https://imgix.femina.dk/media/sondag/2012/08/34/mimi-jakobsen/mimi-jakobsen-stor.jpg
Selvudvikling

Mimi Jakobsen arbejder for børnearbejderne

20. august 2012
af Britta Bjerre
foto: Ken Hermann og All Over Press
Siden Mimi Jakobsen trak sig ud af politik, har hun helliget sig jobbet som generalsekretær for Red Barnet. Læs den 63-årige ekspolitikers kloge ord om børnearbejde, og om hvordan vi som danske forbrugere ikke hjælper bare ved at boycutte.

Mimi Jakobsen kan stadig huske overskriften i et blad: "Red barnet går ind for børnearbejde".

- Den var godt nok hård, siger hun og fastslår:

- Selvfølgelig gør vi ikke det. Red Barnet arbejder for at afskaffe alt børnearbejde. Alle børn i verden burde lege og uddanne sig. Men det første, man må erkende, er, at børnearbejde skyldes fattigdom - og så længe der er fattigdom, er der børnearbejde. Men her og nu kan vi alligevel gøre en kæmpe forskel. Vi kan sikre børnene nogle ordentlige arbejdsvilkår - en ordentlig løn, sikre arbejdsforhold og ikke mindst nogle arbejdstider, som også giver dem mulighed for at gå i skole. Derfor siger vi: Vi støtter ikke børnearbejde, men vi støtter børnearbejderne, siger hun i et stort interview i SØNDAG.

I forbindelse med sit job som generalsekretær for Red Barnet møder Mimi Jakobsen ofte kronprinsesse Mary og kronprins Frederik. Se billederne med Mimi Jakobsen og de kongelige under artiklen

215 mio. børn er børnearbejdere

Når det er slået fast, er spørgsmålet selvfølgelig: Hvordan hjælper vi bedst de millioner af børnearbejdere, der findes? Og der findes mange. Officielt menes der at være omkring 215 millioner (!) børn på verdensplan, der arbejder under ofte kummerlige og ligefrem farlige forhold.

- Hvis vi som danske forbrugere eller en dansk virksomhed erfarer, at der er underleverandører, der benytter børnearbejde, er det nemt bare at boycutte og sige: Det vil vi ikke have! Det vil vores kunder ikke have! Men hvad sker der så? Børnene bliver smidt på gaden. Og hvad skal de så leve af?! Der er millioner af børn i Afrika, der har mistet forældre, og hvis eksistens og måske søskendes eksistens afhænger af, at de har arbejde. De kan ikke gå ned på Borgerservice og hente til dagen og vejen. For dem er der kun én vej: Arbejde, forklarer Mimi Jakobsen.

LÆS MERE: Inden Mimi Jakobsen blev generalsekretær for Red Barnet havde hun sin daglige gang som politiker på Christiansborg. Og det foregik i partiet Centrum Demokraterne, som hendes far Erhard Jakobsen stiftede i 1973. Læs hvordan netop hendes far var skyld i at hun overhovedet kom ind i politik.Sådan kan vi hjælpe

-Derfor siger vi i Red Barnet: Kan vi give de børn et godt alternativ? Og ja! Et alternativ kunne for eksempel bestå i, at børnene for det første ikke skal sidde med farligt arbejde. Alt farligt arbejde skal lukkes med det samme! Derefter skal der findes mindre krævende arbejde, hvor børnene stadig kan tjene penge, men også kan gå i skole, lyder det fra Mimi Jakobsen.

- Det er netop den model, vi samarbejder med en række danske virksomheder omkring i øjeblikket, hvor vi siger: Vi kender børnearbejderne. Tag dem nu ind, betal dem for at tage en grunduddannelse, så giver vi dem en teknisk uddannelse, hvor de får løn som praktikanter og bliver udlært på en virksomhed under beskyttede vilkår.

Alt er kompliceret, men det kan lade sig gøre

Bagefter kan de her 16-17-årige unge ganske sikkert gå ud og få et job til en løn, der kan forsørge familien.

- Og jeg kan roligt sige, at disse børn fra gaden er ekstremt målrettede, de har jo været vant til at kæmpe hele deres liv, og de er fremragende som en loyal og dygtig arbejdskraft bagefter.

Til folk, der hører Mimi Jakobsen fortælle om det her og måske synes, at det lyder "næsten for nemt", er Mimi Jakobsens nøgterne kommentar:

- Alt er kompliceret i denne verden. Men jeg ved bare: Det kan lade sig gøre!

Læs også