Makeup & hudpleje

Vi tester ansigtsbehandlinger

Behandlinger og produkter, der lover at fjerne rynker og gøre huden ung at se på igen, fylder mere og mere i skønhedsuniverset. FEMINA har lagt ansigt til 5 forskellige tests, produkter såvel som behandlinger, uden indsprøjtede fillers for at se, om det virkelig kan passe. Læs med og hør om vores oplevelser.

 

TEST AF KOSMETISK AKUPUNKTUR
Pris: 1. behandling: 950 kr. (tager ca. 1½ time). Efterfølgende: 650 kr. (tager ca. 1 time pr. gang). Klippekort til 8 efterfølgende behandlinger: 4.500 kr.
Testet af madredaktør Susanne Gustafsson

HVAD GÅR DET UD PÅ?
Kosmetisk ansigtsakupunktur er en kombination af akupunktur, urtemasker og massage, der tilsammen kan udglatte rynker og furer og give ansigtet smuk udstråling. En del af opskriften er, at slap muskulatur stimuleres, styrkes og strammes op. Typisk skal der 5-6 efterbehandlinger til for at få et varigt resultat, og det anbefales derefter at få behandlingen vedligeholdt med jævne mellemrum.

DET SYNES FEMINA
Prik, prik! Den ene nål efter den anden prikkes med et lille svip ind i mit ansigt, men det gør overhovedet ikke ondt, og jeg har en afslappende maske over øjnene. Fysioterapeut og akupunktør Nicholas Garner fortæller, at det er vigtigt, at ansigtet slapper helt af, og så hjælper det, at øjnene holdes lukkede og i ro.
Jeg er mødt op en iskold snemorgen med de rødeste kinder i verden, så den halve time med en afslappende og rensende (og dejligt duftende) urtemaske i hele ansigtet, er tiltrængt for at få huden på plads igen. Jeg får nåle i fødder og hænder, for selv om behandlingen er kosmetisk, så tænkes der alligevel lidt holistisk. Derfor indgår kostråd og en kostplan (hvis man ønsker det) også i behandlingen, og Nicholas Garner spørger om alle skavanker, inden han går i gang. F.eks. er det vigtigt at oplyse, om man har forhøjet blodtryk. Efter endnu ½ time som pindsvin får jeg fjernet nålene, og jeg får en dejlig ansigtsmassage, der næsten får mig til at falde i søvn.

Det allerbedste er dog spejlet, der virkelig viser, at området omkring munden, som er det, jeg har valgt at fokusere på, er blevet synligt glattere, og huden har fået en sund og god udstråling. Selv mine kolleger kan se forskellen dagen efter, så på et tidspunkt må jeg hellere tage hele behandlingen.

HVOR:
Medital Klinik Danmark, meditalklinik.dk E-mail: [email protected]
 

 

TEST AF EUCERIN-PRODUKTER
Produkter: Hyaluron-Filler Day Cream, Dry Skin, 50 ml, 210 kr., og Hyaluron-Filler Concentrate, 6 x 5 ml, 290 kr.
Testet af redaktionschef Dorthe Kandi

HVAD GÅR DET UD PÅ?
Eucerin Anti-Age-produkterne Hyaluron-filler concentrate og -dagcreme lover, at ingrediensen i cremen virker både øverst i huden, hvor de fine rynker dannes, og længere nede, hvor de dybere rynker dannes. For en 44-årig lyder det forjættende. Cremen og koncentratet hjælper også huden med at danne de naturlige hyaluronsyrer i hudlagene. Med alderen producerer vi mindre af denne syre, og så er det, rynkerne pibler frem.

DET SYNES FEMINA:
Både koncentrat og creme dufter diskret, men meget indbydende - en pudret duft, som jeg i den grad nyder. Jeg har især nogle linjer i panden, som jeg meget gerne vil af med. Så jeg dupper og masserer efter anbefalingerne i pakken og kigger hver morgen ekstra grundigt i spejlet.
Efter en måneds brug er der stadig linjer i panden, men jeg bilder mig ind, at de er blevet lidt mindre, men det er desværre ikke sådan, at de er helt væk. Til gengæld er min hud helt klart mere gennemfugtet. Jeg døjer ofte med tør pande og tørre kinder, og det er fuldstændig væk efter få dages brug. Min hud er blødere, og det betyder sikkert noget for hudens udseende og ikke mindst for mit velbefindende.

Se også: Femina tester laserbehandling mod solskader
 

 

TEST AF IS CLINICAL FIRE & ICE ANSIGTSBEHANDLING
Pris: 595-1.200 kr. afhængigt af klinik og andre ydelser som ekstra massage m.m.
Testet af skønhedsjournalist Marlene Kronborg

HVAD GÅR DET UD PÅ?
Fire & Ice-frugtsyrebehandling er et quick fix, hvis du for en kort periode ønsker at få opstrammet og opfrisket dit look. Bliver også kaldt The Red Carpet Treatment, da den er god til særlige arrangementer, hvor du skal være i fokus og se rigtig lækker ud. Behandlingen består af 3 dele. Først afrenses huden. Herefter bliver der lagt en dybderensende Intensive Resurfacing Masque, der godt kan virke brændende og prikkende på huden. Den efterfølges af en kølende og beroligende mild maske, Rejuvenating Masque. Og til allersidst får du lækker serum og creme påført specielt udvalgt til netop din hud.

