnose, men som - »hurra og taknemmelighed«, hendes egen formulering - viste sig ikke at være det. Falsk alarm med andre ord.
Min måde at forberede mig på en negativ besked
Men Nikoline Werdelin nåede at se døden i øjnene.
Men i stedet for at gå i panik, valgte hun at følge en god venindes eksempel. Veninden, journalisten og kommunikationsrådgiveren Hanne Stetting Duvå, havde, da hun selv stod i samme situation for nogle år siden fortalt, at hun havde drukket kaffe med døden.
- Det prøvede jeg så selv. Det var en måde at forberede mig på den ultimative konfrontation på. Forberede mig på at kunne sige, hvis den besked, lægen havde til mig, skulle vise sig at være negativ: Jamen, så klarer vi også det, forklarer Nikoline Werdelin.
Jeg har spist af alle fade
Og når man som Nikoline Werdelin bliver konfronteret med døden, begynder mange at se tilbage på livet og hvad man har nået. Og det gjorde Nikoline Werdelin også.
- Undervejs dukkede også den tanke op: Hvad vil jeg så gerne, hvis nu det er nu? Og da slog det mig, hvor meget jeg faktisk har oplevet. Jeg har spist fra alle fadene, og dét i en grad, hvor jeg ikke med nogen som helst ret ville kunne påstå, at jeg har noget til gode, siger hun og fortsætter:
- Dét skal jeg huske, lovede jeg mig selv. Men det var også meget, meget mærkeligt. Dér går man og er pludselig helt klar på at være mere i nuet, mens man samtidig går og spekulerer på, om man skal dø et år fremme, siger Nikoline Werdelin.
Er det sidste sommer?
Og de mange møder med døden, undersøgelser og tanker om livet har gjort denne sommer til en speciel en af slagsen.
- Det gjorde selvfølgelig, at min sommer var sådan lidt fyldt med mange øjeblikke af: Er det så sidste sommer? For som jeg også sagde til døden under vores kaffesnak: Nu synes jeg endelig, at jeg har fået fat i den lange ende. Det er dejligt at være her, netop her, hvor jeg er nu i livet, i denne Lebensphase, som tyskerne siger. Endelig synes jeg, jeg har fået lidt forstand på, hvordan jeg egentlig er skruet sammen, og hvordan jeg kan være i verden. Og lige efter at have fundet denne brugsanvisning ville det da være ærgerligt at blive taget helt ud af spillet, siger hun.