ødelagt neglelak
Skønhed

Neglelak: Sådan får du den til at holde meget længere

25. oktober 2021
af Newsdesk, Aller Media og redaktionen
Foto: Shutterstock Udgivet første gang d. 25 juli 2012
Det er ikke rigtig charmerende med afskallet neglelak på neglene, men ikke desto mindre ender det tit sådan, fordi neglelakken ikke holder meget længere end et par dage. Men du kan faktisk få den til at holde meget længere. Negletekniker Nicole Fernando giver dig her råd til, hvordan du kan få din neglelak til at holde længere!

Neglelak findes i et hav af farver lige fra den klassiske røde til farver, der i højere grad er dikteret af øjeblikkets mode, men ligegyldigt hvilken farve du vælger at smykke dine negle med, vil du sikkert gerne have, at neglelakken holder lang tid.

Der kan være flere grunde til, at en shellac eller neglelak holder bedre hos nogle frem for andre.

Fordi det er almindeligt, at man får tyndere og mere skrøbelige negle med alderen, kan det gøre det sværere for en hård lak at holde, men selve måden, du lægger neglelakken og plejer hænderne på, har også afgørende betydning.

Negletekniker og indehaver af salonen She Naildid Nicole Fernando ved, hvad der skal til for at få en manicure til at holde:

Sådan får din neglelak til at holde længere

Når det gælder en shellac-manicure, der skal holde så længe som muligt, så skal du først og fremmest bruge negleolie. Så holder din manicure sig flottere og bedre.

Får du lavet fransk manicure, så gå efter en grundfarve i samme tone som din egen negl. På den måde er det mindre synligt, når neglen begynder at vokse ud. Og husk at bruge handsker, når du vasker op og gør rent, for at skåne dine negle mod rengøringsprodukterne.

– Når du lægger din neglelak, er tre tynde lag bedre end to tykke. Husk også at forsegle tippen. Det gør du ved at køre penslen langs neglespidsen. Sørg for, at der er så lidt farve på penslen som muligt, så du undgår at farve huden. Afslut med en topcoat, der giver holdbarhed og finish.

Tænk også over timingen

- Det bedste tidspunkt at lave en manicure på er, efter at du har været i bad. Alt er blødgjort – udnyt det, og skub dine neglebånd tilbage med en rosenpind, inden du går i gang med lakken.

Forbered også basen så godt som muligt

- Dine negle skal være helt rene og fri for fedt fra f.eks. creme. Ellers kan neglelakken ikke binde sig ordentligt til neglen.

Lad derfor være med at røre dig selv i ansigtet, mens du laver manicure. For du har måske noget makeup eller creme på, der i så fald ender på neglen. Det gælder både, når du får lagt shellac og almindelig neglelak.

Ifølge den norske hjemmeside kk.no, så er det ikke nødvendigvis prisen på neglelakken, der er afgørende for, hvor lang tid der går, før farven begynder at skalle, og man må fjerne laget på neglene og erstatte det med et nyt.

neglelak

7 TRIN DER FÅR DIN NEGLELAK TIL AT HOLDE LÆNGERE

1: Inden du lakerer dine negle, skal du sørge for, at du skubber neglebåndene ned og fjerner de overskydende neglebånd.

2: Derefter skal du fjerne fedtet fra dine negle. Det kan du gøre med neglelakfjerneren.

3: Start med at lakere dine negle med et lag gennemsigtigt underlak. Det udjævner neglene og forhindrer misfarvning af neglen fra mørk neglelak.

4: Det første lag af den farvede neglelak skal være tyndt. Start med et strøg i midten og derefter i siderne.

5: Vent to minutter før du lægger det andet lag neglelak. Cirka to minutter efter det andet lag, påfører du et lag overlak, der beskytter farven.

6: Læg et lag overlak hver anden dag. Det kan forlænge holdbarheden med mange dage.

7: Det er en god ide, at undgå at have hænderne unødigt i vand, da det kan ødelægge lakeringen.

Kilde: kk.no

EKSTRA TIP TIL HOLDBARE LAKKER

1. Brug gerne en god negleolie, både mens du har lakken på, og når du har taget den af igen, da denne type lakker godt kan være lidt hårdere for neglene end de klassiske.

2. Husk, at olie er bedst at påføre om aftenen, da du så har længst sammenhængende tid, hvor du ikke vasker hænder, og olien får lov at trænge helt ind og forkæle negle og neglebånd.

Læs også