DET SYNES FEMINA
Den varme maske kan godt virke lidt skræmmende, da det prikker og stikker, men heldigvis er der hele tiden en kyndig ved siden af til at tjekke, om huden kan klare det. Den må maks. sidde i 5 minutter. Det er yderst befriende at få først den kølende maske og derpå de nærende cremer på bagefter. Lige efter behandlingen kan man godt blive ret rød i ansigtet, men jeg slap heldigvis. Jeg vil derfor også anbefale, at man ikke tager direkte til bryllup eller den store fest samme dag, men venter en dag eller to. Men jeg må sige, at min hud virkelig er blevet blød og har fået en smuk glød dagene efter, og ja, jeg kan faktisk med det blotte øje godt se, at jeg har fået en opstrammer. Herligt!

HVOR:
Cosmo Laser- og Skønhedsklinik, Ny Vestergade 1, 1. sal, 1471 København K, Tlf. 3539 4400
Pris: 895 kr.

Skodsborg Spa & Fitness, Skodsborg Strandvej 139, 2942 Skodsborg, Tlf. 4558 5800
Pris 595 kr.

Eller find nærmeste behandler på tlf. 3630 6444.
 

 

TEST AF BALANCE ME-PRODUKTER
Produkter: Anti-ageing Face Serum, 30 ml, 395 kr., Intensive Wrinkle Repair Cream, 50 ml, 345 kr., og Facial Expression Filler, 15 ml, 250 kr.
Testet af webjournalist Charlotte Hallbæck

HVAD GÅR DET UD PÅ?
Kittet består af tre produkter, der alle bruges, efter at huden er renset for makeuprester. Først bruges Anti-ageing Face Serum, der udglatter og beskytter ansigtshuden. Derefter påføres Intensive Wrinkle Repair Cream, der reducerer synlige linjer og giver huden glød. Til sidst - inden man lægger ny makeup - bruges Facial Expression Filler, der udfylder og udglatter linjer og rynker ved at løfte og stramme huden op øjeblikkeligt.

DET SYNES FEMINA:
Et virkelig lækkert hudplejesæt. Alle tre produkter er meget drøje i brug, og man behøver ikke at bruge mere end et par dråber af hvert produkt for at dække både dekolletage, hals og ansigt. Til at begynde med reagerede ansigtshuden med at blive tør og lidt rødspættet, men det varede kun kort. Efter nogle uger har den fået meget mere glød og fremstår faktisk både sundere og pænere end i lang tid. Og min ellers MEGET tørre hud er nu gennemfugtet og holder sig pæn hele dagen. Det er aldrig sket før. Og så er kombinationen af serum og creme rigtig god, for huden føles mættet, uden at den er fedtet. Mine "bekymringsrynker" i panden er ikke væk, men dog reduceret, og man kan faktisk godt se en lille forskel. På længere sigt er jeg overbevist om, at produkterne vil være gode til at forebygge kommende rynker. Alle produkterne har en svag, men behagelig duft.

Hold alderen på afstand med opstrammende cremer
 

 

TEST AF NOTOX FACE-LIFT
Priser: Behandling, 775 kr., og produkt-kit til hjemmebehandling, 525 kr.
Testet af mode- og skønhedsredaktør Vibeke Nielsen

HVAD GÅR DET UD PÅ?
NoTox er et alternativ til anti-age-behandlinger med injektioner af enhver form. Behandlingen afspænder ved hjælp af en kombination af bindevævsbehandling, akupunktur, akupressur og andre massage-teknikker. Efterfølgende behandles hjemme med A-vitamin-plastre direkte på ansigtets linjer, og collagenpudder-filler, som fylder linjer og furer ud hver morgen inden det daglige hudplejeprogram.

HVORDAN FOREGÅR DET?
Relax-musik og smukke omgivelser giver en god start. Behandleren spørger til specifikke fokusområder i ansigtet, og behandlingen tilrettelægges efter, hvilket resultat man ønsker. Der behandles i 3 faser. 1. step er bindevævsbehandling, hvor ansigtet afspændes. 2. step er akupressur-massage og kosmetisk akupunktur med sterile nåle, som tilsammen åbner energipunkterne i ansigtet og afhjælper muskelsammentrækningerne, der giver furer i huden. Step 3 er selve face-liftet med en kinesisk ansigtsløft-massage med gausha-jade-sten. Her sættes gang i hudvævets mikrocirkulation, og affaldsstoffer drænes bort. NoTox følges op med hjemmebehandlings-kit.

DET SYNES FEMINA:
Behandlingen er uden sammenligning noget af det mest behagelige og afslappende, jeg har lagt ansigt til. Behandler Anita Falslund har magiske hænder. De forskellige massageteknikker skifter fra ultra blid massage til massage med jadesten, hvor Anita tager lidt mere fat. Jeg var bekymret for akupunkturdelen, men nålene kunne slet ikke mærkes, og det var som at komme i himlen, da jeg fik hånd- og armmassage, mens nålene arbejdede i vævet. Hjemme har jeg behandlet med A-vitamin-plastre (det er altså usexet at sove med) og hver morgen fordelt collagenpudder-filleren, inden jeg lægger makeup. Umiddelbart efter min test-behandling kunne jeg se, at mine ansigtstræk var mere afslappede (specielt i panden, som var mit fokusområde). Collagen-filleren er rigtig effektiv. Plastrene bliver jeg til gengæld aldrig rigtig hooked på. Alt i alt en effektiv behandling, der som bonus virkede som ren meditation for min sjæl.

HVOR:
Amazing Space, Fortunstræde 1, 1065 København K, Tlf. 3333 8233

Amazing Space, Tuborg Havnevej 4-6, 1. sal, 2900 Hellerup, Tlf. 3930 3094

Læs mere om: